Folketingets Uddannelsesudvalg Christiansborg 18. november 2004 I forbindelse med behandlingen af (L 3) Forslag til Lov om ændring af lov om produktionsskoler. (Vejledning via Ungdommens Uddannelsesvejledning, skolernes information og annoncering og elektronisk indberetning af oplysninger til beregning af kommunalt bidrag) har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 16. november 2004 (L3) stillet mig følgende spørgsmål: Spørgsmål 37: ”I forbindelse med nedlæggelse af Den Fri Ungdomsuddannelse blev det i lovforslagets bemærkninger, jf. lovforslag nr. L 79 fremsat af undervisningsministeren den 30. januar 2002, henvist til, at unge som alternativ kunne benytte sig af produktionsskolerne og TAMU. I hvilket omfang skønnes det at være sket ?” Svar: Af bemærkningerne til lovforslag L 79 fremgår om afviklingen af Den Fri Ungdomsuddannelse, at det ”ønskes herigennem samtidig sikret, at flere unge så hurtigt som muligt kommer videre i det ordinære uddannelsessystem eller kommer i beskæftigelse”. Den direkte vej til at komme videre vil for mange unge være en kompetencegivende ungdomsuddannelse. For nogle af de unge, der skal videre i en erhvervskompetencegivende ungdomsuddannelse, vil vejen hertil som alternativ til FUU være et produktionsskoleophold evt. TAMU. Undervisningsministeriet har ingen statistiske oplysninger om, hvor mange unge, der ville have valgt Den Fri Ungdomsuddannelse, hvis tilgangen hertil ikke var blevet standset, og som i stedet for har valgt at gå på produktionsskole henholdsvis gå på TAMU, eller har valgt en kompetencegivende ungdomsuddannelse.
1 Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer. Med venlig hilsen Ulla Tørnæs