Allerførst vil jeg gerne sige tak til de ordførere, der repræsenterer et flertal i Folketinget og har valgt at slutte op bag lovforslaget, så vi kan få vedtaget et forslag, der vil være med til at styrke erhvervslivets samspil med kulturen.
Jeg synes, at selv om vi, der har deltaget i debatten, først og fremmest er engageret i skattepolitik, tegner der sig et ganske tydeligt billede af to forskellige opfattelser af kulturpolitik. Den ene opfattelse er, at det er en fordel, hvis man først opkræver borgernes penge og bagefter beslutter for dem, hvilken kulturpolitik det er værd at støtte, og den anden opfattelse er, at man skal lade borgerne beholde deres penge, hvis de vælger at støtte kulturen, at det er borgerne selv, der skal vælge, hvilken kultur, hvilke kulturinstitutioner eller hvilke kulturværker de ønsker at støtte, og at de efterfølgende skal have en lempelse gennem skattesystemet.
Der er blevet sagt, at forslaget ikke er særlig godt, fordi det vil give administrative byrder og nye vurderingsproblemer. Det billede kan jeg simpelt hen ikke genkende. For det første kender vi allerede i dag lovgivningen om afskrivning for kunstværker, og det er overhovedet ikke et spørgsmål om, at afskrivningsgrænsen bliver ændret; det er et spørgsmål om, hvilke typer bygninger den kan gælde for. For det ander betyder det altså ikke, at der stilles nye krav til skattemedarbejdere eller andre med hensyn til at vurdere kunstværker. Alle de forhold kender vi
i dag, det er ene og alene et spørgsmål om, hvilke typer bygninger det er muligt at placere sådanne kunstværker i. En anden indvending er vedrørende fradragsordningen for støtte til kulturinstitutioner. Her må jeg altså bare sige, at den fradragsordning er knyttet til kontante støtteordninger, og hvis der er noget, skattefolk er gode til at vurdere, er det kontanter og rede pengebeløb. Derfor vil jeg mene, at det ligger meget naturligt inden for det, skattemedarbejdere kan beskæftige sig med, og derfor kan jeg slet ikke genkende det billede, der tegnes af, at det skulle være noget helt nyt for skattemedarbejdere.
Endelig vil jeg sige, at jeg ikke skal blande mig i, hvorledes partierne vælger at føre deres kontakt mellem forskellige ordførere, men jeg kan sige, at fra regeringens side har der været en utrolig tæt kontakt mellem Kulturministeriet og Skatteministeriet på det her punkt, hvor det er på foranledning af og opfordring af Kulturministeriet, at vi har valgt at sige, at vi laver de her tilrettelser og forbedringer af lovgivningen, sådan at vi kan føre en langt mere offensiv kulturpolitik.
Jeg vil gå ud fra, igen uden at jeg skal blande mig i det, at i de fleste partier vil man sørge for en tilsvarende koordinering mellem kulturordførerne og skatteordførerne, og derfor ser jeg absolut intet problem i det lovforslag, vi lægger frem her, tværtimod er det et godt lovforslag, som vil være med til at støtte kulturen og erhvervslivets samspil med kulturen.
Jeg takker for opbakningen.