Side 2 Skatteministeriet J.nr.  04-711-30 Den Til Folketingets Skatteudvalg L 130- Forslag til Skatteforvaltningsloven. Hermed fremsendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr.    10 og 11 af 1. december 2004. Kristian Jensen / K.-H. Ludolph

Side 3 Spørgsmål 10: ”Vil ministeren redegøre nærmere for, hensigten bag og den påtænkte anvendelse af bemyndigelsen til undtagelsesvis at henlægge afgørelsen af klager    i visse sagstyper til en særlig enhed i told  - og skatteforvaltningen i stedet for afgørelse i Landsskatteretten  – gerne med konkrete eksempler?” Spørgsmål 11: ”Kan ministeren bekræfte, at bemyndigelsen til undtagelsesvis at henlægge afgørelsen af klager i visse sagstyper til en særlig enhed i told  - og skatteforvaltningen i stedet for afgørelse af Landsskatteretten giver den til enhver tid siddende skatteminister mulighed for  at  afskære  Landsskatteretten  indflydelse  i  konkrete  sager,  hvis  ministeren  af forskellige årsager skulle finde dette hensigtsmæssigt for sagens udfald? Er det efter ministerens opfattelse udtryk for retssikkerhed for borgeren?” Svar: Jeg kan  ikke bekræfte, at den foreslåede bemyndigelse efter § 14, stk. 2, kan anvendes af skatteministeren til i konkrete sager at afskære Landsskatteretten fra indflydelse, hvis dette skulle findes hensigtsmæssigt for sagens udfald. En sådan påvirkning fra en skatteministers side af udfaldet i en konkret sag ville være i strid med principperne i lovforslagets kapitel 6 Kompetence og tavshedspligt mv., hvor det  i  §  14,  stk.  1,  bl.a.  er  fastsat,  at  skatteministeren  ikke  kan  træffe  afgørelse  om ansættelse af en skat mv. Baggrunden for bemyndigelsen i den foreslåede § 14, stk. 2, er, at der efter forsla get til Skatteforvaltningsloven    lægges    op    til    at    samle    forvaltningen    af    skatter    og ejendomsvurderinger i en enhedsforvaltning, og til at samle afgørelsen af klager over enhedsforvaltningens afgørelser i et særligt administrativt klagesystem, der består af skatteankenævn, vurderingsankenævn og Landskatteretten. Med etableringen af en enhedsforvaltning reduceres den hierarkiske opbygning af den statslige    skatteforvaltning    til    to    niveauer;    nærmere    bestemt    til    told  -    og skatteforvaltningen    (enhedsforvaltningen)    og    skatteministeren/skatteministerens departement.   Hermed   begrænses   tilsvarende   den   ulovregulerede   mulighed   for administrativt at klage over en underordnet forvaltningsmyndigheds afgørelser til en overordnet forvaltningsmyndighed. Denne reducerede klagemulighed skal ses i lyset af, at det er en egen målsætning, at konkrete    forvaltningsafgørelser    truffet    af    told -    og    skatteforvaltningen    som udgangspunkt    ikke    bør    kunne    påklages    til    skatteministeren/skatteministerens

Side 4 departement.    Klager    over    konkrete    forvaltningsafgørelser    bør    afgøres    i    det lovregulerede    klagesystem;    det    vil    som    udgangspunkt    sige    af    skatte-    eller vurderingsankenævn eller af Landsskatteretten. De afgørelser, der skal træffes af enhedsforvaltningen, udgør et meget broget spektrum, der spænder f  ra afgørelser i traditionel forstand, f.eks. afgørelser af anmodninger om bevilling eller dispensation, til afgørelser/beslutninger, der ligger i det ”grå” område mellem  egentlige  afgørelser  og  beslutninger  om  sagsbehandling,  f.eks.  om  hvilke oplysninger,  der  skal  tilvejebringes,  for  at  der  kan  træffes  en  lovlig  afgørelse. Enhedsforvaltningens    afgørelser    spænder    også    fra    afgørelser    om    egentlig myndighedsudøvelse   over   for   en   borger   til   afgørelser   om   driftsmæssige   eller personalemæssige spørgsmål. På denne b aggrund er det foreslået, at skatteministeren bemyndiges til undtagelsesvist at   henlægge   afgørelsen   af   klager   over   visse   typer   af   afgørelser   til   andre   end Landsskatteretten, eller til at afskære administrativ klage. Efter § 14, stk. 2, i forslaget til Skatteforvaltningsloven kan skatteministeren således fastsætte  regler  om  retten til at klage over told  - og skatteforvaltningens afgørelser. Denne bestemmelse bemyndiger alene skatteministeren til generelt at bestemme særlige klageordninger for visse afgørels estyper. Bestemmelsen kan ikke bruges til fra sag til sag at fravige lovens almindelige regler for klage. Bestemmelsen i § 14, stk. 2, er tænkt anvendt til at fastsætte særlige regler for klage over told- og skatteforvaltningens afgørelser om driftsmæssig   e eller ansættelsesmæssige forhold. Klager over sådanne afgørelser ville ellers skulle afgøres af  Landsskatteretten.  Afgørelser  om  driftsmæssige  forhold  kan  eksempelvis  være afgørelser vedrørende lovreguleret kontraktsindgåelse, hvor den klageberettigede k   an være kontraktsparten eller en fravalgt kontraktspart. Afgørelser om personalemæssige forhold kan eksempelvis være afgørelser om ansættelse, forfremmelse, forflyttelse eller afskedigelse. Ved  fastsættelse  af  regler  om  klage  til  told  -  og  skatteforvaltningen  over  told-  og skatteforvaltningens  afgørelser  vil  det  blive  sikret,  at  klagerne  afgøres  enten  af hovedkontoret  i  told-  og  skatteforvaltningen,  eller  af  en  særlig  enhed  med  direkte reference til direktøren for told - og skatteforvaltningen, f.eks. den enhed, der udfører sekretariatsbetjening for skatte- og vurderingsankenævn. Bemyndigelsen vil tillige kunne benyttes til at afskære klage til skatteministeren/skatteministerens departement. Det vil ske i vidt omfang.

Side 5