Det drejer sig her om et besparelsesforslag, som vi har kaldt det, og det er en udløber af arbejdsmiljøreformen.
I forbindelse med førstebehandlingen af lovforslaget her
i Folketinget var der stor uoverensstemmelse mellem det, Venstres ordfører sagde, og det, ministeren sagde. Det rettede ministeren lidt op på i sin svartale, men det er jo ganske uhensigtsmæssigt, at et regeringsparti ikke er klædt ordentligt på til at tage en debat om et regeringslovforslag, der bliver behandlet her i Folketingssalen. Det blev sagt klart og tydeligt, at der ikke var nogen særlig store besparelser, og der blev også givet en garanti for, at bladet Arbejdsmiljø ville fortsætte; det kunne man garantere. Men under udvalgsarbejdet har vi spurgt om hvordan og hvorledes, og om der kommer nogen forringelser i forbindelse med de områdeopgaver, Arbejdsmiljørådets Service Center har i dag, og ministeren siger i sit svar: »Jeg kan dog oplyse, at »Arbejdsmiljøbutikken« og tidsskriftet »Arbejdsmiljø« vil blive videreført i en revideret form.« Vi fik først en tilkendegivelse af, at tingene ville blive videreført, men nu siger ministeren, at det vil ske i en revideret form, og hvad betyder det? Er det i halv størrelse, er det kun det halve antal udgivelser, eller hvad er det, man forestiller sig? Jeg synes, vi har set rigeligt med besparelser på arbejdsmiljøet. Jeg synes også, at tidsskriftet Arbejdsmiljø er et rigtig godt blad, som jeg ved at rigtig mange læser, og jeg frygter, at de besparelser, som regeringen her forsøger at luske igennem, vil give sig udslag i en dårligere information om specifikke forhold, når det drejer sig om arbejdsmiljø, og det skal jeg stærkt beklage. Jeg kan ikke forhindre et flertal i at vedtage lovforslaget, men jeg synes, det er beklageligt, at vi først har fået oplyst, at tingene vil blive videreført, men at ministeren nu siger, at de bliver videreført i en revideret form. Jeg kunne godt tænke mig at vide: Hvad betyder det? Det må man da allerede nu have gjort sig tanker om.