4. november 2004 JIL/ANB Sag ERHVERVS- OG SELSKABSSTYRELSEN Kampmannsgade 1 1780 København V Tlf. 33 30 77 00 Fax 33 30 77 99 CVR-nr  10 15 08 17 [email protected] www.eogs.dk ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET Virksomhedspanelets anbefalinger Konklusioner og anbefalinger på baggrund af et virksomhedspanels vurdering af forslag til lov om ændring af lov om tilsyn med Firmapensionskasser Et af Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspaneler har i oktober måned 2004 vurderet de administrative konsekvenser forbundet med dele af Forslag til lov om ændring af lov om tilsyn med firmapensionskasser. Formål og indhold Lovforslaget har som hovedformål at sikre, at Danmark overholder de internationale forpligtelser i EU’s Pensionskassedirektiv. Lovforslaget betyder bl.a., at firmapensionskasserne skal dokumentere, at direktører og bestyrelsesmedlemmer har den fornødne erfaring. Alternativt kan pensionskasserne dokumentere, at de har ansat en erfaren rådgiver. Forslaget betyder endvidere, at firmapensionskasserne skal udarbejde og udbrede skriftlige investeringsprincipper. Lovforslaget omfatter samtlige danske firmapensionskasser, og undersøgelsen baserer sig derfor på interviews med 30 af de 46 eksisterende firmapensionskasser. Pensionskassedirektivet giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte lempeligere krav for mindre firmapensionskasser med under 100 medlemmer. I Danmark falder 29 virksomheder i kategorien ’små firmapensionskasser’. Lovforslagets samlede konsekvenser Lovforslaget vurderes at medføre store administrative byrder for de omfattede virksomheder. Det ekstra administrative arbejde forventes bl.a. at skyldes de nye krav til dokumentation af direktører og bestyrelsesmedlemmers erfaring samt
1/3 dokumentation af skriftlige investeringsprincipper. På samfundsplan ventes de samlede administrative byrder dog at være små på grund af det lille antal omfattede virksomheder. Anbefalinger på baggrund af undersøgelsen Undersøgelsen viser, at de små firmapensionskasser i gennemsnit forventer næsten dobbelt så store løbende administrative byrder på baggrund af lovforslaget som de store. Det anbefales derfor, at firmapensionskasser med mindre end 100 medlemmer helt eller delvist fritages for kravene om dokumentation af direktører og bestyrelsesmedlemmers erfaring. En sådan fritagelse er i overensstemmelse med Pensionskassedirektivet, og vil medføre betydelige administrative lettelser for de små firmapensionskasser. De små pensionskasser slipper således for at dokumentere direktører og bestyrelsesmedlemmers erfaring eller for at dokumentere ansættelsen af kvalificerede rådgivere. Det anbefales desuden, at firmapensionskasser med mindre end 100 medlemmer helt eller delvist fritages for kravene om skriftlige investeringsprincipper. Denne fritagelse er ligeledes i overensstemmelse med Pensionsdirektivet, og vil medføre betydelige administrative lettelser for de mindre firmapensionskasser. De små pensionskasser, der endnu ikke har nedfældet skriftlige investeringsprincipper, undgår derved at udarbejde forretningsgange og beregningsmetoder fra bunden. De øvrige små pensionskasser slipper for kravene om genovervejelse og ikke mindst skriftlig indberetning. Endelig anbefales det, at det bliver muligt for de firmapensionskasser, der skal indberette til Finanstilsynet, at gøre dette elektronisk. Undersøgelsens væsentligste resultater Virksomhedspanelundersøgelsen viser, at 96 pct. af de berørte firmapensionskasser venter, at lovforslaget medfører negative administrative konsekvenser. Forslaget ventes at få såvel løbende administrative byrder som omstillingsbyrder. Ingen firmapensionskasser forventer administrative lettelser som følge af forslaget. 8 firmapensionskasser (31 pct. af de berørte) angiver, at de forventer at skulle bruge gennemsnitligt 36 timer i omstillingsfasen især på at nedfælde og udbrede skriftlige investeringsprincipper. På samfundsniveau svarer det til, at firmapensionskasserne vil få omstillingsbyrder på mellem 230 og 660 timer. 25 firmapensionskasser (96 pct. af de berørte) forventer at få løbende administrative byrder som følge af forslaget. På samfundsniveau svarer det til at firmapensionskasserne vil få løbende administrative byder på mellem 82 og 140 timer. 10 firmapensionskasser (38 pct. af de berørte) forventer desuden, at forslaget
2/3 vil betyde merudgifter til ekstern assistance (advokater, rådgivere mv.) på gennemsnitligt 24.000 kr. årligt. På samfundsniveau svarer dette til årlige udgifter på mellem 280.000 og 470.000 kr. 14 selskaber (47 pct.) angiver endvidere, at det ville være nemmere, hvis indberetningerne om direktører og bestyrelsesmedlemmers erfaring kunne indsendes elektronisk. Endelig viser undersøgelsen, at de små firmapensionskasser (1-100 medlemmer) i gennemsnit forventer næsten dobbelt så store løbende administrative byrder som de store (100- medlemmer). Metodiske overvejelser På baggrund af de gennemførte interviews har konsulentfirmaet vurderet, at validiteten af undersøgelsen er god. Deltagerne har generelt forstået de stillede spørgsmål, og har således været i stand til at begrunde deres svar. Det skal dog bemærkes, at virksomhederne i visse tilfælde har haft svært ved at overskue konsekvenserne af lovændringerne, før de oplever dem i praksis. Undersøgelsen giver imidlertid en god indikation af, hvilke administrative konsekvenser lovforslaget får for firmapensionskasserne.