Jeg vil gerne starte med at kvittere for den begejstring, som ordførerne har udvist over for regeringens lovforslag, som jo rummer de to elementer, nemlig at rulle et hospicetilbud ud forankret i selvejende institutioner i hele Danmark og skabe en egentlig behandlingsgaranti for alkoholmisbrug. Det er i sagens natur en begejstring, som jeg som sundhedsminister deler.
Derfor er jeg også glad for, at selv om man må sige, at den parlamentariske platform for et af forslagene, nemlig hospiceforslaget, er Dansk Folkeparti, Kristendemokraterne og regeringen, ser det ud til, at lovbehandlingen her i Folketingssalen kan samle et enigt Folketing omkring det. Det synes jeg er meget positivt.
Det er nemlig nødvendigt, at vi nu får sat lidt mere tempo, idet der jo længe har været en ambition hos regeringen - hvilket vi har delt med flere partier i Folketinget, jo ikke mindst Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne - om, at vi får sat lidt mere turbo på at få udlevet den vision. Vi har jo prioriteret hospiceområdet ad flere omgange både i de økonomiaftaler, regeringen har indgået med Amtsrådsforeningen over tid, og også i finanslovaftaler, som regeringen har indgået med Dansk Folkeparti de seneste år, hvor puljen er blevet øget.
Jeg er selvfølgelig også glad for at kunne konstatere, at det har haft sin effekt. Antallet af hospicepladser, når vi tager dem med ind, som er planlagt, og som får tilskuddet fra den pulje, der er afsat i indeværende år, vil være fordoblet fra 57 til 113 pladser, men det kunne bestemt godt være gået hurtigere, og som fru Tove Videbæk jo meget rigtigt har peget på, så har det været en reel problemstilling, at amterne har været tilbageholdende med at levere deres del af det.
Vi havde støttekroner til mursten og til drift, men forudsætningen har været, at nogen påtog sig den driftsoverenskomst, der gjorde, at man også havde sikkerhed for, at der var økonomi i det selvejende hospice på sigt. Der har der været en langsommelighed, og det er sådan set den, vi gør noget effektivt ved ved at skabe en forpligtelse til, at alle amter møder selvejende hospicer under stiftelse med et åbent ansigt og en parathed til at indgå driftsoverenskomst i hvert fald om minimum 12 pladser.
Det er positivt, det vil udvide hospicetilbuddene. Som sagt er det min forventning med de penge, der er sat af i indeværende år, at vi får nyt hospice i Frederiksborg Amt, i Ribe Amt og i Sønderjylland, og jeg er bekendt med, at der i pipelinen ligger yderligere initiativer i Ringkøbing, i Djursland og i Vestsjælland, som umiddelbart må komme op at stå oven på lovforslaget her. Det er meget positivt. Tak for opbakningen til den del af lovforslaget.
Også tak til opbakningen til den anden del af lovforslaget, som jo ikke er nogen overraskende opbakning, al den stund vi her udmønter et satspuljeforlig, som dækker hele Folketinget minus Enhedslisten, som jeg forstår på fru Lene Garsdal dog også ser med sympati på det, vi gør her, nemlig laver en behandlingsgaranti, der sikrer, at ingen alkoholmisbruger, der ønsker at komme i behandling, afvises. Det er jo entydigt positivt.
Når det er sagt, vil jeg da gerne sige til hr. Poul Qvist Jørgensen, at jeg også er optaget af, at vi har en vinkel på kvalitet. Det, vi gør her, er det kvantitative. Vi sikrer, at ingen, der har et erkendt alkoholmisbrug og ønsker at gøre noget ved det, nægtes adgang til et tilbud. Det er positivt, men vi skal ved siden af det selvfølgelig også sørge for løbende at have en debat om kvalitet. Hvad er det for tilbud, vi ruller ud? Hvilke tilbud har mest effekt?
Jeg har også taget nogle initiativer i den retning, bl.a. ved nu at sikre, at vi fremadrettet får en bedre registrering af, hvad der sker på alkoholbehandlingsområdet. Det er, kan man sige, den første forudsætning for, at vi kan få en diskussion om kvalitet, der hviler på andet og noget mere sikkert end bare fornemmelser af, hvad der virker. Så jeg er enig med hr. Poul Qvist Jørgensen i, at der ligger en udfordring der.
Så skal jeg lige sige til hr. Naser Khader, at med den forpligtelse, vi skaber for hvert enkelt amt, lægger vi en forpligtelse ud, som er rimelig i forhold til alle amter. Med det pres, der er på det palliative område, er det en rimelig målsætning at have, at der skal være et hospicetilbud i hvert enkelt amt af minimum 12 pladsers omfang. Det er det, vi gør her, og den kompensation, der så finder sted, finder sted via de almindelige DUT-principper, som jeg ikke skal stå og underholde detaljeret om her, men hvor sandheden jo er den, at vi, for så vidt angår nogle af de allerede etablerede hospicer, har skabt økonomi hos amterne til at have frit valg til dem, så det er en problemstilling, der nu koncentrerer sig om de nye hospicepladser. Det kan hurtigt blive ret teknisk, og det vil jeg meget gerne vende tilbage til i udvalgsbehandlingen, hvis der skulle være yderligere spørgsmål i den forbindelse.
Her vil jeg ligesom ordførerkredsen glæde mig over, at vi tager to væsentlige sundhedspolitiske skridt dels ved at skabe hospicetilbud, som sikrer, at alle får en mulighed for et værdigt tilbud i den sidste fase af livet, så man reelt kan leve livet, til man dør, dels ved at sikre, at folk, der kommer i et alvorligt alkoholmisbrug, får en fremstrakt hånd, som er der til tiden, hvis man selv er indstillet på at komme ud af sit misbrug.