Det er svært at komme efter sådan en fremragende taler, men jeg synes alligevel, det også skal med i dag, at efter at finansloven var blevet lagt frem, var der lige pludselig en lille delaftale, som Dansk Folkeparti og regeringen havde indgået, om, at nu skulle Feriefondens renteafkast bøde endnu en gang. Jeg blev spurgt af Ritzaus Bureau, hvad jeg sagde til sådan noget. Jeg kunne så konstatere, at vi også havde taget nogle penge engang i sin tid, men at vi altid havde gjort det, at vi havde øremærket dem, så de var gået tilbage til de lønmodtagergrupper, som hr. Ole Vagn Christensen var inde på.
Hvad er det, pengene skal bruges til her? Der var ingen anmærkninger i aftalen, men ikke desto mindre var Venstres ordfører, hr. Jens Vibjerg, ude at sige: Jamen det gør vi skam også, det her er en fremrykning af en indsats for de ledige, det har vi sikret penge til, og vi har også sikret penge til, at Arbejdstilsynet kan få nogle flere folk ansat.
Derfor har jeg spurgt beskæftigelsesministeren, om de ting, som hr. Jens Vibjerg forestiller sig at pengene skal bruges til, er en korrekt fremstilling. Jeg har nu fået svarene fra beskæftigelsesministeren, og de er sådan set meget troværdige.
Arbejdsmiljøreformen er overfinansieret, og det er endda et rent besparelsesforslag - der er penge til statskassen også - så der er ikke noget af renteafkastet, der skal bruges til nogen arbejdsmiljøfond.
Med hensyn til fremrykning af indsatsen for de ledige, skulle der bruges 50 mio. kr. til det. Hvordan finansieres det så? Ja, det finansieres først og fremmest ved, at der har været et mindre forbrug i 2003.
Der er altså ingen af historierne, der holder vand. Hvad skal pengene bruges til andet end at finansiere det, som hr. Ole Vagn Christensen så rigtigt fremførte de skal bruges til, nemlig at belønne velhaverne? Om de så går til alle sammen oppe i Whiskybæltet, skal jeg lade være usagt, men der er da noget, der tyder på det.
Kan vi ikke få at vide af regeringspartierne, af Venstres, Konservatives og Dansk Folkepartis ordførere: Når man har aftalt det her i finansloven, hvad er det så, de penge skal bruges til? Hvilken adkomst har tre partier i Folketinget til lige nøjagtig at sige, at her er der altså nogle feriepenge, nogle uafhentede feriepenge, der er blevet samlet sammen, de giver så nogle renter, nu tillader vi os lige at bruge dem?
Er det ikke rimeligt at forlange at få at vide, hvad det lige præcis er, pengene skal bruges til? Kan det virkelig passe, at man bare dukker nakken og ikke vil komme herop på Folketingets talerstol og fortælle den undrende befolkning, at man er blevet enig om, ikke bare 1 år, men i adskillige år fremover at tage pengene uden at fortælle, hvad pengene skal bruges til?
Så synes jeg, det er unfair, at man prøver over for medierne at fortælle, at man gør så meget godt for lønmodtagerne, men ikke fortæller om nogen af de ting, man påstår er rigtige. Kunne der ikke være bare en enkelt ordfører, der kom op og sagde, at det er tyveri ved højlys dag, men at man har behov for at finansiere skattestoppet og boligejerne og alt muligt andet? Er der ikke en ordfører, der er så ærlig at komme op og sige det? Nej, man dukker nakken.
Man stjæler pengene fra nogle af de fattigste her i landet. Det er synd og skam, at vi oplever den form for blokpolitik, som vi ser her i dag. Og så vil man ikke engang stå ved sine handlinger, men prøver at bilde befolkningen ind, at man tilgodeser både de arbejdsløse og arbejdsmiljøet. Det er ingenlunde tilfældet. Det har beskæftigelsesministeren selv redegjort for i et svar til Folketinget.