Jeg tror, jeg vil tale ud til folket og sige, at det her lovforslag, L 117, sådan set er et ganske udmærket lovforslag, men det er et spørgsmål, om det er ambitiøst nok, om det rækker; det er vi meget tvivlende over for.
Regeringen siger, at her skal der satses på forskning og uddannelse og alt muligt andet, og vi så også, at ministeren holdt en tale i juni måned i år, hvor hun ligesom ridsede situationen op og sagde, at der er omkring 1 million mennesker, som kun har grundskolen som forudsætning, og så kan man sige, at det er - tror jeg sådan set - 37 pct. af arbejdsstyrken, det handler om. Man kan så spørge, om det her lovforslag løser problemerne. Ja, det tvivler jeg på.
Der er også opremset i lovforslaget, at det er ca. 1.000 mennesker under statens voksenuddannelsstøtte, der kan få glæde af det - det er sådan set udmærket - og når det drejer sig om FVU, så tror jeg, det er 263 personer. Det rækker som en skrædder et vist sted, for det er ikke nok.
Jeg ved selvfølgelig godt, hvorfor regeringen kommer med lovforslaget her, for det er en imødekommelse af et tidligere socialdemokratisk forslag om, at vi skulle forbedre statens voksenuddannelsesstøtte, og det kvitterer jeg for. Det er så anden gang, man forsøger at forbedre en lillebitte smule på det, men jeg tror stadig væk ikke, det er nok.
Det skal selvfølgelig også ses i sammenhæng med, at selv om vi erkender problemet, så tror vi, eller vi ved, hvad der er sket på uddannelsesområdet, og det er jo, at man har foretaget massive besparelser på efteruddannelsesområdet - det er en ren tilståelsessag - fra regeringen. Man har simpelt hen sparet 1,4 mia. kr. på efteruddannelserne, og vi har også set et svar fra ministeren, der siger, at der er forsvundet 106.000 kursusuger. De tal taler for sig selv og viser, at der er behov for en massiv indsats i forhold til de kortuddannede. Derfor skal der helt andre boller på suppen.
Vi så her i sidste uge et forslag fra regeringen, der vil give skattelettelse til de rigeste. Der har vi et andet svar, og det er simpelt hen, at noget af den lettelse skal reserveres til de kortuddannede. Vi skal have meget mere run på, hvis vi skal klare os i Danmark i fremtiden. Derfor synes jeg, det her forslag er ganske udmærket, men det er ikke nok, og det skal også ses i lyset af, hvordan de tidligere nedskæringer har været.
Nu ved jeg selvfølgelig ikke præcis, hvad der er årsagen til, at regeringen kommer med lovforslaget her; jeg kan læse de der par punkter, men jeg tror, der ligger noget bag, jeg tror, at det er, fordi man har dårlig samvittighed. Det er der også god grund til at have, for det her rækker kun et stykke ad vejen. Så jeg tror, at det her er en debat, vi må fortsætte.
Jeg synes, regeringen skulle sætte meget mere ind på det her og begynde at reservere nogle af de her midler for at tilgodese de kortuddannede. Der er meget behov for, at de får et løft. Vi oplever til stadighed globalisering, virksomheder, der lukker, og derfor har vi behov for, at vi kan give et nyt svar. Mange af dem skal altså bygges op helt nedefra, og derfor har vi behov for det her.
Det er ganske udmærket, at man tager ud på virksomhederne i dag i forbindelse med VUC osv. Jeg tror, den kombination er ganske udmærket, at man tager ud og opsøger virksomhederne; det kan jeg godt lide. Det viser sig, at både lønmodtagere og arbejdsgivere også er med på den del af det, og på den måde kan man løfte i flok. Når folk først er kommet hjem, er de måske svære at få tilbage på skolebænken. Så det er ganske udmærket.
Jeg vil også gerne kvittere for det med, at man kan sætte det ned fra 6 til 3 timer. Det er et gammelt socialdemokratisk lovforslag, så det tror vi vil give noget på det her felt. Om det rykker i forhold til helheden, tvivler jeg lidt på, men lad os se under udvalgsarbejdet.