Ude i landet er der stor kritik af undervisningsministeren på grund af besparelser på uddannelsesområdet osv., og det er sådan set en sag, jeg er ret enig i. Ministeren får også skyld for ikke at ville lytte, men her vil jeg blankt erkende, at ministeren har lyttet til Folketingets Uddannelsesudvalg og bestemt også til Socialdemokratiet i den her sag, og det skal ministeren ikke have utak for.
Det var sådan, at ministeren kom med et lille lovforslag om at fjerne nogle regler for de 60-64-årige i forhold til SVU, men i den samme forbindelse havde man så foreslået at afskaffe den såkaldte tompladsordning, og det syntes vi var en utrolig dårlig idé. Derfor har vi under udvalgsarbejdet diskuteret det her og spurgt ministeren, om det ikke var en god idé, at vi, samtidig med at vi fjerner de andre ting, sørger for, at den her tompladsordning stadig væk kan bruges. Det har ministeren så svaret meget positivt på og har også udarbejdet et ændringsforslag.
Derfor kan jeg meddele, at Socialdemokratiet støtter både ændringsforslag og det samlede lovforslag og er meget tilfreds med det arbejde, der har været.
Det er selvfølgelig ikke verdens største sag, den her - gid det var så vel på en række andre områder - men det er et lille skridt i en positiv retning, og det vil vi gerne kvittere for her i dag.