DEPARTEMENTET J.nr. M 1034-0358 Den 22. november 2004 Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 5 ad L 61 stillet af Folke   tingets Miljø- og Planlægningsudvalg den 15. november 2004. Spørgsmål  nr. 5: Hvordan agter ministeren at hjælpe tilsynsmyndigheden ud af det dilemma, at en undersøgelse med de gængse undersøgelsesmidler kan føre til afsløringer af strafbare forhold, som ikke kan anmeldes til politiet på grund af undersøgelsens karakter? Svar: Hvis myndighederne overholder retssikkerhedslovens (og andre gældende) regler, er der som udgangspunkt ikke noget til hinder for, at de oplysninger, som de fremskaffer ved brug af de gængse undersøgelsesmidler, bliver anvendt som bevis under en straffesag. Hverken retssikkerhedsloven eller det foreliggende foreslag ændrer  retstilstanden vedrørende anvendelse af beviser i straffesager, idet en bestemmelse herom, som var foreslået af Retssikkerhedskommissionen, blev taget ud af det endelige forslag til retssikkerhedslov. ./. Der kan henvises til punkt 6 i de almindelige bemærkninger til forslaget til retssikkerhedslov, som vedlægges i kopi. Heraf fremgår bl.a., at Justitsministeriet vil anmode Rigsadvokaten om ved udgangen af 2006 at vurdere, i hvilket omfang anvendelsen i straffesager af bevismidler, der lovligt er tilvejebragt ved myndighedsskridt uden for strafferetsplejen, giver anledning til retssikkerhedsmæssige overvejelser i praksis. ./. Der kan endvidere henvises til afsnit 3, punkt 5, og bemærkningerne til ændringsforslag 4 og 5 i retsudvalgets betænkning over lovforslaget, som vedlægges i kopi. De nævnte ændringsforslag tydeliggjorde, at forslaget ikke tilsigtede at begrænse mulighederne for under en straffesag at anvende oplysninger, som lovligt er tilvejebragt under en myndigheds varetagelse af tilsyns- og kontrolopgaver. På denne baggrund vil det ligesom hidtil ikke være nødvendigt for myndighederne at foretage særlige overvejelser i forhold til anvendeligheden af undersøgelser i relation til straffesager, når de tilrettelægger deres kontrol- og tilsynsvirksomhed.