Under førstebehandlingen gav vi udtryk for, at det er positivt, at regeringen med dette forslag tager fat på at dæmme op for den trafik, som går ud på at omgå de danske momsregler. Vi har faktisk også opfattet det sådan, at alle, også den grafiske branche, er enige om, at de muligheder, der er for at omgå de danske momsregler, skal bringes til ophør, men vi gjorde også opmærksom på, at vi simpelt hen ikke kan forstå, at regeringen har valgt en metode, som dels er forkert og dels vil føre til, at vi opnår det modsatte af det, der er hensigten.
Det er jo sådan, at det, man her lægger op til, faktisk efter vores mening er direkte ødelæggende, idet man helt klart i fremtiden med det her lovforslag vil præmiere skattemæssig udflytning af danske arbejdspladser til ikke-EU-lande. Det er jo sådan, at man efter forslaget stadig væk vil kunne opnå momsfritagelse, hvis man blot flytter trykningen af blade til ikke-EU-lande. Det er jo ikke bare en by i Rusland, det er det også, men det er ikke bare det, vi taler om, det er Norge og Schweiz, så det er jo altså ikke til Langtbortistan. Og det er jo ikke sådan, at det drejer sig om at flytte rundt på trykkerimaskiner og noget meget besværligt noget, nej, det handler om, at der er fuldstændig klar overkapacitet i den grafiske branche i Europa og andre steder, og det hele klares elektronisk, og det vil sige, at det klares med et tryk på en knap.
Det vil sige, at det, der her lægges op til, og det har vi ikke kunnet få ministeren til at afkræfte, er en trussel imod op mod 300 danske arbejdspladser alene på kort sigt. Det mener vi ikke kan være meningen i en situation, hvor man i øvrigt har at gøre med en trængt branche.
Vi har stillet en række spørgsmål til ministeren og havde sådan set håbet på mere forståelse. Det, vi har set, er en fuldstændig total afvisning af overhovedet at gå ind i problemstillingen. Det er vi selvfølgelig meget skuffede over.
Vi er så meget mere uforstående, for så sent som i fredags sad vi i Europaudvalget og gav finansministeren mandat til at gå ned på ecofinrådsmødet, mødet for økonomi- og finansministre, og støtte et forslag om, at når det drejer sig om salg af grænseoverskridende tjenesteydelser til erhvervskunder, skal momsning ske i brugslandet og ikke i oprindelseslandet. Vi gav også finansministeren støtte til at arbejde for en erklæring om, at dette princip også skal gælde for private.
Der er det, vi ikke kan forstå, at finansministeren og skatteministeren ikke har talt sammen, for en sådan løsning, hvor momsning altså skal ske i brugslandet og ikke i oprindelseslandet, ville løse det her problem en gang for alle. Vi er ganske vist godt klar over, at det er noget, der tager tid, men det gør den her løsning også, eftersom den skal godkendes i EU. Det vigtigste er det signal, der sendes til branchen: at nu er alle investeringer i grafiske arbejdspladser i Danmark spildt, og nu drejer det sig om, at man i fremtiden kan sjakre rundt på et eller andet globalt marked uden for EU. Det synes vi er et forkert signal. Vi synes, at regeringen i stedet for skulle give det signal, at man arbejder seriøst på, at momsning skal ske i Danmark. Dermed kunne man også støtte, at der fortsat foretages seriøse investeringer i den grafiske branche, som i øvrigt er trængt.
Det er derfor, vi ikke kan støtte det forslag, som nu ligger.