I sidste uge havde B.T. en flot artikel med et fint billede bl.a. af mig og også af andre folketingsmedlemmer, der havde været ude at rejse i september måned, og man havde gjort op, hvor mange rejser der var. En af dem, der var nævnt, var som sagt mig, fordi jeg havde været 3 dage på et besøg hos de danske styrker i Irak sammen med bl.a. hr. Per Kaalund, og så havde jeg været på besøg i Holland med Retsudvalget. Irakbesøget skal jeg ikke fortælle om - selv om det var
3 døgn og vi samlet fik sovet 9 timer i 45 graders varme nede hos soldaterne; det var spændende - men jeg vil fortælle om besøget i Haag, som nærmest blev gjort til noget lidt odiøst
i B.T. Jeg tog af sted fra Næstved kl. kvart over tre om morgenen, for at vi kunne nå flyet, der gik lidt over fem, til Amsterdam; vi blev kørt til Haag, hvor vi havde møder, og så kom jeg hjem klokken 23 om aftenen. Men det var en fantastisk spændende oplevelse. Hvad kommer det så det her lovforslag ved? Jo, vi besøgte sammen med justitsministeren Europol. Der fik vi lejlighed til at snakke med både danske politifolk og andre politifolk, som arbejdede dernede, og det, de beskæftiger sig med dér, er grænseoverskridende kriminalitet inden for EU. Det er altså rockerkriminalitet; det er narkokriminalitet; det er menneskehandel, handel med kvinder - ja, det er jo også mennesker - og det er hvidvaskning af penge og den slags ting. Vi fik at vide, hvilke fantastiske fremskridt de havde gjort i de 5 år, det har eksisteret. Det var en god dag. Det, vi så gør med det her lovforslag, er jo at gøre Europol endnu mere effektivt, end det er i øjeblikket. Og lad mig nævne de to vigtigste ting, synes jeg, i lovforslaget - tiden tillader ikke mere. For det første indførte man jo for 2 år siden, i 2002, nogle regler om, at Europol kunne lave nogle fælles efterforskningshold, hvor eksempelvis polititjenestefolk fra to eller tre lande gik sammen om at opklare en sag - det kunne være danske, svenske og hollandske politifolk, hvis det var noget med narkokriminalitet, hvor man havde en mistanke om, det blev fremstillet i Holland og så blev viderebragt til Sverige og Norge.
Her siger man nu, at det kan man også gøre, men hvor det hidtil har været sådan, at det kun er politifolk fra de tre lande, det drejede sig om, som har kunnet deltage i efterforskningen, kan nu også de politifolk, som sidder nede
i Haag i Europol og beskæftiger sig med dette, indgå på lige fod med de danske, de svenske og de hollandske politifolk. Det vil altså sige, at de, der sidder år ud og år ind og beskæftiger sig med narkokriminalitet, kan indgå. Det bliver altså endnu sværere for narkohandleren. Det var den ene fremgang. Den anden er, at EU jo også har nogle analysedatabaser, og det fik vi også demonstreret dernede. Det lyder indviklet, for hvad er analysedatabaser? Ja, det er simpelt hen en stor samling information vedrørende forskellig kriminalitet. Det kan være rockerkriminalitet, hvor man har en bunke data, oplysninger og informationer, om rockergrupper i Danmark, Sverige, Tyskland og andre steder. Det samler man dernede. Her åbner man nu mulighed for, at også folk fra andre lande i helt særlige tilfælde kan deltage i den analysedatagruppe. Det kunne eksempelvis være amerikanere. De er jo ikke medlemmer af EU, men hvis de har en særlig viden om Hells Angels eller Bandidos, kan man lade amerikanske polititjenestefolk deltage under nogle særlige omstændigheder, nogle særlige sikkerhedsprocedurer, så de kan videregive deres informationer om den rockerkriminalitet. Så alt i alt: Det fungerer godt i dag, og efter det nye lovforslag vil det blive endnu mere effektivt. De eneste, jeg kan se det vil være til skade for - ud over Enhedslisten, som er imod alt fornuftigt, der foretages, når det er europæisk - er selvfølgelig de kriminelle, for der vil være langt flere kriminelle, både dem, der handler med mennesker, dem, der begår narkokriminalitet, og dem, der laver rockerkriminalitet, som fremover vil blive sat bag tremmer. Derfor kan den konservative folketingsgruppe helt og fuldt støtte lovforslaget.