Tak for debatten, den har da været spændende at lytte til og også morsom her til sidst. Nu brugte hr. Keld Albrechtsen udtrykket, at nogen trak debatten ned i niveau. Jeg skal ikke give hr. Keld Albrechtsen karakterer, men hvis man skulle opfinde en kompensationsordning, så skulle det da være en lille præmie for sådan den humoristiske undertone i hr. Keld Albrechtsens indlæg, som jo så i øvrigt ikke havde meget med sandheden at gøre.
Noget af det, der har været et gennemgående træk i debatten her, har jo været hr. Ole Stavads læsen op af fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 822. Jeg har også læst fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr.
S 822, og jeg har jo læst hele svaret og ikke kun det sidste afsnit, som hr. Ole Stavad citerede fra, så må jeg ikke lige for god ordens skyld citere fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 822, næstsidste afsnit, og jeg citerer: »Hvis der korrigeres for yderligere reformer, herunder særligt mælk, samt for afløb fra produktionsåret 2004, skønner Fødevareministeriet, at der for produktionsåret 2005 vil ske en udbetaling af direkte støtte på ca. 6,5 mia. kr. mod ca. 6,7 mia. kr. for produktionsåret 2004.« Punktum slut, citat slut. Det er jo sådan set det, det handler om, at der med den omlægning af støtten, der finder sted, sker en reduktion af den direkte støtte til danske landmænd med et beløb i størrelsesordenen 168 mio. kr. Og det er det, der nu kompenseres for via en reduktion af jordskatterne i forhold til det landbrug, som mister den direkte støtte som følge af omlægningen af EU's landbrugspolitik. At regeringen møder op med et lovforslag her på den baggrund kan altså ikke overraske nogen. Det skulle da kun være, hvis man sad med sådan en fornemmelse af, at politik går ud på, at man ikke lever op til sine løfter, og det kan jo være, det er det, der gemmer sig hos nogen, når de overraskes. Denne her regering har jo altså valgt en linje, hvor vi holder, hvad vi lover, og hvis man læser det supplerende regeringsgrundlag: »Vækst, velfærd, fornyelse II«, så fremgår det jo meget klart, og jeg citerer: »I takt med en eventuel reduktion af de samlede tilskud til landbruget nedsættes dansk landbrugs indenlandske omkostninger gennem nedsættelse af beskatningen af landbrugets produktionsjord.« Citat slut. Det er sådan set hele humlen, at hvis vi skal fastholde dansk landbrugs konkurrencekraft, så må vi kompensere ved at skabe nogle bedre generelle rammevilkår, sætte jordskatterne ned for et beløb, der matcher det beløb, der forsvinder for den enkelte landmand i form af direkte støtte. Jeg er glad for at kunne konstatere, at der er et flertal i Folketinget, der deler det synspunkt med regeringen og dermed altså står vagt om, at vi skal føre en offensiv landbrugspolitik i Danmark, som også sikrer, at dansk landbrug fortsat er konkurrencedygtigt internationalt med merværdi til følge, med arbejdspladser til følge, med valutakroner til følge, med mere velstand til følge som en forudsætning for mere velfærd. Tak for det. Det går vi sådan set også gerne til valg på, når hr. Keld Albrechtsen så direkte spørger til det. Vi går naturligvis ikke til valg på hr. Keld Albrechtsens fejlagtige udlægning af vores politik, men vi går gerne til valg på vores egen rigtige udlægning af vores i øvrigt rigtige politik. Så stillede hr. Ole Stavad to konkrete spørgsmål til mig, som jeg skal besvare konkret, for så vidt angår det ene, nemlig spørgsmålet om, hvorfor der kun er en engangsordning for 2005 med hensyn til kompensation af amterne for nedsættelse af jordskatten. Svaret på det spørgsmål er, sådan som jeg også tror det fremgår af bemærkningerne, at det jo hænger sammen med, at kompensationen, eller hvilket ord man nu vil bruge, fremadrettet fra 2006 og frem jo vil være genstand for de økonomibalancer, vi udfinder sammen med amterne, når vi forhandler økonomi i sommeren 2005.
Så bliver der spurgt til, hvad det koster ekstra at skulle udsende ejendomsskattebilletterne på ny. Det kan jeg ikke svare på på stående fod. Det vil jeg gerne undersøge. Det er klart, at der her selvfølgelig er en lille meromkostning. Over for det står jo så også, at der er en likviditetsgevinst for kommunerne ved, at det gennemslag, der er i denne jordskattereduktion, først falder på anden rate, så der opkræves for så vidt en for høj rate ved den første rate i foråret 2005, men lige præcis det forhold uddyber jeg gerne. Det tror jeg nemlig det egner sig til skriftligt i udvalgsarbejdet.