Beskæftigelsesministerens besvarelse af spørgsmål nr. 5 af 15. november 2004 fra
Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg (L 19).
Spørgsmål nr. 5
November 2004
Vores sag
04-201-54 / 104-0005
Vil ministeren være indstillet på at imødekomme bl.a. indvendingen
fra LO således at størrelsen af godtgørelsen til den unge skal godkendes af den faglige
organisation.
Svar:
LO udtrykker i Beskæftigelsesrådets høringssvar bekymring for misbrug af unges arbejdskraft
og foreslår, at bl.a. størrelsen af godtgørelsen skal godkendes af den faglige organisation.
Som det fremgår af mit svar på spørgsmål nr. 3, fastsættes godtgørelsen i samarbejde med de
faglige organisationer og med udgangspunkt i den mindste overenskomstmæssige timeløn på
området, således at der tilstræbes en sammenhæng mellem størrelsen af godtgørelsen og den tid,
den unge er i praktik.
Målgruppen for tilbudet er meget marginaliserede unge under 18 år. Det er derfor vigtigt, at der
inden for de administrative retningslinjer, som kommunen har fastsat, er mulighed for, at
kommunen kan foretage et individuelt skøn både for så vidt angår godtgørelsens størrelse og den
tid, som den unge er i praktik. Det forhold, at godtgørelsen fastsættes i samarbejde med de
faglige organisationer, reducerer efter min vurdering risikoen for misbrug.