Da jeg så det her forslag, var min første reaktion, at det da ikke kan påstås, at det er en regering uden en vis humor.
Nu har vi så fået lovforslaget afdækket under udvalgsbehandlingen, og det er jo et lovforslag, som giver skattelettelser. Vi har fået at vide, at der godt nok er
458.000, der ingen lettelse får, men at der så til gengæld er
1.269.000, der får en skattelettelse på 20 kr. om året. Og der er 1.986.000, der får en skattelettelse på mellem 21 og
50 kr. om året. Undskyld, det første, jeg sagde, er jo forkert. De 1.269.000 får ikke 20 kr. om året, de får mellem
1 og 20 kr. om året. Det vil altså sige, som vi også har fået oplyst, at i gennemsnit vil en pensionist med ATP få en skattelettelse på
1 kr. om måneden. En deltidsansat vil få en skattelettelse på
2 kr. om måneden. En butiksassistent vil også få en lettelse på 2 kr. om måneden. En ufaglært arbejder vil få en lettelse på 3 kr. om måneden. En LO-arbejder, der tjener 300.000, vil få en lettelse på 4 kr. om måneden. Og sådan kunne vi fortsætte. Men vi kan se af de besvarelser, vi har fået, at der vil være lige godt 4,5 millioner skatteydere, som får under 100 kr. i skattelettelse om året.
Det er lidt interessant, for man har jo sagt, at forslaget er kommet for sent til, at den her vigtige skatteændring kan komme med på de skattekort, vi lige har modtaget, og da man jo gerne vil sørge for, at danskerne får disse store lettelser allerede i 2005, så er lovforslaget udarbejdet sådan, at man har gennemført lettelsen på skatten
i 2004, så springer man 2005 over, og så starter den igen i 2006, for så kan man jo få lettelsen på de der 20 kr., eller hvor meget man er heldig at skulle have, udbetalt som en overskydende skat i 2005. Problemet er bare, at der er en bundgrænse, sådan at hvis den overskydende skat er på under 100 kr., bliver den indregnet i det efterfølgende års skattekort, og så vil man først få den der lettelse for 2004 udbetalt med 1 kr. om måneden fra 2006. Jo, vi må sige, at vi har en regering, der virkelig sørger for, at enhver får det, enhver skal have. Så stor ros for, at man på den måde er omhyggelig med, at danskerne har noget at holde jul for. Problemet er lidt, at hvis man sparer det hele sammen, så kan man måske samle det sammen, så man har 20 kr. til julen i 2006. Tillykke med det. (Munterhed).