Beskæftigelsesministerens besvarelse af § 20-spørgsmål nr. S 585 af 1. november 2004 stillet af Ida Jørgensen ( RV). Spørgsmål nr.   S 585: November  2004 Vores  sag 6231-0011 "Vil ministeren oplyse, om en aftale mellem flere virksomheder om at de ikke vil imødekomme ansøgninger om nyt job fra hinandens medarbejdere, og at medarbejderne dermed indirekte forhindres i frit at søge beskæftigelse (også kaldet en medarbejderklausul), udgør et væsentligt moment af betydning for den enkelte medarbejders beslutning om at tage ansættelse hos en virksomhed, således at medarbejderklausulen skal fremgå af medarbejderens ansættelsesbevis?" Svar: Af ansættelsesbevislovens § 2, stk. 1, fremgår det, at arbejdsgiveren skal give lønmodtageren oplysninger om alle væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet. I § 2, opregnes en række vilkår for ansættelsesforhold, der skal fremgå af ansættelsesbeviset. Karakteristisk for disse vilkår er, at de alle vedrører forholdet mellem arbejdsgiver og lønmodtager. En aftale der indgås af arbejdsgiveren med en 3. part, fx en konkurrent til arbejdsgiverens virksomhed vedrører ikke det konkrete ansættelsesforhold, men forholdet mellem to arbejdsgivere. Aftalen får først betydning for den enkelte lønmodtager, når ansættelsesforholdet ophører. Ansættelsesbevisloven vil efter min vurdering derfor næppe kunne bruges til at få disse aftaler frem i lyset. En endelig afklaring af det spørgsmål hører under domstolenes kompetence. At ansættelsesbevisloven ikke er velegnet som retsgrundlag i sager, hvor lønmodtageren uden sit vidende begrænses i sin eventuelle fremtidige erhvervsudøvelse understreges efter min opfattelse ved, at forpligtelsen til at udfærdige et ansættelsesbevis er fastsat til senest en måned efter, at ansættelsesforholdet er påbegyndt. Loven kan altså ikke bruges som et middel til at få oplysninger om en evt. aftale inden ansættelsesforholdet er endeligt indgået.

Beskæftigelsesministerens besvarelse af § 20-spørgsmål nr. S 586 af 1. november 2004 stillet af Ida Jørgensen (RV). Spørgsmål nr. S 586: November  2004 Vores  sag 6231-0012 Vil ministeren oplyse, om en aftale mellem flere virksomheder om at de ikke vil imødekomme ansøgninger om nyt job fra hinandens medarbejdere, og at medarbejderne dermed indirekte forhindes i frit at søge beskæftigelse (også kaldet en medarbejderklausul), er lovmedholdelig i forhold til konkurrencelovens § 7, stk. 2, nr. 2, hvorefter særligt grelle konkurrencebegrænsende forhold er forbudt, uanset de kun vedrører en yderst begrænset del af markedet? Svar: Jeg har forelagt spørgsmålet for Økonomi- og Erhvervsministeriet som ansvarligt ministerium for reglerne i konkurrenceloven. Ministeriet har fra Konkurrencestyrelsen indhentet følgende bidrag til svar, som jeg kan henholde mig til: ”Det kan først og fremmest oplyses, at bestemmelsen i Konkurrencelovens § 7, stk. 2, nr. 2 ikke omhandler aftaler om medarbejderklausuler, men koordinering i forbindelse med virksomheders tilbudsgivning. Det kan dog ikke udelukkes, at en medarbejderklausul, hvor virksomheder indbyrdes aftaler, at de  ikke vil imødekomme ansøgninger  om  et nyt job fra hinandens medarbejdere, kan være omfattet af forbudet i konkurrencelovens § 6, stk. 1. Hvorvidt det er tilfældet, må afgøres ved en konkret undersøgelse og vurdering af, om klausulen begrænser konkurrencen mellem virksomheder mærkbart.  En sådan undersøgelse omfatter dels en  nærmere  afgrænsning  af,  hvilket  marked  der  er  tale  om  og  dels  en  vurdering  af  de pågældende virksomheders stilling på markedet samt markedets struktur, udvikling mv. For at en aftale om medarbejderklausuler skal være omfattet af forbudet, vil det normalt forudsætte, at aftalerne virker begrænsende for en væsentlig del af virksomhederne på det relevante marked. Der har indtil nu ikke været afgørelser vedrørende sådanne sager. Det   skal   understreges,   at   aftaler   om   løn-   og   arbejdsforhold   er   ikke   omfattet   af Konkurrenceloven, jf. lovens § 3”.