ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN
22. november 2004
ØKONOMI- OG
ERHVERVSMINISTERIET
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Tlf.
33 92 33 50
Fax
33 12 37 78
CVR-nr.
10 09 24 85
[email protected]
www.oem.dk
Folketingets Erhvervsudvalg
Som anført i de almindelige bemærkninger til L 14 fremsender jeg i 5 eksemplarer Erhvervs-
og Selskabsstyrelsens konklusioner og anbefalinger samt rapport om fokuspanelets
vurdering af forslag til lov om ændring af lov om tilsyn med firmapensionskasser.
Lovforslaget gennemfører EU-direktivet om pensionskasser.
Fokuspanelet vurderer som ventet at lovforslaget vil medføre store administrative byrder
for de omfattede virksomheder. Undersøgelsen viser, at de små firmapensionskasser i
gennemsnit forventer næsten dobbelt så store løbende administrative byrder på baggrund af
lovforslaget som de store. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen anbefaler derfor, at
firmapensionskasser med mindre end 100 medlemmer helt eller delvist fritages for kravene
om dokumentation af direktører og bestyrelsesmedlemmers erfaring og for kravene om
skriftlige investeringsprincipper.
Der er i lovforslaget indsat en hjemmel til, at Finanstilsynet kan lempe kravene for
firmapensionskasser med under 100 medlemmer. Ifølge rapporten har mange af de spurgte
firmapensionskasser foreslået, at denne grænse sættes op til 300-400 medlemmer. Grænsen
på 100 medlemmer er fastsat i direktivet, og det er derfor ikke muligt at forhøje denne
grænse.
Finanstilsynet vil inden lovens ikrafttræden udstede en bekendtgørelse om lempeligere krav
for de små firmapensionskasser. Erhvervs- og Selskabsstyrelsens anbefalinger på baggrund
af fokuspanelets vurdering vil blive inddraget i den nærmere udformning af reglerne,
ligesom branchen vil blive involveret i arbejdet.
Med venlig hilsen
Bendt Bendtsen