Kristendemokraterne støtter også med glæde dette forslag. Det er en del af den lille finanslovaftale, som Kristendemokraterne indgik med regeringen og Dansk Folkeparti, og man kan sige, at med dette lovforslag har Kristendemokraterne fået en dobbeltgave.
For Kristendemokraterne stillede i januar et § 20-spørgsmål, fordi vi af en fagforening var blevet gjort opmærksom på, at der faktisk var nogle lønmodtagere, der havde problemer med at få orlov til at passe en nærtstående døende. Svaret, vi fik af beskæftigelsesministeren dengang, var, at det var overenskomststof, og at regeringen ikke var interesseret i at gå ind i sagen.
Senere på foråret fremsatte vi så et forslag vedrørende den samme sag, og denne gang blev det meget positivt modtaget
i Folketingssalen. Senere har regeringen så fremsat forslag om sagen, således at alle lønmodtagere har ret til at få orlov og plejevederlag i forbindelse med pasning af nærtstående døende. Og nu tager vi så fat på at udvide den personkreds, der kan få tilskud til at passe en døende. For ifølge det tidligere forslag kunne kun personer, som er berettigede til sygedagpenge, omfattes af ordningen. Det vil sige, at en række persongrupper uden for arbejdsmarkedet ikke var omfattet af ordningen. Ifølge det her forslag, L 116, skal personkredsen herefter omfatte alle, der påtager sig at passe en nærtstående døende. Det kan være hjemmegående, studerende, folke- og førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere eller selvstændige. Plejevederlaget ydes ikke længere som en godtgørelse for tabt arbejdsindtægt, men plejevederlaget skal nu svare til halvanden gange det dagpengebeløb, som modtageren i tilfælde af egen sygdom ville have haft ret til efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Der indføres også et minimumsbeløb på 11.609 kr. månedligt, hvilket svarer til 82 pct. af sygedagpengenes maksimumsbeløb, og det er beregnet til personer, der ikke er berettigede til dagpenge. Det betyder, at personer, der slet ikke har nogen indkomst, eller som har så lav en indkomst, at de efter gældende regler ville være berettigede til et plejevederlag, som er mindre end minimumsbeløbet, kan få udbetalt minimumsbeløbet.
Det er naturligvis en forudsætning, at den døende er indforstået med ordningen og selv ønsker den og selv ønsker at tilbringe den sidste tid hjemme og sammen med den pågældende hjælper. Også her skal det naturligvis være den døendes ønsker, der lyttes til, det skal være den døende, der kan vælge, hvor og med hvem han eller hun ønsker at tilbringe sine sidste dage, og kommunen skal så vurdere, om den pågældende plejer kan løfte opgaven.
I Kristendemokraternes optik forudsættes det også, at den døende naturligvis kan få al den hjælp fra kommunen til den personlige pleje, som der er behov for ved siden af denne vederlagsordning. Så jo, det er en rigtig glad aften for Kristendemokraterne i aften, for vi tror, at det her forslag vil blive til gavn for mange familier og især for mange døende, som så også i den sidste tid af deres liv selv kan bestemme, hvem de vil være sammen med, og er lidt mere frit stillet med hensyn til, hvor de vil tilbringe den sidste tid. Så Kristendemokraterne støtter meget gerne forslaget.