Den næste sag på dagsordenen var:
9) Første behandling af lovforslag nr. L 20:
Forslag til lov om ændring af lov om gennemsigtighed og åbenhed i uddannelserne m.v. (Offentliggørelse af gennemførelses- og beskæftigelsesprocenter mv.). Af undervisningsministeren (Ulla Tørnæs). (Fremsat 7/10 2004).

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Dette lovforslag er en naturlig forlængelse af det lovforslag, som regeringen fremsatte og fik vedtaget i 2002, og det har til formål at understøtte regeringens politik for bedre uddannelse.
     Med dette lovforslag ønsker Venstre at gøre loven til et endnu bedre instrument for alle, der har et ønske om at identificere gode skoler og uddannelsesinstitutioner, og ligeledes give dem en mulighed for i endnu højere grad at kunne lære af de gode eksempler.

     Lovændringen er tænkt som et instrument til at få præciseret visse oplysninger, herunder oplysninger om uddannelsens mål, den pædagogiske praksis og de indsatsområder, man fokuserer på ude på de enkelte skoler.
     I ændringen indgår også, at der skal oplyses om fuldførelsesprocenter, om overgang til anden uddannelse, om beskæftigelsesfrekvens, frafald, fuldførelsestid og overgangsfrekvens til beskæftigelse. Disse oplysninger fremskaffes fortrinsvis ved hjælp af oplysninger fra centrale databaser, og for at minimere belastningen for den enkelte uddannelsesinstitution kan dette ske via et link til de centrale databaser. For grundskolernes vedkommende kan ministeren også bestemme, at skolerne skal supplere de offentliggjorte karakterer med en såkaldt skolescore. Det vil sige, at vi her tager hensyn til de socioøkonomiske forhold på den enkelte skole. Det må i forhold til det, jeg har læst op fra debatten
i 2002, især glæde Enhedslisten. Med dette lovforslag tager man nemlig bl.a. hensyn til, hvis en skole ligger i et såkaldt belastet kvarter, og det vil sige, at bl.a. elevernes køn, etniske baggrund samt forældrenes uddannelsesmæssige baggrund indgår i bedømmelsen. Skolescoren viser altså, om skolen har formået at opnå et resultat, der er bedre end forventet, når man tager udgangspunkt i elevernes forudsætninger fra starten. Man vil på den måde lettere kunne identificere mønsterbryderskolerne og på den måde få spredt budskabet om, hvordan man bedst opnår at få brudt elevernes negative sociale arv.
     I OECD-rapporten fra i år bliver det særlig fremhævet, at skolerne i Danmark i et utilstrækkeligt omfang vurderer deres egen indsats, og at de heller ikke formidler hensigtsmæssige arbejdsmetoder skolerne imellem. Når denne tilføjelse til loven forhåbentlig bliver vedtaget, vil skolerne i hvert fald ikke længere kunne undskylde sig med, at de har svært ved at finde oplysningerne. For måske at komme nogle spørgsmål fra oppositionen i forkøbet vil jeg gerne sige, at som I ved, har jeg ikke min daglige gang i dette hus, derfor mener jeg faktisk, at jeg nogle gange hører en mindre filtreret diskussion omkring karaktergivningen og offentliggørelsen. Det, der går igen og igen både blandt de forældre, jeg møder, og det arbejdsmarked, der skal modtage de unge efter skolen, er helt tydeligt, at karakterer nu engang er en af de parametre, man har for umiddelbart at vurdere, hvad de unge kan. Ingen i erhvervslivet vil finde på at ansætte en lærling uden at kende hendes eller hans karakterer. Så selvfølgelig er karakterer en vigtig parameter. De andre parametre bliver man under alle omstændigheder først opmærksom på og bekendt med, når den daglige arbejdssituation begynder. Jeg skal derfor på Venstres vegne uden forbehold anbefale lovforslaget til vedtagelse.

Jeg ville gerne sige tillykke til den forrige taler med jomfrutalen i Folketinget og om det konkrete forslag sige, at regeringen jo i 2002 gennemførte lov om at offentliggøre karakterer på internettet. Dengang som nu fik regeringen meget berettiget kritik over, at karaktererne nu skulle anvendes som grundlag for, at forældrene skulle træffe deres skolevalg.
     Nu er der så gået et par år, og regeringen har måttet sande, at karaktererne som model ikke kan bruges. I stedet for så at indrømme, at man er kommet på gale veje, ja, så har regeringen valgt at tilføje eller udvide ordningen med en række bureaukratiske elementer, herunder at man skal offentliggøre gennemførelsesprocenter for eleverne over, hvordan de klarer sig på de videregående uddannelser, og hvordan det egentlig er med deres jobskift og deres uddannelsesskift.
     Endelig mener ministeren, at skolerne nu skal til at rankes efter en slags skolescore, og jeg citerer fra bemærkningerne til lovforslaget, hvad den her skolescore er:
     »En skolescore er skolens karaktergennemsnit korrigeret for en række socio-økonomiske faktorer. De socio-økonomiske faktorer vil med de nuværende erfaringer være forældrenes uddannelsesbaggrund og elevgruppens sammensætning med hensyn til køn og etnisk baggrund.«

     Spørgsmålet rejser sig: Var det ikke bedre, om skolerne brugte tiden på at undervise? Var det ikke bedre at bruge tiden til dialog med elever og med forældre for at få løftet det faglige niveau på skolen frem for at bruge tiden på en række bureaukratiske tiltag?
     Socialdemokratiet tror ikke på, at skolen bliver bedre, fordi skolerne overdænges med en række bureaukratiske og for os helt unødvendige tiltag. Vi tror sådan set, at skolerne bliver bedre, når der opstår dialog mellem lærerne, elever og forældre og skolen som helhed. Vi tror, at skolerne bliver bedre, hvis man sikrer ordentlige lokaler, hvis man sikrer ordentlige bøger og ordentlig efteruddannelse af de lærere, som er forudsætningen for, at undervisningen på skolen foregår ordentligt.
     Som forligsparti er det lidt mærkeligt at stå med dette lovforslag. Vi anerkender, at loven om offentliggørelse af karakterer på internettet ligger uden for folkeskoleforliget. Men det påvirker unægtelig det samlede billede, som vi har, og som vi havde, da vi indgik forliget omkring folkeskolen med regeringen, og det rykker ved det grundlæggende billede af den grundlæggende folkeskole, som vi troede vi var enige med regeringen om at sætte op og sætte i værk, da vi indgik folkeskoleforliget.
     Vi anerkender, at regeringen kan gøre det, men vi vil også gerne understrege over for regeringen, at vi sådan set havde set det som en høflighed, hvis man med forligspartierne havde taget en drøftelse af, om ikke dette forslag ville rykke yderligere ved folkeskolens fundament.
     Hvis nogen skulle være i tvivl, skal jeg understrege, at Socialdemokratiet ikke støtter dette forslag.

I dette lovforslag er der en del meget, meget gode tiltag, som Dansk Folkeparti faktisk har efterlyst i årevis. Bl.a. mener vi, at både registrering af de studerendes fuldførelsestid og fuldførelsesfrekvens og frafald, overgangsfrekvens til anden uddannelse og overgangsfrekvens til beskæftigelse er en registrering, som man har haft brug for mange, mange gange. Også som kommunalpolitiker ude i landet havde det været givtigt at have sådanne oplysninger. Vi ønsker ikke at registrere for registreringens skyld, men fordi man på den måde, specielt når det drejer sig om fuldførelsesfrekvens og frafald samt overgang til anden uddannelse, vil have mulighed for at kunne gribe ind over for elever og unge, som forsvinder ud af uddannelsessystemet. Dansk Folkeparti kunne ligeledes også godt forestille sig, at fuldførelse og fuldførelsesfrekvens samt fuldførelsestid og frafald også bliver registreret i grundskoleforløbet, så man har klarhed over, hvordan de unge, specielt i 8. og 9. klasse, klarer sig. Det er ikke nok at have en daglig registrering af fravær, for vi ved jo godt, at der er en del unge, som pludselig forsvinder ud af systemet i 9. klasse, og man har meget svært ved at finde ud af, hvordan de kommer videre i uddannelsessystemet, også fordi man ikke har en obligatorisk
9.-klasses-afgangsprøve. Hvis det var tilfældet, ville man have hånd i hanke med eleverne og være sikker på, at eleverne blev fulgt til dørs. Man skal jo ikke være bange for at indføre en registrering på denne måde. Man skal se det som et kærkomment og positivt tiltag, hvis det er til elevernes eget bedste. En rigtig god idé er det derfor, at man får en registrering af, hvor mange af grundskolens elever der går op til 9. og 10. klasses afgangsprøve. Så havde vi også gerne set, at man i dette lovforslag havde strammet så meget op, at man havde gjort 9. klasses afgangseksamen obligatorisk. Det er absolut ikke noget, som er kærkomment lige nu, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at Dansk Folkeparti arbejder hen imod det på et senere tidspunkt. Når det så er sagt, synes vi, at det er en hjælp til de unge og deres forældre, at der bliver gennemsigtighed, så man har en fornemmelse af, at man ikke famler i blinde, når det drejer sig om skolevalg, og når det drejer sig om at finde en skole, der i profil passer til ens ønsker og temperament. Forslaget indebærer også en såkaldt skolescore, hvor man skal registrere forældrenes uddannelsesmæssige baggrund. Uanset hvor meget der bliver argumenteret for, at det ikke er oplysninger, der bliver brugt andet end i statistikmæssig sammenhæng, og at det ikke er individuelt synligt, anser vi det for at være unødvendigt i denne sammenhæng. Det kan nemlig virke to veje. Børn, der kommer fra utrolig velfungerende og intellektuelle hjem, kan faktisk også klare sig meget dårligt i skolen og på deres uddannelsesinstitution, hvor børn fra socialt dårligt funderede hjem modsat kan klare sig strålende. Derfor kan Dansk Folkeparti ikke stemme for lovforslaget, hvis ikke § 1, stk. 4, bliver taget ud.

Vores samfund kan i dag karakteriseres som et vidensamfund. Viden er i allerhøjeste grad nødvendig, hvis Danmark skal kunne bevare sin internationale konkurrenceevne, og derfor bør vi satse på viden og uddannelse ved at sikre en høj kvalitet i vores uddannelsessystem.
     I Det Konservative Folkeparti er vi af den overbevisning, at en højere kvalitet bl.a. kan sikres gennem større åbenhed og gennemsigtighed i uddannelserne. Vi mener, at en større åbenhed kan være med til at sikre højere standarder, fordi den enkelte forælder eller elev vil have mulighed for at bedømme en skole konkret på skolens opnåede resultater og pædagogiske praksis, men også fordi skolerne får mulighed for gensidigt at inspirere hinanden og derigennem skabe en bedre kvalitet.
     I Det Konservative Folkeparti støtter vi derfor undervisningsministerens supplement til loven om gennemsigtighed og åbenhed fra 2002. En offentliggørelse af gennemførelses- og beskæftigelsesprocenter vil således give et billede af den enkelte uddannelsesinstitutions præstationer ud fra håndgribelige mål. Men det er vigtigt at pointere, at vi også ser det som en styrke, at de enkelte skolers uddannelsesmål, pædagogiske praksis og særlige indsatsområder offentliggøres, som der er lagt op til i forslaget. Hvad angår den såkaldte skolescore, stiller Det Konservative Folkeparti sig positivt over for tanken om at supplere de offentliggjorte karakterer med henvisninger til socioøkonomiske oplysninger. Dette vil ligeledes være et brugbart redskab, når den enkelte skal bedømme, hvor god en skole er til f.eks. at bryde den negative sociale arv. Det er dog vigtigt at fremhæve, at vi anser det for værende af største vigtighed, at der ikke kan sås tvivl om validiteten af de socioøkonomiske oplysninger, da denne naturligvis bør være hundrede procent i orden, for at skolescoren som redskab kan virke efter hensigten. Vi ønsker ikke, der kan sås tvivl om det. De nævnte tiltag kan på forskellige måder efter vores opfattelse medvirke til at skabe en større åbenhed og gennemsigtighed på de enkelte skoler og institutioner og derigennem skabe bedre muligheder for at forbedre kvaliteten af hele vores uddannelsessystem. Derfor støtter vi forslaget.

Jeg vil godt spørge fru Helle Sjelle, om ikke Det Konservative Folkeparti er bekymret over, at det her forslag vil betyde, at nogle skoler uretmæssigt vil være i en situation, hvor de vil opleve, at forældre vil søge andre steder hen. Bekymrer det ikke ordføreren for Det Konservative Folkeparti, at forældrene ikke engagerer sig i den lokale skole, går i dialog med den lokale skole, med lærerne og ledelsen, om hvordan undervisningen i skolen i det hele taget fungerer, men udelukkende på baggrund af en ranking fravælger skolen?
     Og så vil jeg godt spørge den konservative ordfører:
Hvis nu den konservative ordfører skulle give en karakter for det her lovforslag, hvilken karakter ville den konservative ordfører så give?

Med hensyn til den første del af spørgsmålet kan jeg sige, at jeg synes, at det ene jo ikke udelukker det andet. At man har et forslag som det her, udelukker jo ikke, at man går i dialog den pågældende skolebestyrelse, lærere, forældre og elever imellem. Det synes jeg ikke. Jeg synes, at det her jo ikke kan stå alene. Det her handler jo også om, at man har en god dialog med den pågældende skole.
     Men vi bliver nødt til at indse, at vi alle sammen ønsker, at der skal være så gode præstationer i skolen som overhovedet muligt, og i den forbindelse mener vi, at det her også er et redskab i kampen for, at vi får nogle gode uddannelsesinstitutioner. Men som sagt ser vi ikke, at det ene udelukker det andet, at det her forslag udelukker, at man tager en dialog med den lokale skole og den lokale forældrebestyrelse eller den lokale skolebestyrelse. Det gør vi bestemt ikke.
     Med hensyn til det andet om karaktergivning synes jeg ikke, der er nogen grund til at give lovforslag karakterer.

Når jeg nu spørger om det der med karakteren, så er det, fordi jeg går ud fra, at når regeringen fremsætter lovforslag, synes den selv, de er fantastisk gode og er gode ideer.
     Jeg står her med et uddrag fra Berlingske Tidende den 2. september, hvor professor i statistik ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Peter Allerup, bliver spurgt om, hvordan han vil ranke det her forslag. Han bliver spurgt således: »Så Ulla Tørnæs dumper hos dig, hvis hun måler skolernes indsats på denne måde?« Hvortil svaret er: »Hun ville ikke slippe igennem det meste elementære grundkursus, siger Peter Allerup.«

     Er det, fordi Peter Allerup ikke har taget forbehold for de socioøkonomiske forhold i regeringen, når Peter Allerup dumper regeringen og undervisningsministeren med baggrund i det her forslag?

Jeg har set det selv samme citat - jeg står faktisk med det her foran mig - og det er netop derfor, vi ønsker, at validiteten i de her undersøgelser er i orden. Det tror jeg jeg har sagt klokkeklart. Det er vores betingelse for, at vi støtter det her forslag.

Jeg synes, det er meget udmærket, at det nu er sagt fra Folketingets talerstol. Men hvordan vil Det Konservative Folkeparti konkret sørge for, at det så sker fyldest, at der er den her sikring, at vi ikke kan møde lignende citater, når loven har virket i et år?

Nu kan man jo aldrig garantere, hvad der sker i fremtiden, men man kan jo prøve at gøre et forsøg på det. Det er også præcis derfor, vi har påpeget, at vi ønsker, at validiteten er i orden. Vi må jo tro ministeren, når ministeren siger, at validiteten selvfølgelig skal være i orden, før det her bliver gennemført.

Det er et andet spørgsmål, men det hænger lidt sammen med noget af det, som tidligere er blevet sagt. Hvis nu man forestiller sig, at validiteten er i orden, har man så den samme forestilling som Dansk Folkeparti, at dette skal bruges til at overvåge unges bevægelsesmønstre?
     Som jeg kender folkeskolen, så er det sådan, at man jo udmærket godt ved, hvor eleverne er, og hvor de går hen. Og med hensyn til denne offentliggørelse, som man måtte forstå ville kunne give anledning til, at man kunne overvåge eleverne på en helt anderledes måde, end man kan i dag: Er det også konservativ politik?
     Jeg har endnu et spørgsmål i forbindelse med et lovforslag, som Det Konservative Folkeparti også støtter, nemlig forslaget om frit skolevalg over kommunegrænser. Hvis nu man forestiller sig, at der er flere, der ønsker sig ind på en skole over en kommunegrænse, end der er plads til, tror den konservative ordfører så, at man vælger de elever, der har den dårligste prognose i forhold til skolescoren, eller de elever med den bedste prognose i forhold til skolescoren, når man skal vælge, hvem man kan optage på skolen?

Vi har ikke tænkt os, at det her direkte skal bruges som en form for overvågningselement. Det, vi har tænkt os med det her forslag, er, at der bliver en bedre mulighed for at se, hvordan man faktisk kan gøre tingene noget bedre. Der vil sandsynligvis være nogle skoler, hvor man gør tingene på en ganske god måde, selv om vi kan se, at den baggrund, som børnene faktisk kommer med på den skole, måske godt kunne være bedre.
     Med hensyn til det frie skolevalg bliver jeg nødt til at sige, at hvad den enkelte skole vælger, er jo svært at sige noget om på nuværende tidspunkt. Det må vi jo se.

Fru Helle Sjelle sagde, at der skulle være sikkerhed for, at validiteten var i orden, og henviste så til undervisningsministeren, der ligesom var garanten for det. Jeg går ud fra, at det lovforslag her er regeringens lovforslag, og at det er godkendt i regeringen, og det vil sige også af Det Konservative Folkeparti. Så det er både Venstre og Det Konservative Folkeparti, der tror på det her; ikke kun, fordi undervisningsministeren tror på det, men man er også selv forpligtet til at kunne argumentere for det.

Ja, det er fuldstændig korrekt, at det er regeringen, der fremsætter det her forslag, og vi bakker naturligvis op om det, som regeringen siger, men jeg kan jo godt påpege, at der er nogle ting, som vi lægger umanerlig meget vægt på. En af de ting, vi lægger umanerlig meget vægt på og har påpeget, er, at validiteten er i orden, så når der bliver sat spørgsmålstegn ved det, håber jeg og har en fast tro på, at det må man så gå ud fra at der ikke er noget om, for ellers havde regeringen ikke fremsat det her forslag.

Næste ordfører er hr. Aage Frandsen.

Der er et sted, om hvilket det siges, at man bliver umådelig glad, når nogen omvender sig, når nogen erkender, at der var noget, der var forkert. Men glæden er jo særlig stor, når man virkelig erkender det så stærkt, at man opgiver f.eks. et gammelt forslag eller en tidligere livsførelse; så er glæden særlig stor.
     I det her tilfælde er glæden kun begrænset, for det er jo kun en begrænset erkendelse fra regeringens side. Det er en erkendelse af, at det lovforslag om gennemsigtighed og åbenhed, som blev vedtaget i juni 2002, ikke var i orden. Det er en erkendelse af, at det, man fik gennemført på det tidspunkt, ikke var tilfredsstillende.

     Det, man fik gennemført på det tidspunkt, var det, som jo stadig væk er fundamentet. Det er stadig væk fundamentet for den lovgivning, man vil have skal fungere. Det er sådan, at man har et fundament, nemlig det med karaktererne, der skal offentliggøres, og så prøver man på at bygge noget ovenpå, nemlig denne skolescore og alle de her socioøkonomiske elementer, der skal inddrages. Det betyder jo så i virkeligheden, at det ikke hænger sammen alligevel.
     Derfor mener jeg, at ministeren kommer til at kaste sig ud i noget forfærdeligt noget, for lige så snart de her ting bliver offentliggjort, er det ikke noget med, at det kun kan være en fejl, der kan give anledning til, at der bliver meget diskussion, om det nu også holder eller ikke holder. Nej, så er det også, fordi nogle drager det i tvivl. Der er jeg enig med den konservative ordfører i, at det altså er meget svært her at sige, at det er videnskabeligt i orden.
     Derfor vil jeg af hensyn til undervisningsministerens fremtid - så hun undgår at skulle besvare alle mulige mærkelige spørgsmål, også meget relevante spørgsmål - sige:
Lad være med at komme med det her forslag, drop det.
     Nu kunne jeg så forstå, at Dansk Folkeparti vil fjerne et helt centralt element i det her, nemlig pkt. 4 - der må også være dele af pkt. 5, der falder væk, for der henviser man til pkt. 4. Det er jo sådan set det centrale omkring skolescoren, så derfor synes jeg rent faktisk, at det er bedst at droppe det hele, for så hænger det ikke sammen længere. Det gjorde det ikke i forvejen, men nu bliver det helt åbenbart.
     Jeg synes, at ministeren skulle erkende, at det her nok ikke bliver gennemført; det tror jeg at alle vil have glæde af. Jeg tror virkelig, at ministeren vil takke os alle sammen for, at det ikke bliver gennemført, for der vil være en masse diskussioner og forskellige statistikere, der vil gøre sig kloge, og hvis der er en, der har ét standpunkt, er der en anden, der finder et andet standpunkt, fordi det er dumt at gentage det første standpunkt, for så er man ikke original. Så finder man et andet standpunkt, og så skal ministeren udrede det. Jeg ser allerede nu for mig, hvordan undervisningsministeren i TV-Avisen skal forklare sig ud af det her.
     Så står der jo i lovforslaget, at det ikke kommer til at koste penge for kommunerne, det kan klares inden for rammerne. Men det her kommer til at koste - også ganske mange mennesketimer, det er jeg ikke i tvivl om. Derfor synes jeg virkelig, at det er at sætte noget i værk, som ingen vil have glæde af, og som ikke vil gavne undervisningsministerens fremtidige karrieremulighed, som ministeren kan høre at jeg er meget opmærksom på.
     Så stillede hr. Adelskov tidligere et spørgsmål om karakteren for det her. Nu var det jo altså dumpet allerede uden hensyntagen til skolescoren, og så må man sige, at hvis man tager med i betragtning, hvilke uddannelser de mennesker, der har lavet lovforslaget, har, så ryger det jo længere ned, for det må jo være det, der ligger i, at man korrigerer på det her. Så det er spørgsmålet, om det overhovedet kan registreres som noget, der har fået en karakter; det ender i et rent 00.
     Vi stemmer under alle omstændigheder imod forslaget, og som sagt synes jeg af hensyn til ministeren, at det er en fordel, hvis det ikke bliver vedtaget. Det tyder jo på, at det centrale element ikke bliver vedtaget, fordi Dansk Folkeparti ikke vil være med til den del af det, som vedrører grundskolen i forbindelse med skolescoren.

Tak til ordføreren. Så er det fru Margrethe Vestager som ordfører.

I Det Radikale Venstre har vi aldrig noget imod at se undervisningsministeren på skærmen, og vi ville da også gerne have set forklaringerne på den forventelige misere, som man må se i forhold til lovforslagets gennemførelse. Jeg er sådan set lidt ærgerlig over, at man ikke har skiftet spor og har givet den udmærkede overskrift, som lovforslaget har, et mere ægte indhold, for gennemsigtighed og åbenhed tror jeg er noget, alle gerne vil have. Hvem vil ikke gerne kunne se igennem, hvad der foregår? Hvem vil ikke gerne have en åbenhed om de ting, som er til diskussion, om de ting, der foregår, om de ting, som er væsentlige for det fælles anliggende?

     Men er det dét, vi får? Får vi gennemsigtighed og åbenhed med det her forslag? Jeg tror, vi får to ting. Jeg tror, vi får tingsliggørelse og statsliggørelse. For lovforslagets bemærkninger siger jo meget klart, at loven sætter rammerne for, at borgernes frie valg kan ske på et kvalificeret grundlag. Det vil sige, at uddannelsesinstitutionen er en ting, man kan tage stilling til ud fra de tal, der oplyses om den. Man må således antage, at det er vigtigere for kommende elever og studerende og deres forældre, om tallet er 8,1 eller 8,5. Man må antage, at det er en væsentlig oplysning, sådan at man kan træffe et frit valg på et kvalificeret grundlag.
     Det er en tilsyneladende objektivitet, det er en tilsyneladende deklaration, for der er jo ingenting, der tilsiger, at det giver noget retvisende billede af, hvad der foregår. Der er ingenting, der tilsiger, at det siger noget om, hvad det er for nogle processer, der faktisk forløber på skolen, og der er bestemt ikke noget i det, der tilsiger, at det bliver bedre eller er ved at blive bedre, end det var.
     Det andet er statsliggørelsen. For hvis det skulle være sådan, at man foreslog det her, fordi man gerne ville have, at skoler og institutioner lærte af hinanden, så forudsætter det jo, at der er nogle, der sidder og overvåger, hvordan det så går med de her forskellige tal, der vil danse rundt i landskabet, for at finde ud af, hvor de har de højeste tal, så vi kan drage ud til dem i busser og se, hvordan det går, eller indkalde dem til konferencer og høre, hvordan det går.
     Men jeg ser ikke noget i lovforslaget om, at der afsættes midler til erfaringsudveksling eller konferencer eller nye typer af efteruddannelse baseret på dem, der gør det særlig godt. Jeg ser ikke tilløb til andet end golde tal på internettet. Og det er jo mærkeligt, at man slet ikke gør sig nogen forestillinger om, hvordan de tal vil virke, og hvad det er, man sætter i værk.
     Vi synes, der stilles alt for få krav til gennemsigtighed og åbenhed. Det burde ske med udgangspunkt i folkeskolelovens første sætning, at skolen skal samarbejde med forældrene - samarbejde med forældrene - på baggrund af et møde om det, som er det fælles, nemlig skolens anliggender. Så kunne man komme langt med gennemsigtighed og åbenhed, hvis man mødtes om det, der foregik.
     Det er trods alt så usædvanlig få år af et voksenliv, vores børn går i skole. Man kunne stille helt andre krav til os. Og man kunne bruge de penge, det vil koste at lave disse hjemmesider og offentliggøre disse oplysninger, til det arbejde, som vil være langt mere afgørende, fordi det binder skole og hjem sammen på en måde, som har været tiltænkt i dansk uddannelsestænkning siden Natalie Zahles tid.
     De her tal øger kun det, man kunne kalde bekymringsindustrien, som har brug for tal til at vise handlekraft, sådan at noget kan gøres, og at man kan fare ud med bål og brand og brandslukning.
     Men det, vi har brug for i forhold til folkeskolen, er gennemsigtighed og åbenhed forstået som tillid, samtale og et langt mere forpligtende samarbejde mellem forældrene og skolen og de andre parter omkring skolen i øvrigt.
     Det Radikale Venstre støttede ikke det første forslag; vi støtter heller ikke den her reparation. Vi tror sådan set ikke, at det bibringer skolen noget godt. Tværtimod tror vi, at der under overskriften »Gennemsigtighed og åbenhed« kunne arbejdes langt mere offensivt med samarbejde og med en diskussion af, hvad vi gør for at gøre det bedre, sådan at det er læringen og læringsprocessen frem for det tal, vi sætter på resultatet, der bliver sat til diskussion.

Tak til ordføreren. Så er det næste ordfører. Det er fru Pia Boisen.

Da fru Pernille Rosenkrantz-Theil ikke kan være til stede, skal jeg redegøre for Enhedslistens holdning til det fremsatte lovforslag.
     Alt skal måles og vejes, testes, prøves og sammenlignes. Det er sådan set regeringens politik, når det gælder uddannelsesområdet. Så er det åbenbart ligegyldigt, at pædagogik er svær at måle og veje og stille op i tabeller, og det er heller ikke vigtigt, at de ting, der kan stilles op i tabeller, kun beskriver en meget lille del af virkeligheden.

     Det er åbenbart også ligegyldigt for regeringen, at når alt skal stilles op i tabeller, så fokuserer skolerne selvfølgelig på at få de bedste tal i tabellerne, uanset om det betyder, at skolerne kun koncentrerer sig om en lille del af virkeligheden.
     Dette lovforslag handler jo om mere sammenligning og mere rangordning af skoler og uddannelsesinstitutioner, fuldførelsesfrekvenser, frafald, overgang til andre uddannelser osv., og så kan man jo overveje, hvad det nu er, man skal bruge det til, at det tager 3 måneder længere at blive færdig på seminariet i den ene by i forhold til den anden by, eller at en tilfældig sproglig klasse på et gymnasium havde et tilfældigt højt eller lavt gennemsnit.
     Problemet er jo, at skolerne får skævvredet deres vinkel til arbejdet med det her. De vil fokusere på det, der skal i tabellerne, nemlig karaktererne, og det kan nemt føre til, at man fokuserer på snæver indlæring, udenadslære, der giver pote ved de prøver og test, som karaktererne oftest gives på baggrund af. Og den reelt faglige indlæring af viden, af redskaber til at søge viden, vil blive sat i skyggen. Uddannelsessystemet bliver ringere med alle regeringens tal og tabeller.
     Hvis der skulle være uddannelsesinstitutioner, som ikke gør deres arbejde ordentligt, som ikke fungerer, som de skal, kan det jo ikke være de enkelte brugere, der skal gennemtrawle og gennemskue hjemmesider og tabeller og værdigrundlag osv. Så må det være en opgave for Undervisningsministeriet at retlede og gribe ind.
     Nu skal man jo ikke altid være negativ, og Enhedslisten vil da gerne rose undervisningsministeren for at erkende, at hun har taget grundigt fejl. Da regeringen for lidt over 2 år siden gennemførte sin første lov om åbenhed og gennemsigtighed, blev der udelukkende fokuseret på karakterer
i folkeskolen. Ministeren erkender nu åbent, at karakterer i sig selv ikke siger særlig meget om en skole, men derimod en masse om forældrenes akademiske baggrund eller mangel på samme. Det er beklageligt, at ministeren og regeringen ikke fører selverkendelsen helt ud i livet og dropper tanken. I stedet indfører man nu den her såkaldte skolescore, der skal fortælle, hvordan skolen er placeret ud fra sociale kriterier. Det lyder jo meget tilforladeligt, men i virkeligheden kan denne skolescore jo bruges til endnu mere effektivt at lave A- og B-skoler, placere skoler med ressourcesvage elever og forældre som skoler, som de stærke vil gå langt uden om. Samtidig vil der jo blive en masse administrativt arbejde på alle landets uddannelsessteder med det her forslag, nogle ressourcer, der ellers kunne bruges på det, det hele burde handle om. Enhedslisten finder, at dette lovforslag udbygger en dårlig og skadelig tendens, det vil gøre uddannelsessystemet ringere, og vi kan derfor ikke støtte forslaget.

Så er det næste ordfører, fru Bodil Kornbek.

Vi har jo haft denne her diskussion før.
     Man kunne stille sig selv det spørgsmål: Bidrager øget åbenhed og gennemsigtighed til bedre uddannelser, og i så fald hvordan?
     Kristendemokraterne stemte i 2002 imod loven om gennemsigtighed og åbenhed i uddannelserne, fordi vi var af den overbevisning, at vi ikke opnår bedre kvalitet ved bare at lægge karakterer og evalueringer ud på nettet.
     Nu skal vi så gøre mere af det samme. Egentlig synes jeg, at jeg står i et dilemma, for jeg er naturligvis ikke imod i et demokratisk og frit land at støtte et lovforslag, der gerne vil øge gennemsigtigheden og åbenheden i den offentlige sektor.
     Jeg mener, at der er noget værdifuldt i at kunne formidle noget omkring den uddannelsesinstitution, man er en del af. Man bør selvfølgelig offentliggøre: Hvad er uddannelsesinstitutionens indhold? Hvordan formidler vi de her ting? Hvad er det pædagogiske udgangspunkt? Hvilke indsatsområder har vi? Hvordan flytter vi elever og studerende fra ét sted til et andet? Hvordan vil læringen foregå lige på vores sted? Det er vigtige informationer til at vurdere: Hvad er det, vi får lige præcis på denne skole, på denne institution?
     Men i det her forslag er det ikke den form for oplysninger. Her er det jo oplysninger om elevernes og de studerendes fuldførelsestid, frafald, overgangsfrekvens til beskæftigelse osv. osv. Og man må spørge, om det reelt fører til åbenhed, fører til uddannelsesudvikling, skoleudvikling?

     Det er selvfølgelig vigtigt, at institutionerne forholder sig til de her ting, men det ville vel egentlig være mere direkte og åbent at komme med - og måske også at gå bag alle de her tal - en beskrivelse af, hvad man egentlig gør for at reducere fuldførelsestiden, at man overholder de rammer, der er. Eller hvad man gør for at følge op på frafald. Hvad gør man for at støtte de studerende? Hvordan griber man det an? Der er mange måder, man kan være åben og gennemsigtig på.
     Om vi får mere kvalitet, om vi får skoleudvikling på denne her måde, ja, det bliver der selvfølgelig ikke argumenteret for i lovforslaget, der jo egentlig bygger på antagelser og formodninger, og det er jo lidt svært at operere med. Men jeg mener, at offentliggørelse af karakterer uundgåeligt medfører rangordning. Erfaringerne fra andre lande er jo netop, at rangordning af skoler ofte har en negativ konsekvens for skoleudviklingen, fordi de lavest rangerede skoler næsten uundgåeligt risikerer at komme ind i en ond cirkel.
     Når nu vi også taler om det frie skolevalg, hvilke forventninger har vi så, når forældre går ind på nettet og ser alle de her tal poppe op om det ene, det andet, det tredje og det fjerde? Hvad vælger de så ud fra? De vælger selvfølgelig ud fra: Hvordan ligger skolerne? Hvad er det for nogle mål, man dermed har sat? Og det bliver jo så de ressourcestærke forældre, der dermed også er med til, at vi får en opdeling i A- og B-skoler, fordi man ikke går bagom og ser, hvad det egentlig er, den pågældende skole indeholder, for man opsøger jo ikke længere skolen og får den dialog og finder ud af, hvad det er, det drejer sig om.
     I lovforslaget taler man også om den her skolescore. Det mener vi er dybt betænkeligt. For det første er det næsten uforståeligt eller uigennemskueligt på mange måder, og for det andet mener jeg også, at der er en risiko for, at det kommer til at sætte bestemte skoler og områder og grupper i bås, hvilket vi ikke finder hensigtsmæssigt. Man må også spørge sig selv, hvordan de lavest rangerede skoler skal benytte sig af den gensidige konkurrence og inspiration, som lovforslaget lægger op til, for herigennem at bryde den onde cirkel. Er det ikke bare et spørgsmål om, at den stærkeste overlever? Som jeg nævnte lidt tidligere, er der jo også andre lande, som har nogle erfaringer på det her område. Der henvises i forslaget til, hvordan Sverige og England har inddraget socioøkonomiske faktorer i den nationale tilsyns- og kvalitetsudviklingsindsats, men det beskriver ikke noget om, hvad det her har betydet konkret for skoleudviklingen. Jeg må sige, at vi heller ikke er interesseret i, ligesom andre ordførere påpegede, at reparere på noget, som vi ikke finder specielt konstruktivt og godt og til gavn for skoleudviklingen og uddannelsesudviklingen i Danmark, så vi kan ikke stemme for forslaget.

Det her lovforslag er en videreudbygning af eller en opfølgning på loven om gennemsigtighed og åbenhed i uddannelsessystemet, som blev vedtaget i juni 2002.
     Lad mig starte med at slå fast, at det for så vidt ikke kommer spor bag på mig, at Socialdemokratiet, SF, Det Radikale Venstre, Enhedslisten og nu også Kristendemokraterne klart tilkendegiver modstand mod forslaget her, for de selv samme partier stemte også imod det oprindelige forslag. Så det ser jeg sådan set ikke nogen modsætning i.
     Og dog, for en stor del af debatten, da loven om gennemsigtighed og åbenhed blev drøftet både her i Folketinget og også i offentligheden, drejede sig lige præcis om nogle af de elementer, som lovforslaget her tager fat på, nemlig påstanden om, som det blev fremført tilbage i foråret 2002, at den rå karakter ikke kan stå alene, og at den rå karakter ikke giver et fyldestgørende billede af en skoles undervisningskvalitet. Det er et synspunkt, som jeg deler, et synspunkt, som jeg hele tiden har været enig i, hvorfor jeg allerede tilbage i 2002 klart tilkendegav, at vi ville arbejde videre på at kvalificere lige præcis det element i lovforslaget. Og det er så det, vi gør med det lovforslag, som fremsættes her.

     Derfor kan det selvfølgelig alligevel komme bag på mig, at de partier, som dengang stemte imod selve lovforslaget med baggrund i, at de rå karakterer altså ikke kunne stå alene, nu er dem - de selv samme partier - der står forrest i kritikken af, at vi med lovforslaget her introducerer det, vi har valgt at kalde en skolescore.
     Lad det så være, men hvad værre er, så gives forslaget om indførelse af en skolescore nogle direkte forkerte motiver. Der tales om ranking, der tales om bureaukrati. Begge dele er forkert. Der er ikke tale om, at vi laver en ranking af skoler. Der er heller ikke tale om, at vi indfører et stort, nyt bureaukratisk system, i og med at der jo altså er tale om oplysninger, som findes i forvejen, og som er tilgængelige på centrale databaser.
      Så der er ikke tale om, at vi påfører skolerne et unødigt bureaukrati, som de må bruge ressourcer på, og at de dermed ikke kan bruge ressourcer på det, der er deres egentlige kerneopgave, nemlig undervisning. Det er altså en fejlslutning.
     Det er ligeledes en fejlslutning, når fru Margrethe Vestager i et spørgsmål, jeg tror, det var til fru Helle Sjelle, forsøger at stille en modsætning op, hvor spørgsmålet går noget i retning af: Hvad så med det frie skolevalg på tværs af kommunegrænser, hvis der er flere, der søger om optagelse på en skole, end der egentlig er plads til? Hvem forventer man så skolen vil optage: elever med en høj social status, altså elever med forældre med en høj uddannelsesmæssig baggrund, eller elever, der kommer fra et andet socialt lag?
      Det er ganske enkelt et helt og aldeles forkert udgangspunkt for at skulle tage stilling til, hvad skolescoren egentlig drejer sig om, for skolescoren skal jo lige præcis neutralisere de socioøkonomiske faktorer, hvorfor det er ligegyldigt for skolen, om man optager, siger ja til en elev, som har forældre med en høj uddannelsesmæssig baggrund, eller en elev, som kommer fra bogligt svagere familier. Så jeg må jo altså hermed konstatere, at fru Margrethe Vestager og Det Radikale Venstre afviser introduktionen af en skolescore på et fejlagtigt grundlag.
     Som nævnt handler det ikke om at ranke skoler, og det handler ikke om at indføre et unødigt bureaukrati. Det handler derimod om, som jeg synes fru Helle Sjelle ganske glimrende beskrev det, at identificere mønsterbryderskoler for derigennem at lære af de gode eksempler.
     For et halvt års tid siden var der en - synes jeg - ganske god debat i offentligheden, som drejede sig om, at arbejderbevægelsens nyhedsbrev A4 havde lavet en sådan socioøkonomisk analyse af en række skoler og faktisk havde fundet frem til en række mønsterbryderskoler, hvor man virkelig har formået at bryde den negative sociale arv. Der blev nævnt skoler som Bakkeskolen i Esbjerg, men også andre skoler, hvor man altså havde en elevsammensætning, som ikke nødvendigvis betingede, at man havde et resultat, der i det her tilfælde lå over landsgennemsnittet.
      Det synes jeg er nyttig og givtig information, det synes jeg er nyttig og givtig viden, som er vigtig for kommunalpolitikere, som har ansvaret for skoledriften i den enkelte kommune, men også for os som landspolitikere; at give instrumenter til at identificere mønsterbryderskoler, altså give instrumenter til at identificere: Hvad er det, der gør en forskel? Hvad er det, der gør, at vi formår at bryde den negative sociale arv? Noget, som i øvrigt OECD-rapporten pegede på at vi ikke er gode nok til, hvorfor vi altså ønsker at få fokus på lige præcis den her del gennem indførelsen af en skolescore.
     Så blev det nævnt, at i andre lande har man erfaringer med at lave noget tilsvarende. I Sverige gør man det, og i Storbritannien gør man det ligeledes.
     Konklusionen for mig er, at på trods af at der er tale om komplekse informationer - det skal jeg være den første til at medgive - mener jeg ikke, at det i et moderne samfund er en begrundelse for at hemmeligholde informationer om karakterer og slet ikke kvalificering af informationerne i form af, at vi altså tager højde for forskellige socioøkonomiske faktorer.
      Så alt i alt synes jeg, at der her er tale om en særdeles fornuftig videreudvikling, udbygning, af loven om gennemsigtighed og åbenhed.

Tak til ministeren.
     Der er to, der har bedt om ordet, og det er først hr. Thomas Adelskov.

Ministeren siger, at det er forkert, når det er blevet nævnt her i salen, at der er tale om ranking af skolerne. Men så forstår jeg simpelt hen ikke formålet med det her, hvis ikke det er meningen, at man skal kunne gå ind og så sige: Den her skole er bedre end den anden skole, og lægge dem oven på hinanden og så tælle fra et til ti og ranke dem på den måde. Altså hvis ikke det er det, der er meningen, så forstår jeg simpelt hen ikke formålet med at lave den her lov - og i øvrigt også den oprindelige lov fra 2002.
     Jeg vil godt spørge ministeren - for jeg har det på den måde, at vi jo ser med forskellige briller på tingene, og det er også fair nok, og politisk er vi jo enige om nogle ting og uenige om andre ting - om det ikke, når nu ministeren oplever, at en dygtig professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Peter Allerup, kommer med en sønderlemmende kritik af den metode, ministeren har tænkt sig at bruge i den her skolescore, påvirker ministeren, og om det ikke får ministeren til at overveje, om det nu er en farbar vej, man er ude på.
     Jeg skal citere for ministeren, at Peter Allerup bliver spurgt, om man kan bruge den her model, hvortil han svarer:
»Nej, det vil være en meget nem måde at gøre det på, men rent statistisk er det en fejlslutning. Det er ganske enkelt forkert«, altså at man kan bruge den der måde at vurdere skolerne på.
     Påvirker det ikke ministeren? Får det ikke ministeren til at overveje, om det her lovforslag nu er en farbar vej i dialogen ude på skolerne?

Jo, selvfølgelig påvirker det mig, men ikke i retning af, at jeg ikke mener, at det er rigtigt. Det får mig ikke til at nå til en konklusion, der siger, at vi ikke skal lave det her, men vi skal selvfølgelig gøre det på den rigtige måde, og hvis Peter Allerup på nogen måde kan bidrage positivt til, at vi kan gøre det på en anden måde end den, vi har lagt op til, så hører jeg det gerne. Vi har inddraget eksperter, som har bidraget til den model, som vi har opstillet, men hvis det kan gøres bedre, så er jeg da bestemt lydhør over for det, men det får mig ikke til at nå en konklusion, der hedder, at vi ikke skal gøre det her. Det mener jeg ikke at Peter Allerups udtalelser giver mig belæg for.
     Må jeg så ikke også henvise til, at SFI jo sådan set har efterlyst, at vi laver det her. Direktøren for SFI, Jørgen Søndergaard, har klart påpeget, at det her er en god måde at kvalificere karakteroplysningerne på. Det er i øvrigt også en god måde at give en bredere indsigt i, hvordan vi sikrer, at skolerne også har en værditilvækst så at sige i selve undervisningen.
     Det Økonomiske Råd har efterlyst noget tilsvarende, så det er jo ikke noget, vi bare sådan har siddet og fundet på i Undervisningsministeriet.

Nu synes jeg næsten lige, jeg hørte, at undervisningsministeren var indstillet på at holde sådan lidt igen og så prøve at få nogle eksperter ind og kigge på, om det nu var klogt - og så trak ministeren alligevel følehornene til sig til sidst.
     Lad mig spørge undervisningsministeren: Det må da påvirke på en eller anden måde, at Peter Allerup, hvis det her havde været en selvstændig opgave i folkeskolen og Peter Allerup havde været censor på undervisningsministerens projekt med det her lovforslag, svarer på spørgsmålet »Så Ulla Tørnæs dumper hos dig, hvis hun måler skolens indsats på denne måde?«: »Hun ville ikke slippe igennem det mest elementære grundkursus.«? Det må da påvirke undervisningsministeren, at der, når der skal gives karakter for det her lovforslag, bliver givet dumpekarakter.
     Jeg skal ikke gøre mig klog på, om der er taget højde for socioøkonomiske elementer.

Som nævnt findes der også andre opfattelser end den, Peter Allerup giver udtryk for. Jeg henviste til direktøren for SFI, som i et læserindlæg i Berlingske Tidende helt klart har givet sin støtte til den måde, hvorpå vi har defineret en sådan skolescore. Det Økonomiske Råd har som sagt været inde på noget tilsvarende.
     Så vidt jeg erindrer - det mener jeg at kunne huske - var Peter Allerup også imod den oprindelige lov, og der kan måske være en vis sammenhæng; det skal jeg ikke kunne sige.

Det er altid sådan lidt svært, når vi når hertil, for man får sådan en fornemmelse af, at vi, der ikke er enige i de fremlagte forslag, dumper, for vi tager fejl, vores grundlag er forkert, vi har ikke læst det rigtigt. Der er meget lille rum for at kunne være uenig i det forelagte.
     Det er altså lidt overraskende, at det her ikke medfører en rangordning, når det står i bemærkningerne:
     »For at kunne foretage et kvalificeret valg, skal den enkelte virksomhed og borger kunne sammenligne de aktiviteter og mål, skolerne og uddannelsesinstitutionerne arbejder med, og de resultater, der opnås.«
     Hvordan skal man sammenligne noget, hvis man ikke kan stille det op i forhold til hinanden i en rangordning med det bedste først og så det næstbedste og derefter det tredjebedste?
     Jeg må indrømme, at jeg ikke forstår det, og derfor er det selvfølgelig fuldt berettiget, at ministeren dumper indsigelsen, men kan jeg så ikke få forklaret, hvordan man kan vælge mellem noget uden at rangordne det?

Jeg har bestemt ikke givet udtryk for, at nogen er dumpet, jeg har blot henvist til, at fru Margrethe Vestager ikke helt havde fanget, hvad det var for en effekt, skolescoren egentlig skulle have, med det spørgsmål, som fru Margrethe Vestager stillede fru Helle Sjelle. Det var i mine øjne et klart udtryk for, at fru Margrethe Vestager ikke helt havde fanget, at der altså er tale om, at vi rent faktisk neutraliserer de socioøkonomiske faktorer med skolescoren.
     Vi lægger ikke op til ranking af skoler. Det har vi ikke gjort med den oprindelige lov, og det gør vi heller ikke med skolescoren. Det, vi ønsker, er, at der er åbenhed, og at der er gennemsigtighed, altså at informationerne er tilgængelige. Om man så ønsker selv at sammenligne to skoler eller sammenligne flere skoler, er jo så op til den enkelte. Det, der er vigtigt for mig, er at sikre, at informationerne er tilgængelige.

Som ministeren har bemærket, er rummet for forbedring af min forståelse af det her forslag meget, meget stort, for jeg kan simpelt hen ikke begribe, hvordan ministeren kan sige, at ministeren alene ønsker offentlighed, når der står i bemærkningerne, at en hovedhjørnesten »i regeringens moderniseringsprogram er valgfriheden, og det gælder ikke mindst friere valg af skole og uddannelsesinstitution.«
     Hvordan kan ministeren, samtidig med at det her står i lovforslaget, hævde, at ministeren er ligeglad, og at det bestemt ikke er ministerens intention? Man må nærmest forstå, at ministeren vil synes, at det er sådan lidt mærkeligt, hvis man finder på at sammenligne to forskellige institutioner, for ministerens eneste ærinde er at bringe information frem til offentligheden.
     Jeg synes altså, det ville være klædeligt, hvis ministeren stod ved, at det her er regeringens forestilling om skoleudvikling, for så kan vi få en diskussion af, hvad der udvikler skoler og gør dem bedre, frem for at få en diskussion af, hvorvidt den ene statistiske metode er bedre end den anden.

Det, der er vigtigt for mig, er som nævnt at sikre, at informationerne er tilgængelige. Jeg mener ikke, på trods af at det er komplekse informationer, der er tale om, at der er nogen som helst begrundelse for at holde informationerne hemmelige for brugerne, for borgerne, for forældrene. Jeg synes, de skal have adgang til karakteroplysninger. Karakteroplysninger er for mig en meget, meget vigtig del af skolernes dagligdag.
     Den åbenhed medfører, at man kan være i dialog med skolen. Man kan være i dialog med skolen på et helt anderledes grundlag, end hvis man alene har en fornemmelse af, hvad det er for en kvalitet, og hvad det er, der foregår på skolen.
     Karakteroplysningerne kvalificerer vi med udbygningen i form af den skolescore, som der er lagt op til med lovforslaget her. Vi ranker ikke skolerne; vi laver ikke sådan en hitliste på Undervisningsministeriets hjemmeside. Men jeg vil synes, at det er helt naturligt, at man som borger - når man som forældre skal vælge, hvilken skolen ens børn skal gå på - sætter sig ind i: Hvad er det for skoler, der er i vores område, og hvordan ser det ud med de skoler, hvad er det for et niveau, hvad er det for et værdigrundlag, hvad er det for forskellige oplysninger, de ønsker at give mig som borger? Det synes jeg er særdeles og yderst relevant.
     Men jeg vil gerne understrege - hr. Thomas Adelskov var også inde på det - at vi ikke ranker skoler. Det er ikke det, der er tale om; vi laver ikke hitlister.

Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslaget overgik derefter til anden behandling.

Afstemning

Den fg. formand (Birthe Skaarup):
Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Uddannelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.