Jeg vil bare sige, at jeg synes, det er beklageligt, at regeringen ikke har villet indgå i forhandlinger om at få præciseret bestemmelserne om disse rammebeløb, så de kommer til at passe til virkeligheden og ikke bliver en hindring for det almene nybyggeri. Det har regeringen ikke ønsket, og det synes jeg er beklageligt.
Det vil formentlig meget hurtigt vise sig, at de beløb, man nu har fastsat, kommer til at virke særdeles uhensigtsmæssigt, fordi der er tale om et akademisk skrivebordsprojekt og ikke noget, der er ordentligt tilpasset forholdene udeomkring og de prisniveauer, der er osv. Vi håber dog, at ministeren vil følge udviklingen nøje og være indstillet på at ændre loven, hvis det viser sig, at vores fornemmelse af, at tingene ikke er ordentligt gennemarbejdet, holder stik.