Den næste sag på dagsordenen var:
4) Første behandling af lovforslag nr. L 71:
Forslag til lov om fremme af dopingfri idræt. Af kulturministeren (Brian Mikkelsen). (Fremsat 27/10 2004).

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Doping, det er snyd, og det er sundhedsskadeligt, og derfor bør det have al mulig støtte, når der her fremsættes et lovforslag, der ønsker at fremme dopingfri idræt.
     Vi kender jo historien om, at nogle forsøger at arbejde med præstationsfremmende stoffer, skjule det for andre og misbruge det, og andre dele af lægestanden arbejder på at afdække det. Sådan har vi set et forløb over lang tid, og vi har heldigvis oplevet, at Danmarks kulturminister har involveret sig personligt i hele diskussionen om det her spørgsmål, også internationalt, og derfor er det meget på sin plads, at vi får en struktur her i Danmark med etableringen af Anti Doping Danmark.
     Målet er jo i idrætten at få en ærlig kamp, en ærlig konkurrence og så sikre, at så få som overhovedet muligt tænker tanken om, at man vil bruge forbudte stoffer til at fremme præstationen i øvrigt.
     Vi har set over en årrække, hvordan det har udviklet sig til ikke kun at være i konkurrenceidrætten, men også et spørgsmål, der sniger sig ind i motionscentre og i almindelig foreningsidræt, og dermed kommer vi jo derhen, hvor almindelige mennesker bliver udsat for den sundhedsskadelige virkning, det kan have.
     Derfor er etableringen af denne institution her er et godt skridt, hvor det er vigtigt at få afgrænset og få klarlagt, hvad der er af forbudte stoffer, og hvordan det hænger sammen med de internationale regler. Derfor vil vi i Venstre gerne støtte det her lovforslag.
     Nu har vi noteret os i høringssvarene fra involverede parter, at der er bred opbakning fra idrættens organisationer
i Danmark; efter at nogle har tøvet, er der nu en klar tilkendegivelse af, at det er rigtigt at gå den her vej. Vi har også noteret os, at idrætten i de høringssvar signalerer, at det er vigtigt at fastholde et ligeværd, et fællesskab mellem det offentlige og idrættens organisationer om ansvarsforholdet for det her område. Der peges i høringssvaret fra idrættens organisationer direkte på, at denne betegnelse, der hedder en offentlig selvejende institution, kan betegnes som en statsliggørelse af denne institution. Jeg noterer mig ønsket om at have dette ligelige ansvar, sådan at vi her i dag får signaleret, at det ikke alene er et offentligt ansvar at bekæmpe doping, det er i høj grad idrættens egne organisationers ansvar, og derfor er vi åbne for under udvalgsarbejdet at se på, om man skal vælge en anden formulering, der har det hovedsigte i sig at signalere til brugerne, at det er et fælles ansvar. Det er lige så vel idrættens organisationers ansvar at bekæmpe det her, som det er statens ansvar. Så det er værd at se på, at det her ikke bare bliver en del af den offentlige forvaltning.

     Så er det jo vigtigt at forholde sig til bureaukrati og klageadgange, hvilket er påpeget i de her høringssvar.
     Alt i alt er det et godt lovforslag, som vi gerne arbejder positivt videre med under udvalgsarbejdet.

Jeg skal stille hr. Leif Mikkelsen et spørgsmål, der vedrører idrætsudøvere, som dyrker idræt på højt niveau, og som lider af eksempelvis astma. Er det et spørgsmål, som ordføreren kunne have et eller andet forhold til, altså noget, der gør, at man behandler den type spørgsmål mere fleksibelt, end man
i og for sig nu har set et par eksempler på, således at vi her kan sige, at den type af idrætsudøvere også har en mulighed for at dyrke idræt på højt niveau?

Det er klart, at afgrænsningen af de stoffer, der er på dopinglisten, altid vil være en vanskelig sag, og vi har før set eksempler, som hr. Peder Sass peger på, nemlig at der kan være personer, der har brug for medicin imod en sygdom, og som selvfølgelig også dyrker idræt. Det må der kunne findes løsninger på, så man rent lægeligt kan dokumentere, at det er rigtigt. Men at det skulle føre til at fjerne det fra listen, fordi det også bruges i sygdomsbekæmpelse, ville være et fejlskridt.
     Så det er et vanskeligt område at afbalancere, det erkender vi, når det kommer på dopinglisten og også bruges til helbredelse. Det er en balancegang, men jeg mener bestemt ikke, at det skal fjernes af listen. Der må findes muligheder for, at det kan dokumenteres, så det bliver tilladt for dem, der har den sygdom, at bruge det og så have en attest på det. Andre svar er der ikke.

I hr. Leif Mikkelsens ordførertale indgik det, at man skulle kigge på spørgsmålet om offentlig selvejende institution, og så vil jeg høre: Hvad adskiller egentlig ansvaret for dette område, den lovgivning, vi nu behandler, og så den lovgivning, vi havde omkring eliteidrætten med Team Danmark, hvor man her besluttede sig for at anvende en offentlig selvejende institution? Hvad skulle begrunde, at det offentlige på et område, som i realiteten er lige så værdifuldt, måske oven i købet mere problematisk, ikke her skulle have et større engagement og medansvar end det, som vi kender fra eliteidrætsloven?

Nu er det utrolig vigtigt at slå fast i denne sammenhæng, at alle parter skal yde det ypperste for at bekæmpe doping, og det vil sige, at den struktur, der nu etableres, skal signalere, at det i lige så høj grad er idrættens egne organisationer, der skal arbejde med det her i alle detaljer, det er idrættens organisationer, der skal være med til at finansiere det, og dermed signaleres, at det her ikke må overgå til at blive statens ansvar og dermed statens eller regeringens skyld, hvis doping udvikler sig negativt.
     Det er kun det signal, jeg peger på, og det kunne da godt ligge i signalgivningen, at det for en selvejende institution, som vi kender selvejende institutioner, hvor flere parter bliver sat sammen, kunne være værd at diskutere, om det var mere hensigtsmæssigt at vælge en sådan formulering
i den her sammenhæng.

Synes hr. Leif Mikkelsen ikke, at det kunne fremme den fælles interesse og det fælles ansvar for at fremme den dopingfri idræt, at de aktive selv repræsenteres i Anti Doping Danmark? Jeg kan se, at man ikke i forslaget ønsker at imødekomme det forslag fra de aktive eliteidrætsudøvere. Men kan Venstre ikke se en fordel i, at man også engagerer de aktive direkte
i bestyrelsesarbejdet og dermed også øger det fælles medansvar?

Det kan være værd at diskutere, om det er hensigtsmæssigt. Nu er det jo vigtigt at fastholde et organisationsansvar og ikke at sætte dem, der måske er aktive i det, til at tage ansvaret, men derimod sige, at organisationerne, de, der står for at udøve konkurrencen osv., har hovedansvaret.
     Men jeg er bestemt åben for under udvalgsarbejdet at diskutere, om den præcise sammensætning, der her er foreslået, nu også er den optimale for at nå præcis det mål, som jeg er helt enig med hr. Ole Sohn i, nemlig at få alle parter til at spille med på det her område, som - vil jeg gerne gentage - er så vanskeligt, og som over årene har udviklet sig mere og mere snedigt og udtænkt. Derfor er det værd positivt at se på: Hvordan får vi alle parter til at medvirke, så der ikke er nogen, der kan køre på frihjul? Det er et område, hvor vi vil få at se, at der fortsat bliver forsøgt på snyd, og vi skal imødegå det, hvis vi kan.

Så er det hr. Peder Sass som ordfører.

Idrætsverdenen er blevet markedsgjort. Eliteidrætsudøverne har udsigt til et liv som stjerner og millionærer. Der er millioner af kroner på spil, når professionelle sportsudøvere går på banen. I teorien er æren ved en finaleplads en belønning i sig selv, i praksis er det pengene, der afgør, om man taber eller vinder.
     Samtidig ligger der et stort pres på idrætsudøveren, når sponsorer, trænere og holdkammerater har forventninger om toppræstationer. Fristelserne er derfor store, og mange sportsudøvere giver køb på idealerne om den gode sportsånd til fordel for opnåelse af toppræstationer, præstationer, som kan opnås ved at spise en lille pille eller ved at få en injektion.
     Kampen mod doping i idrætsverdenen skal være konsekvent og uden tolerance. Derfor hilser vi i Socialdemokratiet ministerens initiativ til udarbejdelse af en egentlig lov på området meget velkommen og støtter, at det sker som en offentlig selvejende institution.
     Den organisatoriske opbygning og struktur i Anti Doping Danmark er skitseret i loven. Jeg har noteret mig, at ministeren på bestyrelsesniveau ikke har sikret en direkte repræsentation af udøvere og trænere. Dette var sikret i forsøgsperioden. I forbindelse med sammensætning af Team Danmarks bestyrelse var dette spørgsmål også til debat.
     Kommer ministeren ikke med ændringer til bestyrelsens sammensætning undervejs, agter Socialdemokraterne under udvalgsarbejdet at fremsætte forslag om, at udøvere og trænere får direkte repræsentation i bestyrelsen for Anti Doping Danmark.
     Vi har i de seneste år set resultater af intensive dopingtest inden for hele idrætsverdenen. Senest oplevede vi De Olympiske Lege i Athen, hvor en række udøvere fik frataget deres medaljer, fordi de havde brugt ulovlige midler.
     Men det er ikke kun inden for eliteidrætten, at der anvendes doping. I motions- og fitnesscentre er anvendelsen af ulovlige stimulanser velkendt. I dag er adgangen til køb af forskellige midler på internettet desværre så let, at det er meget svært effektivt at komme misbruget til livs. Derfor er det vigtigt, at vi lovgivningsmæssigt får præciseret, hvilke midler der er ulovlige, og hvordan kontrollen kan foregå.
     Vi har noteret os, at ministeren har haft mod til at pålægge idrætsforeningerne en pligt til at indføre og håndhæve regler om dopingkontrol og sanktioner som vilkår for at modtage offentlige tilskud. Men modet svigter kulturministeren, eller også er ministeren bange for at genere erhvervslivet, når lovforslaget ikke gennemfører en obligatorisk pligt for fitness- og motionscentre til at indgå samarbejdsaftale med Anti Doping Danmark, når nu de to fitnesscenterkæder i øvrigt i deres høringssvar indirekte ønsker det.
     Vi skal også sikre, at der afsættes de nødvendige midler til forskning på området. Vi kan ikke sige ofte nok, at det er vigtigt at forebygge. Børn og unge er lette at friste, så her har de enkelte foreninger og forbund et stort ansvar og en meget stor forpligtelse til at sikre, at oplysningsvirksomheden er optimal over for denne gruppe.
     Men oplysningsarbejdet skal også foregå målrettet over for lederne og trænerne, der presser deres udøvere til at opnå de bedste resultater. Vi har desværre også oplevet idrætsudøvere bruge doping for hurtigt at komme i form igen efter en skade og for at være forrest, når de skulle skabe gode resultater, og vi har beklageligvis også set, at de i enkelte tilfælde har fået hjælp af deres træner, læge eller leder.
     Endelig vil vi under udvalgsarbejdet gerne have belyst, om der med lovforslaget er taget initiativ til at hjælpe de misbrugere, der ønsker at komme ud af deres dopingmisbrug.
     Med disse bemærkninger kan vi i Socialdemokratiet godt støtte lovforslaget og det videre lovarbejde.

Så er det fru Louise Frevert som ordfører.

Det kan ikke siges tydeligt nok: Doping er livsfarligt, det er simpelt hen et skråplan. Det er en livsstil for nogle, uden at man tager hensyn til, hvilke konsekvenser det kan have for ens krop. At gøre Anti Doping Danmark til en permanent selvejende institution mener Dansk Folkeparti er et vældig godt tiltag, og det er på høje tid. Tværtimod er det strålende, at man har en institution, som er selvstændig og som fuldt ud varetager det arbejde, som skal gøres, når det drejer sig om kontrol, oplysning, forskning, internationalt samarbejde og rådgivning om doping.

     Institutionen har været et forsøg, men skal nu permanentgøres, og det mener vi er udmærket, idet der simpelt hen skal et internationalt samarbejde til, hvis man skal bekæmpe doping. Nogle vil sige, at doping ikke kan bekæmpes fuldstændigt, men hvis man bare lægger armene over kors og lader stå til, kommer vi aldrig et skridt videre. Vi skal have idrætspræstationer, hvor præstationen er målet af mange års intensiv, ihærdig og målrettet træning og ikke er forårsaget af kunstigt tilførte stoffer til kroppen, for at den kan præstere mere, end den menneskelige krop egentlig vil kunne præstere under almindeligt pres og forsvarlige forhold.
     Vi mener endvidere, det er udmærket, at de foreninger, som ikke er organiserede i idrætsorganisationer, også forpligtes til at indgå en aftale med Anti Doping Danmark i bekæmpelsen af doping, idet der er mange private klubber, fitness- og motionscentre samt andre idrætsgrene, som er privatfinansieret, der har behov for at indgå denne aftale.
     Vi synes, at ordvalget mellem idrættens organisationer og regeringen, når der er blevet skabt enighed om, at kampen mod doping skal føres konsekvent og uden tolerance, er helt i overensstemmelse med Dansk Folkepartis intentioner om dopingpolitik.
     Idrætten i Danmark er klar over, at vi står over for uoverskuelige problemer, hvis vi ikke indgår en aftale om rammerne for bekæmpelse af doping, som kan forankres i en lov.
     Vi mener også, at hvis sportsudøvere inden for alle sportsgrene vil blive pustet i nakken af Anti Doping Danmark, vil det alene i sig selv have en forebyggende effekt. Det er jo ikke alene inden for den professionelle sport, at der indtages doping. Vi ved jo, at det desværre også foregår på amatørplan, da man ønsker at kunne præstere mere og mere, og konkurrencen på også et mere privat niveau er hårdere, fordi vi vil være unge, smukke og i bedre form et langt stykke længere op i alderen, end vi hidtil har været. Fejlagtigt tror man, at det resultat kan opnås med doping, og derfor er det vigtigt også at få dæmmet op for dette problem.
     Så Anti Doping Danmark er hilst velkommen af Dansk Folkeparti, og vi støtter kulturministerens forslag.

Så er det fru Carina Christensen som ordfører.

Doping er et utrolig stort problem, som desværre spreder sig mere og mere. I dag er det ikke kun eliteidrætsudøvere, der bruger doping, men vi oplever også, at motionisterne i de lokale fitnesscentre bruger doping for at forbedre formen. Forfængelighedsdoping er blevet utrolig udbredt, og det er måske endda det allerstørste problem, som vi står over for.
     Dopingmisbruget er i høj grad med til at svække moralen og etikken inden for sportsverdenen. Derudover er det også særdeles sundhedsfarligt for den enkelte, og derfor er det også en utrolig vigtig opgave at bekæmpe dopingmisbruget, og derfor er det også godt, at vores indsats nu forankres i en lov.
     Dopingproblemet er i dag desværre så omfattende, at det også kræver et aktivt statsligt engagement, på samme måde som vi også ser det i en række af de andre lande, der ligesom os markerer sig stærkt i den internationale dopingbekæmpelse.
     Anti Doping Danmark har siden år 2000 virkelig formået at placere Danmark som et af foregangslandene i den internationale dopingbekæmpelse, og derfor er vi også meget glade for, at vi nu gør ordningen permanent.
     I fremtiden bliver alle offentlige tilskud til idrætsforeninger nu betinget af, at foreningerne følger de lovpligtige regler om dopingkontrol. Det er et både godt og effektivt redskab, som vi forventer vil give gode resultater. Det er klart, at herved så rammer vi ikke de miljøer, hvor man dyrker idræt uden om de offentlige støtteordninger, altså private fitnesscentre osv. Her vil Anti Doping Danmark dog arbejde aktivt for, at så mange af de her virksomheder som muligt frivilligt underkaster deres kunder dopingkontrol. Vi forventer, at vi kan nå langt ad frivillighedens vej, men lad os nu følge udviklingen på området. Hvis det bliver nødvendigt, er vi i Det Konservative Folkeparti i hvert fald villige til at se på, om det på en eller anden måde kan gøres obligatorisk for ejere af private fitness- og motionscentre at indgå en aftale med Anti Doping Danmark om dopingkontrol. Men her og nu glæder vi os over, at der er meget stor positiv opbakning til kampen mod doping, altså også i de idrætsmiljøer, der ikke får offentlige tilskud. Til sidst mener vi, at der er god grund til at rose regeringen og ikke mindst kulturministeren for virkelig at have lagt et kæmpe stykke arbejde i bekæmpelsen af doping også på internationalt plan. Danmark markerer sig virkelig flot på det her område. Det er et rigtig godt forslag, som Det Konservative Folkeparti naturligvis kan støtte.

Så er det hr. Ole Sohn som ordfører.

Indledningsvis vil jeg da glæde mig over, at i det mindste Det Konservative Folkeparti kan støtte den konservative kulturministers forslag. Det tyder da på, at der er en vis overensstemmelse i regeringen.
     Jeg vil da også på SF's vegne sige, at vi synes, det er positivt, at vi øger indsatsen for under den måske lidt mærkelige overskrift at »fremme en dopingfri idræt«. Vi synes, det er godt, at der bliver taget initiativer, fordi doping er med til at nedbryde den ædle sport, der gerne skulle ligge i idrætten.
     Derfor er vi som udgangspunkt positive over for lovforslaget. Men vi har dog en række spørgsmål, som vi gerne vil have afklaret under udvalgsbehandlingen. Det er muligt, at ministeren kan klare det ene allerede her, men ellers tager vi det under udvalgsbehandlingen.
     I det svar, der er givet til Anti Doping Danmark og Danske Elitesportsudøveres Forening om, at man skal følge de internationale regler i World Anti-Doping Code, skulle begrundelsen for ikke at støtte være, at det ville være i strid med grundloven. Det synes jeg er en lille smule besynderligt, for mig bekendt laver vi da stort set om ikke dagligt så jævnligt regler, hvor vi følger internationale kodekser eller internationale aftaler, som også bliver implementeret som gældende dansk lov. Derfor vil jeg godt have det uddybet. Jeg synes også, det er en meget kort begrundelse. Jeg vil gerne have at vide, hvad baggrunden egentlig er for, at man ikke ønsker at følge de internationale regler. Jeg går ud fra, at man gør det, og jeg går også ud fra, at det er, fordi ministeren måske gerne vil have mulighed for at gå videre. Derfor mener jeg, det er ret væsentligt, at hvis - hvad jeg formoder - regeringen ønsker at kunne gå videre end de internationale regler, er det altafgørende, at man sikrer, at de aktive elitesportsudøvere er repræsenteret
i Anti Doping Danmarks bestyrelse, for hvis man laver regler, som går ud over, hvad der er gældende internationalt, så er det da altafgørende for at have en fælles forståelse af kampen mod doping, at de aktive også er omfattet af bestyrelsesarbejde og dermed det medansvar, alle må have for at bekæmpe doping. Derfor vil jeg tilkendegive, på samme måde som Socialdemokratiet har gjort det, at vi under udvalgsbehandlingen dels vil dyrke det her og samtidig stille ændringsforslag, hvis ikke vi under udvalgsbehandlingen finder en fælles forståelse, sådan at vi sikrer, at de aktive elitesportsudøveres forening kommer ind i bestyrelsen. Samme opfattelse havde SF i forbindelse med etablering af Team Danmarks nye konstruktion, nemlig at de aktive skulle være repræsenteret, og den samme holdning vil vi selvfølgelig lade gå igen her. Vi er også glade for, at Socialdemokratiet nu støtter, at de aktive skal have indflydelse, og det håber vi også at vi kan føre videre efter valget til Team Danmarks bestyrelse. Men det var en sidebemærkning. Jeg mener også, at det er vigtigt, at man får en konstruktion, hvor vi får slået fast, at det offentlige har et medansvar for at bekæmpe doping i alle sportslige miljøer. Derfor synes jeg også, man skal være åben over for at diskutere, om man kan gå videre i forhold til fitnesscentre. Jeg har også lagt mærke til i høringssvarene, at flere af fitnesscentrene faktisk har ønsket at få lavet forpligtende samarbejdsaftaler med Anti Doping Danmark, og jeg kan forstå, at regeringen der mener, at det lige er at gå for vidt. Der vil jeg gerne have en nærmere forklaring på, hvad årsagen er til, at man ikke ønsker at imødekomme det ønske fra motionscentrene om, at man laver samarbejdsaftaler, sådan at man er sikker på, at der ikke foregår, jeg vil ikke sige snyd, fordi de eneste, man snyder med produkterne, er jo sådan set en selv, medmindre det er på eliteplan, så er det selvfølgelig også kampen om pengene, men i motionscentre er det sådan set kun sig selv, man snyder, fordi man ødelægger sit helbred. Derfor kunne jeg godt tænke mig at få en forklaring på, hvad årsagen er til, at regeringen ikke mener, at det er formålstjenligt at lave en forpligtende aftale mellem centrene og Anti Doping Danmark. Men overordnet set er vi positive over for forslaget.

Jeg må bede ordføreren komme tilbage; der er en kort bemærkning fra hr. Peder Sass.

Ja, vi skal have noget motion, så det med ned og op er udmærket.
     Til hr. Ole Sohn vil jeg sige, at jeg hørte indlægget således, at der kun var tale om, at det var de aktive, der skulle være repræsenteret i bestyrelsen. Så skal jeg erindre om, at dengang vi diskuterede Team Danmark-bestyrelsen, ønskede vi, at både trænere og aktive skulle være repræsenteret i bestyrelsen.
     Vi oplevede da også, at kulturministeren jo har arbejdet på, at det blev gennemført, men så kommer spørgsmålet:
Hvorfor mener hr. Ole Sohn ikke, at trænersiden også skal være repræsenteret i bestyrelsen?

Det er, fordi vi har en meget bred fortolkning af begrebet aktive. Vi mener sådan set også, at trænerne er aktive. Så det er selvfølgelig ... (Munterhed). Nej, det er i den samme forståelse, som vi havde med hensyn til Team Danmark, og der er det både trænere og idrætsudøvere. Dér fik du mig!

Så er det hr. Naser Khader som ordfører.

Det Radikale Venstre er positivt indstillet over for lovforslaget.
     Det er et alvorligt problem med doping og brug og misbrug af præstationsfremmende stoffer. Det er også uetisk og umoralsk, at nogle idrætsudøvere bruger metoderne. Idrætskonkurrence skal ske på lige vilkår uden brug af uærlige metoder. Vi vil have rene og ærlige sportsfolk. Doping er også ødelæggende for de enkelte idrætsudøveres helbred.
     Jeg vil gerne rose kulturministeren for hans aktive indsats i bekæmpelsen af doping både nationalt og internationalt. Vi er meget enige i den indsats.
     Lovforslag nr. L 71 har flere elementer, bl.a. en præcisering af, at hvad der skal betragtes som doping, skal tilpasses udviklingen i det internationale samarbejde om dopingbekæmpelse. Et andet element er at gøre Anti Doping Danmark til en permanent offentlig selvejende institution med ansvar for bl.a. kontrol, oplysning, forskning, internationalt samarbejde og rådgivning omkring doping.
     Til denne del af lovforslaget har vi fra Det Radikale Venstre flere spørgsmål, vi vil stille under udvalgsarbejdet, bl.a. spørgsmål om økonomi og finansiering. Det er spørgsmål som: Fortsætter Anti Doping Danmark med samme budget, dvs. 10 mio. kr., heraf de 6 mio. kr. fra Kulturministeriet og de 4 mio. kr. fra ISM? Fortsætter de med samme budget, og hvordan bliver den permanente bevilling finansieret? Det er vores andet spørgsmål i forbindelse med økonomi og finansiering. Med hensyn til organisering har vi et spørgsmål: Fortsætter den eksisterende organisering og bestyrelsessammensætning på samme måde? Hvis nej, hvordan så? I øvrigt synes vi, det er en god ide, at lovforslaget sigter mod at få fitness- og motionscentre til at indgå aftaler med Anti Doping Danmark om bekæmpelse af doping, for selv om det er individer, der træner i de der fitnesscentre, deltager de alligevel en gang imellem i fælles konkurrencer, og derfor er det også relevant, at de indgår i dette arbejde.
     Alt i alt er vi i Det Radikale Venstre positivt indstillet over for forslaget, men vi vil meget gerne have besvaret de spørgsmål, jeg nævnte tidligere.

Der er jo to gode årsager til, at doping er noget skidt, som der skal lovgives imod. Det ene er det, som i lovforslagets bemærkninger hedder idrættens etiske værdier, og det andet handler om helbredet for dem, som tager doping.
     Enhedslisten synes, det er vigtigt ikke at glemme helbredsproblemerne, fordi den almindelige fokusering omkring doping jo ellers handler om urinprøver og bloddoping og a-prøver og b-prøver, og hvad ved jeg, i den offentlige debat.
     Enhedslisten kan støtte hovedtanken i forslaget, der videreudvikler kampen mod doping. Men vi finder, der er behov for en væsentlig opstramning, når det gælder kampen mod doping inden for fitness- og motionscentre.
     Lovforslaget lægger op til frivillige aftaler, og det er ikke godt nok. Indtil nu er der indgået aftaler med under 10 pct. af de virksomheder, der er inden for motionsbranchen.
     Som omtalt i lovens bemærkninger er den doping, der finder sted inden for styrketræning m.v. i motions- og fitnesscentre, ofte af den mere sundhedsfarlige slags. Og derfor kan vi ikke lade det være op til frivillige aftaler. Det kan godt være, at der ikke er mange spændende mediedækkede konkurrencer inden for styrketræning, men ingen er i tvivl om de sundhedsmæssige skader, der opstår ved brug af anabolske steroider m.v.
     Hvis vi ikke går ind og lovgiver på området, så mener Enhedslisten sådan set også, at vi lader de seriøse dele af fitnessbranchen i stikken. Med den bemærkning ser jeg frem til den videre debat om forslaget.

Da Kristendemokraternes ordfører på området, fru Bodil Kornbek, ikke kan være til stede - ikke på grund af doping - skal jeg på partiets vegne fremføre følgende:
     Dopingbekæmpelse er ikke kun et spørgsmål om at opstille rammer for effektiv dopingkontrol i forskellige idrætsmiljøer, det handler i lige så høj grad om holdningsbearbejdelse og etik både i eliteidrætten og i den brede folkelige idræt. Anti Doping Danmark bidrager til begge dele på en hensigtsmæssig måde og er med til at harmonisere og koordinere kampen mod dopingmisbrug.
     Kristendemokraterne finder det korrekt, at rammerne for bekæmpelse af doping er så centrale, at de forankres i en lov. Vi imødekommer derfor, at man gør den hidtidige forsøgsordning med Anti Doping Danmark permanent og dermed understreger det samfundsmæssige engagement. Det er vigtigt for Kristendemokraterne, at dopingbekæmpelsen ikke kun tager afsæt i eliteidrættens problemer, dopingbekæmpelse skal også finde sted i de miljøer, hvor doping ikke handler om at vinde og yde ud over sit maksimale. Vi skal også tage den såkaldte forfængelighedsdoping meget alvorligt.
     Vi er positive over for forslaget, men vil under udvalgsarbejdet se på nogle af de problemstillinger, som høringssvarene rejser.

Jeg vil godt starte med at takke alle ordførerne for deres kommentarer og indspil under denne her første behandling. De engagerede indlæg taler deres helt tydelige sprog: Vi skal have hånd i hanke med dopingbekæmpelsen, og med de tiltag, der er lagt op til i lovforslaget, mener jeg, regeringen har blandet sig på en positiv måde i et område, som er blevet et samfundsmæssigt anliggende.
     Kampen mod doping kræver vilje, mange kræfter, mod og indsigt, og alle forudsætninger er til stede i Anti Doping Danmark, som i nu mere end 4 år har leveret de afgørende bidrag til, at vi har kunnet holde Danmarks antidopingfane højt.
     Når idrætsudøvere bruger doping, snyder de både de idrætsudøvere, som ikke gør, og også tilskuerne, og derfor er dopingsnyd en trussel mod hele idrættens grundlag. At doping også er en trussel mod liv og helbred, ser vi desværre næsten daglige eksempler på. Derfor er bekæmpelsen så vigtig, at den må forankres i en lov.
     Jeg er yderst tilfreds med den opbakning, der er blevet givet forslaget fra salen i dag. Da det jo ikke er nogen hemmelighed, at dette område står mit hjerte nær, ser jeg med spænding frem til udvalgets kompetente behandling af dette forslag til lov om fremme af dopingfri idræt.
     Der er rejst nogle konkrete spørgsmål og kommentarer her
i dag, jeg synes, jeg lige skylder et svar på. Den første relevante kommentar kom fra Venstres ordfører, hr. Leif Mikkelsen, som bragte det vigtige tema frem om ligeværd mellem organisationer og det offentlige, hele diskussionen, om Anti Doping Danmark skal være en offentlig selvejende institution. Jeg synes, det er et interessant tema, Venstres ordfører, hr. Leif Mikkelsen, bringer på banen, og det er jeg villig til at tage en diskussion om i den kommende periode frem til tredjebehandlingen. Så blev temaet - det var fra SF's ordfører, hr. Ole Sohn - om grundlovsstridighed og alle mulige andre ting bragt frem. Det er jo sådan, at man ikke fra Folketingets side kan afgive suverænitet til en privat forening, så derfor kan det danske Folketing ikke afgive suverænitet til WADA og på forhånd fastlægge, at vi vil bruge det regelsæt, som WADA sender ud. Men jeg har nu tænkt mig som minister at overholde de ting, der bliver sendt ud, og følge de lister, som kommer fra WADA. Så har der været spørgsmål omkring fitness/motionscentre, hvor flere partier har været inde på de høringssvar, der er fra de to kæder om den del af dopingmisbruget, som foregår i breddeidrætten. Det er et stort problem, som vi selvfølgelig også skal prøve at få hånd
i hanke med. Derfor er det selvfølgelig glædeligt at se den opbakning, som dele af fitness- og motionscenterbranchen har vist lovforslaget. Det afspejler på bedste måde det forspring, vi har i Danmark med hensyn til at kontrollere doping i de miljøer, hvor dopingproblemet måske i højere grad gør sig gældende end i eliteidrætten. Jeg har også forstået, at de mest entusiastiske virksomheder i denne branche gerne så, at det i en eller anden form blev gjort obligatorisk for ejere af fitness- og motionscentre at indgå en aftale om dopingkontrol med Anti Doping Danmark som vilkår for at drive deres virksomhed. Det synes jeg vi skal drøfte i det videre forløb. Lad os tage en diskussion i den kommende tid for at se på, om man i en anden form kan imødekomme denne anbefaling fra branchen.

     Det sidste spørgsmål, som et par af ordførerne har været inde på, har været deltagelsen i bestyrelsen fra ikke blot de aktive, men også fra trænerne. Der er også kommet høringssvar fra eliteidrætsudøvernes organisation.
     Der er det regeringens holdning, at deres interesser må være varetaget af Team Danmarks og af DIF's repræsentation i bestyrelsen. Det er jo sådan, at man vælger repræsentanterne, så de repræsenterer også både trænere og aktive.
     For det andet er det også vores holdning i regeringen, at man skal have en økonomisk interesse, som man er forpligtet over for, når man sidder i bestyrelsen. Alle de, der sidder i bestyrelsen, har en økonomisk interesse i arbejdet. Så det er begrundelsen for, at der ikke er eliteidrætsudøvere eller trænere direkte repræsenteret, men det kan der jo godt komme i form af de mennesker, der bliver udpeget.
     Det var svarene og kommentarerne.

Der er nogle korte bemærkninger til ministeren. Først fra hr. Peder Sass.

Jeg synes, at ministeren - i modsætning til det, jeg kom til at sige i min ordførertale - har vist mod i andre sammenhænge, når det drejer sig om netop dopingspørgsmålet på det internationale niveau, og det har ministeren gjort som den offentlighedsperson, som en kulturminister nu er. Derfor kan jeg undre mig over, at ministeren er så imødekommende over for at ændre på det, som er ministerens eget forslag om, at der skal være tale om en offentlig selvejende institution.
     Hvad er det, som gør ministeren blød i knæene i den her situation, og som gør, at man måske kunne overveje at lægge denne institution ind under f.eks. Danmarks Idrætsforbund?

Det sker sjældent, jeg er faktisk aldrig blevet beskyldt for at være blød i knæene, snarere det modsatte: for at være tough on crime, ikke? Nej.
     Jeg lytter konstruktivt til alle de indspark, der kommer
i debatten, og når en kompetent ordfører som hr. Leif Mikkelsen, en af de personer i Folketinget, der ved allermest om idrætspolitik og har et brændende hjerte for idrætspolitik, kommer med nogle kommentarer, så lytter jeg selvfølgelig konstruktivt til det og vil også tage nogle drøftelser og nogle samtaler efterfølgende om, hvordan man kan se på den situation. Det er ikke nogen tilkendegivelse med hensyn til, om vi ændrer det eller ej, men det er en tilkendegivelse af, at jeg altid med interesse lytter til gode råd fra en person, der ved noget om det, han snakker om, nemlig hr. Leif Mikkelsen.

Det drejer sig om ministerens bemærkning omkring bestyrelsens sammensætning.
     Jeg forstår ikke helt, hvordan man ikke engang som konservativ kan have den opfattelse, som ministeren gav udtryk for. Der er jo tale om et modsætningsforhold. Når man er aktiv elitesportsudøver, så er man jo ofte ansat, man er altså i et lønmodtagerforhold - sådan er virkeligheden jo - og derfor er spørgsmålet, om det er en idé, De Konservative ønsker at føre videre ud på arbejdsmarkedet, at man ikke behøver at lade sig repræsentere af medarbejderrepræsentanter, men at arbejdsgiverne, som jo sådan set har medarbejderne ansat, kan varetage medarbejdernes interesser. Er det sådan en generel konservativ holdning? Det må jo være en ny holdning, for hidtil har Det Konservative Folkeparti jo respekteret, at der er to parter på arbejdsmarkedet, og sådan vil det også være på idrætsområdet, eftersom man har fået professionel idræt.
     Derfor forstår jeg simpelt hen ikke, hvis man gerne vil have alle interessenter med ind i kampen mod doping, at man ikke imødekommer eliteidrætsudøverne. Men jeg går ud fra, at det er noget, vi kan diskutere under udvalgsbehandlingen, og at ministeren ikke er fast i kødet her, men også er indstillet på at lytte til de kloge og kompetente bemærkninger, der kommer fra oppositionen.

Jeg lytter også altid til kloge, konstruktive bemærkninger fra hr. Ole Sohn; det har jo givet gode resultater tidligere, også for nylig, men i denne her sag må jeg sige, at der er jeg uenig med hr. Ole Sohn, for der er ikke noget arbejdsgiver/lønmodtagerforhold mellem en idrætsudøver og DIF og Team Danmark. Man kan ikke parallelisere med arbejdsmarkedet. Danmarks Idrætsforbund og DGI og Firmaidrætten repræsenterer idrætten, dermed også de aktive.
     Det er jo sådan, at i alle organisationerne er der selvfølgelig aktive, der sidder med i bestyrelserne, i DIF og DGI og i Firmaidrætten er der aktive, der sidder med i bestyrelserne, og det samme i Team Danmarks bestyrelse. Der sidder der en aktiv, og der sidder en træner, for øvrigt på foranledning af, at vi havde en god diskussion, lige inden vi vedtog loven, og der står nu eksplicit, at der skal være de to repræsentanter. Så de er repræsenteret, også i det nye Anti Doping Danmark, gennem de foreninger.

     Jeg tror ikke, der er nogen idrætsudøvere, man kan få til at sige, at DIF eller DGI eller Firmaidrætten eller Team Danmark er deres arbejdsgivere; det er samarbejdspartnere, og for nogles vedkommende er man blot medlem af de foreninger, der udgør de organisationer.

Jeg er helt med på, at sådan har det historisk været, men jeg tror da, ministeren vil få svært ved at argumentere for, at en aktiv elitesportsudøver, som er i et ansættelsesforhold, og som får løn af den idrætsforening, vedkommende nu er ansat i, ikke skulle være i et lønmodtagerforhold. Det er faktisk ikke så mange måneder siden, vi havde en ret stor konflikt, netop fordi der er det modsætningsforhold. Så det eksisterer.
     Det gør det forhåbentlig ikke i forhold til bekæmpelse af doping, men netop for at have alle facetter med inde i kampen mod doping, mener jeg, det er helt afgørende, at de aktive både får medansvar og medindflydelse på, hvordan kampen mod doping udvikles.

Til det kan jeg kun sige, at det har de også i allerhøjeste grad, for i sidste ende er det jo en beslutning hos den pågældende selv, om han eller hun vil tage doping. Det er idrætsudøveren selv, der afgør, om vedkommende vil tage doping.
     Derfor handler det selvfølgelig om debat, om oplysning, om forskning, så vi giver incitamenter for, at man ikke skal bruge doping som idrætsudøver.
     Men der er altså ikke noget arbejdsgiver/lønmodtagerforhold i en organisation som DGI eller DIF eller Firmaidrætten eller i Team Danmark, og det vil sige, at der heller ikke er arbejdsgiverinteresser repræsenteret i Anti Doping Danmark. Det, der er repræsenteret i Anti Doping Danmark, er idrætsinteresserede, som har at gøre med antidopingpolitikken, og det kan både være udøvere, trænere, foreninger - ja, alle, som har indflydelse på dopingpolitikken i Danmark er repræsenteret og vil være repræsenteret i Anti Doping Danmarks bestyrelse.

Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslaget overgik derefter til anden behandling.

Afstemning

Formanden:
Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Kulturudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.