Notat Dato J.nr. Sagsbeh. Org. enhed : : : : 19. oktober 2004 401-21 SFN, lokaltelefon 2 43 65 1. Kontor Høringsnotat vedrørende L 11 – Forslag til lov om anlæg af 1. etape af Frederikssundmotorvejen mellem Motorring 3 og Motorring 4 Udkast til lovforslag har været i høring hos Hovedstadens Udviklingsråd, Københavns Amt, Frederiksborg Amt samt Rødovre, Glostrup, Albertslund og Frederikssund kommuner. Der er modtaget høringssvar fra samtlige hørte myndigheder. Frederiksborg Amt har ingen bemærkninger til lovforslaget. Høringssvarene fra de øvrige myndigheder giver anledning til følgende bemærkninger: Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) HUR konstaterer i sit høringssvar, at HUR i forbindelse med behandlingen af Vejdirektoratets VVM-undersøgelse bl.a. har udtalt, at det af hensyn til den inderste og smalleste del af Vestkovområdet i den videre projektering bør vurderes, om motorvejsanlægget på denne strækning kan rykkes længere mod nord. HUR er derfor tilfreds med lovforslaget på dette punkt. Desuden har HUR tidligere konstateret, at der mangler at blive truffet beslutning om den øvrige del af Frederikssundmotorvejen, hvorfor HUR ser frem til, at det igangværende undersøgelsesarbejde for strækningen vest for Motorring 4 vil resultere i et beslutningsgrundlag. Kommentar For at skåne Vestskoven er motorvejens linieføring i lovforslaget rykket længere mod nord, og dermed tættere på Jyllingevej, i forhold til den i VVM-redegørelsen foreslåede linieføring. Det kan desuden oplyses, at det igangsatte undersøgelsesarbejde af løsninger med
Side 1 af 6 udgangspunkt i den eksisterende Frederikssundsvej forventes afsluttet i 2005. Københavns Amt Københavns Amt har meddelt, at amtet støtter anlæggelsen af Frederikssundmotorvejen og vurderer, at der ikke er bemærkninger til lovudkastet på nuværende tidspunkt. Københavns Amt forventer dog, som det også fremgik af amtets bemærkninger til Vejdirektoratets VVM-redegørelse, at have en række bemærkninger i forbindelse med detailplanlægningen af vejanlægget, bl.a. vedrørende erstatningsbiotoper, jordhåndtering, grundvandssænkning og regnvandsbassiner. Kommentar Vejdirektoratet vil i forbindelse med detailprojekteringen af anlægget drøfte de specifikke forhold med Københavns Amt, før de konkrete ansøgninger i forhold til naturbeskyttelsesloven udarbejdes. Der er i VVM-undersøgelsen forudsat en vis mængde forurenet jord baseret på et skøn ud fra eksisterende optegnelser af potentielt forurenede strækninger og det foreliggende VVM-skitseprojekt over linieføringerne. I forbindelse med detailprojekteringen vil der skulle gennemføres detaljerede undersøgelser af jordbundsforholdene og et evt. forureningsomfang. Dette vil danne grundlag for en opdeling af jorden i forskellige forureningsklasser, hvorefter der kan planlægges en hensigtsmæssig jordhåndtering. I forbindelse med detailprojekteringen vil der også blive foretaget en nærmere undersøgelse af jordbunds- og grundvandsforholdene. Disse undersøgelser vil indgå i grundlaget for fastlæggelsen af den endelige placering af motorvejens forløb. I forbindelse hermed vil det kunne fastlægges, hvor der kan ske udledning til recipienter, og hvordan grundvand og recipienter kan beskyttes. Albertslund Kommune og Glostrup Kommune De to kommuner har afgivet fælles høringssvar, hvori de angiver, at det vejprojekt, der ligger til grund for lovforslaget, medfører uacceptable indgreb i Vestkoven. De to kommuner er desuden overbevist om, at dette stadig vil være tilfældet, selv om anlægget optimeres yderligere med hensyn til den konkrete linieføring. Glostrup og Albertslund kommuner har i april 2004 fremsendt 3 alternative forslag til løsning af det trafikproblem, som de to kommuner er enige i bør løses på en afbalanceret måde – efter afvejning af hensynene til trafikafvikling, trafiksikkerhed, miljøforhold og anlægsøkonomi. Vejdirektoratet har i juni 2004 afgivet en redegørelse med en trafikfaglig
Side 2 af 6 vurdering af disse forslag, der er sendt til Trafikudvalget med brev af 1. juli 2004. Kommunerne anfører i den forbindelse, at de specielt har noteret sig Vejdirektoratets kritikpunkter vedrørende lokal betjening af erhvervsområdet nord for Jylllingevej og de forventede trafiksikkerhedsmæssige problemer i overgangen mellem motorvejen og Jyllingevej. Kommunerne anfører, at begge disse kritikpunkter er løst i et andet alternativt forslag, som er fremlagt af William Pedersen (Model 2). Kommunerne foreslår, at dette forslag undersøges nærmere, og finder, at der formentlig kan opnås endnu bedre løsninger ved at kombinere elementer fra Model 2 med kommunernes alternative forslag. Kommunerne påpeger, at sådanne supplerende undersøgelser sandsynligvis vil kræve en ny VVM-undersøgelse med heraf følgende tidsforbrug. Kommunerne er i den forbindelse opmærksomme på, at en forskydning af tidsplanen kan få afledte konsekvenser for projektet vedrørende udvidelsen af Motorring 3. Men kommunerne finder samtidig, at uanset disse ubekvemme konsekvenser bør undersøgelserne gennemføres, når målet er så vigtigt som at beskytte et af de mest værdifulde grønne områder på Københavns vestegn. Desuden har Albertslund Kommune den 13. oktober 2004 fremsendt supplerende høringssvar, hvoraf det fremgår, at kommunalbestyrelsen har godkendt det fælles høringssvar med bemærkning om, at der bør udlægges støjdæmpende asfalt på 1. etape af Frederikssundmotorvejen mellem Motorring 3 og Motorring 4. Kommentar Vejdirektoratet har gennemgået de tre alternative forslag til linieføring fra Albertslund og Glostrup kommuner og har vurderet de trafiksikkerhedsmæssige, trafikafviklingsmæssige og miljømæssige forhold. De tre forslag fra kommunerne har i forhold til VVM-forslaget den fordel, at indgrebet i Vestskoven i vid udstrækning undgås, og de støjmæssige konsekvenser i Vestskoven er på visse delstrækninger mindre end i VVM-forslaget. Vejdirektoratet vurderer imidlertid, at ingen af de tre forslag vil kunne afvikle trafikken, og at de trafiksikkerhedsmæssigt er problematiske. Vejdirektoratet påpeger bl.a. følgende problemstillinger i forbindelse med de tre alternative forslag fra de to kommuner: at de tre forslag ikke indeholder tilstrækkelig kapacitet i forbindelsesanlægget ved Motorring 3 og for motortrafikvejsløsningen endvidere heller ikke tilstrækkelig kapacitet i en fordelerring og i vejnettet i erhvervsområdet vest for Motorring 3 at de tre forslag indebærer en væsentlig forringelse af tilgængeligheden til erhvervsområdet omkring Ejby Industrivej og Islevdalsvej nord for Jyllingevej
Side 3 af 6 at de tre forslag har en afslutning og overgang til Jyllingevej ved Motorring 3, som trafiksikkerhedsmæssigt giver en stor risiko for uheld. Tilsvarende gælder for to af forslagene, at der skal etableres signalregulerede kryds, som er trafiksikkerhedsmæssigt problematiske at der ikke længere er en stiforbindelse langs Jyllingevej, hvorfor cyklister og gående i stedet er henvist til at benytte stier i Vestskoven og gennem erhvervsområdet. Dette indebærer bl.a. på grund af omvejskørslen forringede forhold for cyklister og gående. Med hensyn til spørgsmålet om Model 2 foreslået af William Pedersen har Vejdirektoratet på et møde den 20. september 2004 haft lejlighed til at drøfte linieføringen i Model 2 med forslagsstilleren. På mødet blev tillige drøftet fordele og ulemper ved denne linieføring. William Pedersen har oplyst, at Model 2 er udarbejdet på baggrund af de kritikpunkter, som Vejdirektoratet har rejst mod såvel den af William Pedersen tidligere foreslåede linieføring (William-modellen) og de tre alternative forslag fra Albertslund og Glostrup kommuner. Vejdirektoratet er af den opfattelse, at det ved udformningen af Model 2 er lykkedes at fjerne en række af de ulemper, som Vejdirektoratet har påpeget i forbindelse med de hidtidige alternative linieføringsforslag for 1. etape af Frederikssundmotorvejen. Vejdirektoratet har desuden konstateret, at Model 2 som udgangspunkt berører Vestskoven i mindre omfang end lovforslagets linieføring. Det er dog ikke muligt at anlægge Model 2 som en hurtig og sikker motorvejsløsning, uden at ændre udformningen af modellen. Disse ændringer af udformningen vil indebære, at linieføringen flyttes længere mod syd og vest i Vestskoven, og dermed tilnærmer sig linieføringen i lovforslaget. Desuden indebærer Model 2 større arealmæssige konsekvenser for erhvervsområdet omkring Islevdalsvej langs Hvidsværmervej i Rødovre Kommune. Tilgængeligheden til erhvervsområdet nord for Jyllingevej er i Model 2 forbedret i forhold til de øvrige alternative linieføringsforslag for en 1. etape af Frederikssundmotorvejen, men vil blive mindre end i lovforslagets linieføring, idet krydset Oxbjergvej/Jyllingevej nedlægges i Model 2. Endelig vil justeringerne af udformningen af Model 2 med henblik på at tilvejebringe tilstrækkeligt lange flettestrækninger på vejforløbet mellem Motorring 3 og Ring 3 medføre, at rampen mod øst på Ring 3 ikke kan opretholdes. Det kan forventes at betyde en omvejskørsel for trafik i vestgående retning, der skal videre mod syd og nord ved Ring 3.
Side 4 af 6 På baggrund af en samlet trafikfaglig vurdering, er det Vejdirektoratets opfattelse, at anlægslovforslagets linieføring bør foretrækkes. Selvom Model 2 justeres, så den imødekommer nogle af de af Vejdirektoratet påpegede uhensigtsmæssigheder, vil modellen ikke kunne bringes til at opnå de samme trafikale og sikkerhedsmæssige kvaliteter, som lovforslagets linieføring. Vejdirektoratet er derfor af den opfattelse, at der ikke er grundlag for at gennemføre yderligere undersøgelser af Model 2. Vejdirektoratet har endelig oplyst, at en eventuel VVM-undersøgelse af nye alternativer til lovforslagets linieføring, som foreslået af kommunerne, ikke alene vil skulle indeholde Vejdirektoratets bearbejdning af de forskellige alternativer, men tillige vil skulle omfatte offentlige høringer om forslagene og miljøvurderingerne af de enkelte forslag. En fornyet VVM-undersøgelse vil således isoleret set forsinke udbygningen af Motorring 3 mellem Roskildevej og Slotsherrensvej med minimum et år. Med hensyn til ønsket fra Albertslund Kommune om, at der bør udlægges støjdæmpende asfalt på 1. etape af Frederikssundmotorvejen mellem Motorring 3 og Motorring 4, kan det oplyses, at der i lovforslaget er forudsat anvendt en normalbelægning, som vil reducere støjen i forhold til den nuværende belægning på Frederikssundmotorvejen mellem Ring 3 og Motorring 4. Frederikssund Kommune Frederikssund Kommune har ikke bemærkninger til lovforslaget bortset fra, at kommunen ønsker ombygningen af rundkørslen øst for Frederikssund i krydset mellem Frederikssundsvej og J.F. Willumsensvej fremmet mest muligt. Kommunen konstaterer, at der opleves akutte fremkommelighedsproblemer i rundkørslen, hvorfor kommunen vil opfordre til, at rundkørslen ombygges i 2005/2006. Endelig anfører Frederikssund Kommune, at anlæg af den højklassede vej er en forudsætning for den fortsatte vækst i bycirkelområdet, herunder byudviklingen af den nye by ved Store Rørbæk. Kommentar Trafikministeriet vil lade opfordringen fra Frederikssund Kommune om en hurtig ombygning af rundkørslen i krydset mellem Frederikssundsvej og J.F. Willumsensvej indgå i de videre overvejelser i forbindelse med detailprojektering og –planlægning af 1. etape af Frederikssundmotorvejen. Med hensyn til spørgsmålet om en højklasset vej til Frederikssund kan det oplyses, at Vejdirektoratet i 2004-2005 gennemfører supplerende undersøgelser af mulighederne for udbygning af Frederikssundsvej, således at der kan træffes
Side 5 af 6 beslutning om den videre linieføring fra Motorring 4 mod vest.   Rødovre Kommune Teknisk Forvaltning i Rødovre Kommune har noteret sig, at det tidligere fremlagte hovedforslag i VVM-redegørelsen principielt er opretholdt, og at forlægningen af motorvejen mod nord på strækningen mellem Ring 3 og Vestskoven indebærer, at indgrebet i såvel Vestskoven som Vestvolden bliver mindre end i det tidligere forslag i VVM-redegørelsen. Det er derfor Teknisk Forvaltnings vurdering, at kommunalbestyrelsen på sit møde den 26. oktober 2004 vil tilslutte sig forslaget, men med bemærkning om, at en ændret placering af Rødovre Kommunes knallertbane ved Vestvolden indarbejdes i projektet, såfremt den ikke kan opretholdes med den nuværende placering. Kommentar Vejdirektoratet har oplyst, at Rødovre Kommunes knallertbane vil blive berørt af tilslutnings- og forbindelsesramper ved Motorring 3. Det kan på nuværende tidspunkt ikke afgøres, om indgrebet bliver så omfattende, at knallertbanen skal flyttes. Dette vil blive afklaret i forbindelse med detailprojekteringen af anlægget. På baggrund heraf vil Vejdirektoratet og Skov- og Naturstyrelsen i givet fald drøfte mulighederne for at flytte knallertbanen.