Jeg ved ikke, om man skal bruge ordet tyveri fra lønmodtagerne, men jeg synes i hvert fald ikke, der var megen forklaring at hente i Venstres argumentation for, hvad der har været grundlaget for, at man sådan set har haft en Feriefond og et afkast, og hvilke muligheder der har været for at kunne bruge det.
Jeg indrømmer gerne, at vi har skrevet i et forslag, at der var nogle af pengene, der kunne bruges til nogle bestemte formål, men vi lagde ikke skjul på, hvad det var for nogle problemer, vi sådan set gerne så blev løst, i modsætning til den her regering, som siger, at nu vil den have 400 mio. kr. af lønmodtagernes penge, og dem vil den have, fordi den jo skal overholde sit skattestop, og vi ved jo alle, at konsekvensen af dette skattestop er, at den gevinst, der bliver skabt af det, kommer folk med store faste ejendomme og dermed store friværdier til gode.
Jeg synes, at en sådan politik også stempler Dansk Folkeparti, for jeg synes, at vi har hørt så mange gange herinde, at man har fremført, at det er lønmodtagernes penge, og at vi skal sikre, at lønmodtagerne får dem. Det kan vi ikke rigtig læse ud af det forslag, der ligger. Vi kan høre, at der nu bliver sagt, at hele finansloven kommer alle til gode, så derfor må man ligesom gøre, som det passer en, uanset hvor man sådan set henter pengene.
Jeg siger bare, og det gør vi i Socialdemokratiet, at Dansk Folkeparti er med til at drive et direkte snyderi over for lønmodtagerne, og derfor vil jeg godt stille dem det spørgsmål, hvad de har fået, der betyder, at de kan gå ud og sige, at det er lønmodtagerne, der har fået pengene - det spørgsmål rejste vi også sidste år - når det i virkeligheden er sådan, at de er med til at fylde lommerne på de velstillede husejere, som nyder godt af skattestoppet.
Hvorfor skal lønmodtagernes feriepenge gå til ufinansierede skattelettelser? Det kan vi spørge Dansk Folkeparti om. Hvad er det, regeringen har forsikret Dansk Folkeparti om i den her situation? Hvorfor har man forladt princippet om, at det er lønmodtagernes penge, og at de skal komme lønmodtagerne til gavn? Er det, fordi man har haft nogle forskellige forslag fra Dansk Folkepartis side, som man har fået imøekommet ved at fratage lønmodtagerne deres feriepenge? Er det sådan, det hænger sammen? Det må vi jo høre, når nu Dansk Folkeparti kommer op og skal forklare sig.
Jeg mener i hvert fald, at den vej, som man her betræder, og desværre er det jo ikke den første gang, man gør det her, og i det hele taget den måde, som denne regering angriber lønmodtagerne på, skulle Dansk Folkeparti meget, meget, meget overveje, om det er en melodi, de vil spille med på. Hvad er sandheden? Sandheden er jo, at det er Dansk Folkeparti, der bestemmer. Fru Pia Kjærsgaard siger oven over den artikel om, hvordan det sådan set er med de svage, som ikke kan få lov til at få en ordentlig ferie, at det er dem, der bestemmer, at det lige pludselig er lønmodtageren, der skal holde for, når man prøver at finde ud af, hvilke kasser rundtomkring man kan tage fat i.
Den situation, at man er hoppet om bord i sådan nogle illusionsnumre fra Dansk Folkepartis side, håber jeg, at hver eneste lønmodtager i det her land bliver klar over, så de ved, hvor vi i virkeligheden har det der Dansk Folkeparti, og hvad det betyder, når vi stemmer på dem. Ja, det betyder, at man begynder at undergrave situationen for danske lønmodtagere.