Lovforslag nr. L 115 er et forslag om at hjælpe de ældre, der ikke har megen likvid kapital ved siden af folkepensionen.
Vi har tidligere redegjort for, at vi støtter det. Det har vi også gjort i andre sammenhænge. Vi gør det med den bemærkning, at vi ikke synes, det er en meget præcis måde at opgøre det her på. Vi havde langt hellere set, at man anvendte pensionstillægget og på den måde hjalp folk.
Men det, jeg synes er svært i dag og netop i dag, er at gøre det her uden en overvejelse om, hvem der betaler det her. Det er jo i dag, at Venstres ordfører, hr. Jens Rohde, som desværre ikke er til stede i øjeblikket, jo har klargjort, at nogle af de mest udsatte grupper er blevet snydt af den her regering og af Dansk Folkeparti. Løftet var
- og det har jo sammenhæng med det her lovforslag, fordi det jo er her, finansieringen kommer fra - at de udsatte grupper
i Danmark ville få det bedre under den her regering. Sandheden er, at den nuværende regering sammen med Dansk Folkeparti har fjernet i området 5 mia. kr. fra sindslidende, fra misbrugere, fra hjemløse, fra folk, der tilhører de mest udsatte grupper, vi har. Jeg siger det her, for når man nu glædede sig over at dele penge ud, og det medvirker vi gerne til i det her tilfælde fra SF, så synes jeg, det er svært at gøre uden en overvejelse om, hvem det er, der betaler for det her. Hvem er det, der betaler gildet? Det er de mest udsatte grupper, der er blevet svigtet, ikke kun på den måde, at de er blevet lovet at få det bedre, men oven i købet må høre fra en statsminister og fra Venstres ordfører, at forholdene er blevet bedre for dem. Jeg vil godt advare mod den etik, der ligger bag både Venstres og Konservatives og Dansk Folkepartis holdning, at man bruger de her mennesker, som er nogle af de mest udsatte, vi har i samfundet, til sådan at banke rundt i en eller anden kampagne, vel vidende at det er mennesker uden stærke interesseorganisationer i ryggen, vel vidende at det er mennesker, der har langt sværere adgang til pressen, end stærkere organisationer har. Jeg synes, det er en etisk udfordring, at man fra Venstres side, fra konservativ side, fra Dansk Folkepartis side tør udfordre dem i det omfang, vi har set. Og derfor vil jeg godt sige, at når vi stemmer for den forbedrede ældrecheck, der ligger her, så gør vi det ikke, fordi vi synes, finansieringen er pyntelig. Efter min opfattelse er det noget af det mest skammelige, vi meget længe har set i dansk politik, men vi gør det, fordi der jo ikke vil blive lavet om på det ved at stemme imod det her forslag. Pengene fra de hjemløse, pengene fra de sindslidende, pengene fra de misbrugende, pengene fra de prostituerede er taget.
I alt det, jeg har sagt her, har jeg så ikke nævnt et ord om de 750 mio. kr. årligt, man i øvrigt tager fra de mennesker, der har lavest indkomst. Det har vi diskuteret før, og det er måske også på kanten af det her lovforslag, men jeg vil godt sige, at det er en meget lidt pyntelig social dag, og for dem, der har forsøgt at købe sig et socialt rygmærke som optaget af velfærd, står dagen i dag som den dag, hvor det billede endelig faldt.