Spørgsmål nr. 3:
Ministeren bedes specielt beskrive, i hvilket omfang tavshedspligten gælder for ansatte og frivillige i private
organisationer, og om oplysninger kan videregives til en forenings bestyrelse samt hvilket ansvar
bestyrelsesmedlemmer kan ifalde.
Svar:
Jeg har modtaget nedenstående bidrag til svar fra Justitsministeriet:
Det følger af forvaltningslovens § 27, stk. 1, at den, der virker inden for den offentlige forvaltning,
har tavshedspligt, jf. bl.a. straffelovens § 152, når en oplysning ved lov eller anden gyldig
bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at
varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.
Efter straffelovens § 152, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder den, som virker eller
har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige
oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab.
De almindelige tavshedspligtsbestemmelser i forvaltningslovens § 27 og straffelovens § 152 omfatter
således alene personer, der virker eller har virket inden for den offentlige forvaltning, og vil derfor
ikke finde anvendelse for ansatte og frivillige i private organisationer, medmindre der efter
forvaltningslovens § 1, stk. 2, er blevet fastsat regler om, at forvaltningslovens
tavshedspligtbestemmelser skal gælde for en nærmere angiven privat organisation, jf. herved
forvaltningslovens § 27, stk. 4. Der henvises i den forbindelse til besvarelsen af spørgsmål nr. 1.
Efter straffelovens § 264 d straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder den, der uberettiget
videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en anden persons private forhold eller i øvrigt
billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget
offentligheden. Denne bestemmelse gælder også for ansatte og frivillige i private organisationer.
Jeg henholder mig til det af Justitsministeriet anførte.