Med det her lovforslag giver vi et tiltrængt løft og hjælp til unge udeboende med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, der deltager i en forrevalidering og derved kan have problemer med at afholde udgifter til egen bolig, når de er omfattet af den nedsatte kontanthjælp.
Den unge handicappede kan have særligt behov for at have sin egen bolig, hvor det i højere grad er muligt at afhjælpe handicappet. Det er for den unge på forrevalidering, som ikke kan have egentlig erhvervsarbejde, der kan supplere hjælpen og dermed bidrage til at afholde udgifter til boligen.
Med forslaget afsættes der midler til at give tilskud til den unge handicappede, hvis boligudgifterne efter fradrag af boligsikring overstiger 1.000 kr. pr. måned inklusive el og varme. Tilskuddet kan højst være på 2.000 kr. pr. måned og kan maks. gives i 1 år. Både Det Centrale Handicapråd og DSI har i deres høringssvar gjort opmærksom på, at 12 måneder ikke er tilstrækkeligt i forhold til en afklaring af den unges situation. Det vil vi gerne se lidt nærmere på under udvalgsarbejdet.
Ud over boligtilskuddet sikrer lovforslaget også, at ledighedsydelsen ikke kan udgøre et beløb, der er mindre end
82 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb. Det giver en økonomisk tryghed, da det sikrer personer, som på grund af meget lav arbejdsindtægt i månederne før en visitation eller overgang til et fleksjob får udbetalt en lav ydelse. Nu har de altså en forsikring om, at de kan opnå 82 pct. af de maksimale dagpenge. Forslaget er, som det blev sagt af den forrige taler, en udmøntning af aftalen om anvendelse af satspuljen. Den er Socialdemokratiet også en del af. Vi kan derfor støtte forslaget, så vel inden aftalen blev indgået, hvor vi også har forsøgt at få lavet nogle ændringer, som efter at aftalen blev indgået.