Jeg vil gerne takke ordførerne for den udbredte imødekommenhed over for dette lovforslag. Det er dejligt, at der er bred politisk opbakning til, at vi nu får ændret ledsageordningen og giver borgeren bedre mulighed for at vælge den ledsager, som han eller hun f.eks. deler interesse med, og at det bliver lettere for vedkommende at få en ledsager på det tidspunkt, hvor det nu passer den pågældende bedst, og hvor kommunen måske har haft svært ved at stille en ledsager til rådighed.
Jeg vil for god ordens skyld understrege, at det jo vil være frivilligt for borgerne, om de vil gøre brug af muligheden for selv at vælge en ledsager eller eventuelt at få ledsagelse som en kontant ydelse. Kommunen vil stadig væk være forpligtet til at stille en ledsager til rådighed, hvis borgeren foretrækker det. Der er altså ingen risiko for, at borgeren skal gå ind på noget, han eller hun ikke vil.
Så vil jeg gerne sige til fru Karen Klint, at en evaluering af ordningen allerede er under forberedelse, og den vil naturligvis foregå, som vi normalt iværksætter evalueringer, dvs. med den systematik, der naturligt hører til at lave sådan en opfølgning.
Jeg skal understrege over for fru Ida Jørgensen, at § 30 altså er en redaktionel ændring, og det var så oplagt lige at tage den med i denne her omgang.
Flere ordførere var inde på kontantydelsen. Jeg tror måske umiddelbart, mange brugere vil være tilfredse med, at de nu kan vælge en ledsager, der bliver ansat af kommunen. De undgår dermed arbejdsgiveransvar og den administration, der jo følger med, når man modtager kontantydelsen. Men jeg synes, det er vigtigt, at kommunen har mulighed for at tilbyde den her udbetaling af kontantydelse, og jeg synes, at det jo yderligere vil fremme brugerens mulighed for selv at afgøre, hvordan og hvorledes ledsagelsen skal foregå. Jeg synes, det er vigtigt, at vi er åbne over for at give brugeren så stor indflydelse som overhovedet muligt, og jeg håber, at kommunerne vil være indstillet på også at gøre brug af denne her mulighed.
Så var der diskussionen om alderen, som bl.a. fru Tove Videbæk var inde på, og der vil jeg gerne understrege, at jeg ikke synes, at man skal ophæve aldersgrænsen for enkelte grupper handicappede. Det vil kunne give en uhensigtsmæssig ulighed mellem de enkelte grupper, og jeg synes, at det ville være forkert at gribe til, at man udelukkende for nogle bestemte grupper med nogle bestemte handicap siger, at der gælder andre muligheder end for andre. Jeg skal i øvrigt understrege, at ledsageordningen jo ikke er tænkt som en generel foranstaltning for ældre, men tænkt som en handicapkompenserende ordning, så personer i den erhvervsaktive alder bedre kan komme ud og deltage i forskellige aktiviteter.