FORENINGEN AF STATSAMTMÆND
Bestyrelsen
Vejle den 19. november 2004
Arbejdsdirektoratet
Udkast til forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik (boligtilskud til forrevalidender
og mindstesats for ledighedsydelse)
Arbejdsdirektoratet har med brev af 10. november 2004 (sag 04-22-0039 KRI) sendt foreningen
udkastet og anmodet om bemærkninger hertil senest den 19. november 2004..
Det fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, at forslaget er en udmøntning af aftalen
om anvendelsen af satsreguleringspuljen for 2005. Forslaget indeholder ændringer, der gør det muligt
at yde tilskud til nødvendige merudgifter til bolig til udeboende forrevalidender under 25 år med nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne, der modtager kontanthjælp på SU-niveau. Det foreslås, at der kan
gives et tillæg på op til 2.000 kr. pr. måned, hvis den unge har særligt høje boligudgifter.
Forslaget indeholder endvidere ændringer, der gennemfører aftalen om at indføre en mindstesats for
ledighedsydelse. Med ændringen tilsikres det, at modtagere af ledighedsydelse, der på grund af en lav
arbejdsindtægt i de foregående måneder er berettiget til en meget lav ydelse, får ret til mindst 82 pct. af
arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb.
Med hensyn til forslaget om tilskud til boligudgifter forudsættes der at være ca. 300 helårsmodtagere.
Ifølge bemærkningerne skønnes forslaget ikke at have administrative konsekvenser for stat, kommuner
og amtskommuner. Forslaget om mindstesats for ledighedsydelsen vurderes at medføre en begrænset
meradministration for kommunerne i en overgangsperioden.
Foreningen finder umiddelbart, at de foreslåede nye bestemmelser i ny § 64 a og i § 74 d, stk. 2, virker
ret komplicerede, og antager derfor, at det nok ikke vil være helt let for kommunerne at anvende dem
og at huske at bruge dem.
Foreningen vurderer, at forslaget ikke har administrative konsekvenser for statsamterne.
Foreningen har i øvrigt ikke bemærkninger til lovudkastet.
Med venlig hilsen