Den næste sag på dagsordenen var:
4) Første behandling af lovforslag nr. L 102:
Forslag til lov om ændring af lov om offentlig sygesikring, lov om social pension og lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. (Ændring af regler om tilskud til lægemidler). Af indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen). (Fremsat 11/11 2004).

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Når vi behandler lovforslag nr. L 102 i dag, så er det som konsekvens af den meget brede medicinaftale, som blev indgået
i oktober i år. Lovforslaget betyder, at der indføres et tilskudssystem, hvor tilskudsprisen, som lægges til grund for medicintilskuddet, fastsættes til prisen på det billigste markedsførte synonyme lægemiddel. Omsat til virkelighed betyder det, at lægerne tilskyndes til at flytte forbruget over til det billigste produkt. Hvis lovforslaget gennemføres, vil det således betyde, at det både kommer det offentlige og de medicinerede patienter til gode, idet alle sparer penge, når det er det billigste produkt, der benyttes. Der er i lovforslaget bl.a. også taget højde for, at hvis en patient ikke kan tåle det billigste produkt, ja, så tildeles der forhøjet tilskud, ligesom andre tilsvarende tilpasninger er sket. Venstre støtter lovforslaget, og jeg skal på vegne af Det Konservative Folkeparti meddele, at det samme gør sig gældende for dem.

Alle har brug for medicin i løbet af livet, og alle har fortjent at få den bedste og den billigste medicin til at lindre deres sygdom.
     Med det her lovforslags regler om medicintilskud mener jeg, at vi får et system, der er til gavn for alle. De offentlige udgifter vil falde frem for at fortsætte den stigning, vi har set i de seneste år. Den enkelte patients udgifter til medicin vil formentlig falde, og de enkelte virksomheder vil opleve et mere gennemsigtigt marked med friere konkurrence og færre administrative byrder.
     Lovforslaget er afslutningen på en længere proces, der har været præget af bred enighed om resultatet. Det er en udløber af en betænkning, som hedder 1444, om medicintilskud og rigtig anvendelse af lægemidler. Et enigt udvalg om medicintilskud under Indenrigs- og Sundhedsministeriet fremlagde det i foråret. Både patientforeninger, industrien, myndigheder, læger og apoteker deltog i arbejdet og kunne bakke op om anbefalingerne.
     Efter fjernelse af, jeg må sige, et par af regeringens mest ideologiske knaster kom vi i de efterfølgende politiske forhandlinger frem til en bred politisk aftale med opbakning af alle Folketingets partier.

Processen og den brede tilslutning peger på, at vi har fundet en god løsning, der giver bedre vilkår for borgere, virksomheder og den offentlige økonomi.

     Aftalen inddrager desuden apotekerne mere aktivt i sundhedsvæsenet samt garanterer flere penge til forskning i lægemidler, for betænkningen handler ikke kun om medicintilskud. Titlen indeholder også hensigten om rigtig anvendelse af lægemidler. Det betyder både, at samfundet benytter den bedste medicin til prisen, og at vi skal sørge for, at patienten følger lægens anvisninger om brug af medicin, at patienten har en såkaldt god compliance.
     Desværre er det et område, vi ved meget lidt om. Derfor har vi også sørget for at sætte gang i forskningen for at få mere viden om, hvordan det går, om patienterne følger lægens anvisninger, og hvad der sker, når de ikke gør det. Med den viden i hånden vil vi kunne sikre en langt bedre indsats for, at den rigtige pille kommer i den rigtige mund på det rigtige tidspunkt og i den rigtige dosis. Det er nemlig et rigtig, rigtig godt princip.
     Socialdemokraterne lader sig dog ikke blænde af, at der er enighed, at alle synes, at det her er godt. Det er vigtigt, at vi står fast på at sikre, at de nye tilskudsregler ikke bliver så fokuseret på at spare penge, så det går ud over patienternes sikkerhed. Det, der er vigtigt for os, er, at patienterne til enhver tid kan være sikre på, at tilskuddet bliver givet til et lægemiddel, som også er sikret.
     Vi har i de sidste dage fået nogle henvendelser fra bl.a. Dansk Epilepsiforening, og jeg har i hvert fald en del kendskab til, hvordan det foregår. Derfor vil Socialdemokraterne under udvalgsarbejdet kigge på, om vi kunne få indført samme regler, som de har i nogle af de andre nordiske lande, så bl.a. epilepsimedicin er undtaget, så den medicin, som lægen udskriver, er den medicin, patienten skal have. Det vil vi kigge på i udvalget.
     Der er også nogle ting, der har sneget sig ind i lovforslaget, som ikke har været behandlet hverken i betænkningen eller i de forhandlinger, vi har haft i ordførerkredsen, nemlig noget om en ankeinstans, hvis det er, at man føler, at man ikke er blevet særlig godt behandlet. Det vil vi også gerne kigge på i udvalgsarbejdet.
     Men alt i alt synes vi, at det her er et skridt på vejen til at sige, at Danmark er i front, at vi gerne vil være med til at give den bedst mulige medicin til den bedste pris, og at borgerne må indstille sig på, at de måske ikke lige kan få den grønne pille, men at de får den røde, og at den er nøjagtig lige så god, og at det er den, de får tilskud til. Vi synes, det er vigtigt, at vi fremover tager den diskussion. Det er ikke, om vi giver tilskud til en anden medicin, som måske er dyrere.
     Socialdemokratiet kan støtte forslaget, men har en del spørgsmål i udvalget.

Gennem flere år er der sket store stigninger i medicinudgifterne, udgifter, som ikke kun har påvirket den enkelte borgers økonomi, men også samfundsøkonomien. Det var jo ligesom, at denne her prishimmelflugt ikke rigtig kunne blive ved, og det var da også på den baggrund, at alle Folketingets partier indgik forlig om et nyt tilskudssystem på medicinområdet, som desuden er en del af finansloven. Ændringerne vil træde i kraft den 1. april 2005, og derfor bliver besparelsen mindre næste år end i de efterfølgende år.

     De foregående ordførere har så også været inde på alle de her gode ting, der er sket på området. Men jeg synes også lige, at jeg vil give mit besyv med til pkt. 1, som jeg selvfølgelig synes er væsentligt, nemlig at tilskuddet nu beregnes på basis af billigste markedsførte synonyme lægemidler i en tilskudsgruppe her i landet. Det, at patienten selv skal betale forskellen mellem tilskudspris og forbrugerpris, såfremt de ikke ønsker at følge det her system, synes vi er o.k. Men alene det, at vi nu får tilskud efter det billigste synonyme lægemiddel, synes vi er rigtig godt.
     Under forhandlingerne blev problemstillingerne om leveranceforhold hos apotekerne rejst, og det blev fastslået, at patienterne bliver sikret, at de altid ville kunne få udleveret det billigste lægemiddel, bl.a. fordi der, når vi har kørt det her system i 2 år, vil blive foretaget en vurdering for at se, om tingene fungerer.
     Ændringerne gælder også for pensionister med helbredstillæg. De får fremover beregnet helbredstillægget på baggrund af egenbetalingen i forhold til prisen på det billigste synonyme lægemiddel. Pensionister vil også kunne opnå besparelser ligesom alle andre ved at bruge det her billigste lægemiddel. Samtidig, hvilket vi synes er godt, videreføres reglen om, at der ydes tilskud til pensionister til receptordinerede håndkøbslægemidler.
     Den anden hovedklump i det her er besparelsen på avancen hos apotekerne, som nu også bliver omlagt. Vi synes, det er meget fint, at apotekerne nu får samme nettoavance på alle lægemidler. Det synes vi at apotekerne har taget meget fint, også set på baggrund af, at det er et væsentligt indgreb i forhold til deres avancer, men der kan også samfundsøkonomisk spares 100 mio. kr., og det synes vi naturligvis er godt.
     Der har gennem flere år været problemer med indlægssedler og produktresumeer. Det går man nu også ind og kigger på, for der er også noget økonomi i det her. Det er et af de steder, hvor man kan se, at der bliver mulighed for en økonomisk fordel, når også indlægssedler og produktresumeer forstås bedre af befolkningen.
     Jeg nævnte apotekerne før. Jeg synes, det er godt, at de kommer ind her og kan give rygeafvænning, og også at de nu får mulighed for at give vejledning til astmapatienter om inhalation og om de lægemidler, som det er nødvendigt at tage for astmapatienter.
     Alt i alt synes vi med det, jeg har nævnt her, og så er der så et par småting mere, at det er nogle gode elementer, som bliver anbefalet i den betænkning, som blev afgivet af det udvalg, der bestod af et bredt udsnit af personer inden for denne branche.
     Dansk Folkeparti bakker op om forslaget, hvor der nu som sagt er de her vigtige kontrolmuligheder og klare retningslinjer. Det vil virke udgiftsdæmpende på hele medicinområdet, samtidig med at man i stor udstrækning tilgodeser patienterne.
     Jeg har lige et par enkelte ting, fru Lone Møller fra Socialdemokratiet har faktisk været inde på noget af det samme, nemlig om epilepsipatienterne, om en uafhængig klageinstans og det, at DSI peger på, at gruppen af allergipatienter, som er allergiske over for flere hjælpestoffer, har gjort indsigelser. Jeg vil gerne til sidst sige, at endnu et af høringssvarene, nemlig fra Diabetesforeningen, har bemærket, at der mangler en revisionsbestemmelse af loven, men det kan være, at vi kan få det opklaret under udvalgsbehandlingen.
     Jeg siger tak for ordet og undskylder overskridelsen af tiden.

SF har i flere år presset skiftende regeringer for at få lavere medicinpriser. Derfor er vi også glade for at være en del af den brede politiske aftale, som gør, at borgerne ikke skal frygte, at priserne på medicin stiger.

     Lægemiddelområdet berører en meget stor del af os alle, og derfor er det godt, at alle partierne står bag aftalen. Forslaget her gennemfører dele af aftalen. Jeg vil især fremhæve, at medicinen bliver billigere, og at det bliver lettere for patienterne at forstå lægemiddelpriserne, når tilskuddet bliver givet til det billigste produkt. Det er virkelig tiltrængt.
     Flere ordførere har været inde på andre områder, som aftalen omfatter, så dem vil jeg ikke trætte yderligere med. Men der udestår fortsat en række initiativer, som skal sikre rationel lægemiddelanvendelse, bl.a. initiativer vedrørende apotekernes udlevering, apotekernes avance og håndteringen af leveranceforhold. Så er der også de initiativer, som fru Lone Møller var inde på, hvor der er blevet afsat et pænt beløb til at forske i fornuftig lægemiddelbrug. På disse områder ligger der en række udfordringer, hvis løsninger er afgørende for effekten af den aftale, vi har indgået, og for det forslag, som vi behandler i dag.
     SF støtter naturligvis forslaget, men jeg har alligevel nogle få spørgsmål, og nogle af dem har andre også været inde på: Hvorfor er det, at patienterne ikke mere er part i sagen
i forbindelse med bevilling af enkelttilskud? Vil ministeren forklare, hvorfor en afgørelse fra Lægemiddelstyrelsen om tilskud nu ikke mere kan ankes til anden administrativ myndighed, som det kan under de nugældende regler? Så vil jeg også gerne, som flere også har været inde på, have en kommentar til høringssvarene fra Dansk Epilepsiforening og De Samvirkende Invalideorganisationer. De gør jo opmærksom på, at det kan være farligt for patienter at skifte mellem forskellige præparater, og det er ligegyldigt, om det er et originalt præparat eller et kopipræparat. Med forslaget her skal patienten jo kunne dokumentere, at den pågældende ikke tåler medicinen. Men hvis virkningen af den billigste medicin ikke har fuldstændig samme effekt som det lægemiddel, patienten normalt indtager, f.eks. på epilepsiområdet, kan det have alvorlige følger for patienten. Men det er altså et spørgsmål, som også skal afklares under udvalgsarbejdet. SF ser frem til et konstruktivt arbejde i udvalget.

Udviklingen af medicin er i rivende udvikling. Stadig flere sygdomme kan behandles eller afhjælpes med medicin, og der kommer hele tiden nye og bedre lægemidler på markedet. Samtidig giver de nye bioteknologiske fremskridt mulighed for at tilpasse medicin og ordinering præcis til den enkeltes profil og behov. Dette er en positiv udvikling, som bidrager til øget velfærd og livskvalitet for den enkelte.
     Set i europæisk perspektiv er priserne på lægemidler i Danmark høje. Da egenbetaling for medicin i Danmark er ca. 40 pct., 60 pct. er så offentligt finansiering, vedkommer lægemiddelforbruget og priserne både den enkelte og samfundet.
     De sidste år er omsætningen af lægemidler steget med næsten 7 pct. om året, mens forbruget kun er steget med knap
3 pct. Der sker altså dels en stigning i priserne, dels en udvikling mod brug af dyrere typer lægemidler. Stigningen i medicinudgifterne indebærer, at en voksende del af råderummet til andre behandlingstilbud i sundhedsvæsenet bliver mindre. Nogle påstår, at en tredjedel af al medicin i dag ikke bliver brugt, at en tredjedel bliver brugt forkert, og at kun den sidste tredjedel bliver brugt korrekt. Om det er helt korrekt vides ikke, men det er i hvert fald klart, at en stor del af udgifterne til medicin kunne mindskes, hvis man foretog en nærmere vurdering af den enkelte patients lægemiddelforbrug. Det er på denne baggrund, at der sidste efterår blev nedsat et udvalg om medicintilskud, som skulle stille forslag om initiativer på lægemiddelområdet, der kunne medvirke til at afdæmpe udgiftsudviklingen uden at svække hensynet til patienterne. Udvalget afsluttede sit arbejde i år, og det er med udgangspunkt i betænkningens anbefalinger, at alle Folketingets partier i forbindelse med finanslovforhandlinger 2005 blev enige om en aftale, hvoraf dele af den udmøntes i dag.
     I korte træk indebærer den nye aftale på medicinområdet, at der indføres et tilskudsprissystem, hvor tilskudsprisen, som lægges til grund for beregning af medicintilskuddet, fastsættes til prisen på det i Danmark billigste markedsførte synonyme lægemiddel.

     Initiativet har til formål at tilskynde læger og patienter til at flytte forbruget til det billigste lægemiddel i gruppen af synonyme lægemidler. Aftalen giver dermed væsentlige offentlige besparelser på medicinudgifterne, mens borgerne stadig sikres sikker leverance af medicin til så lav en pris som muligt.
     Den nye reform giver bedre incitament for læger, apoteker og borgere til at vælge det billigste produkt blandt produkter med samme effekt. Bl.a. omlægges apoteksavancen, så apotekerne fremover får den samme nettoavance på alle lægemidler.
     Det er faktisk på tide, at de reformer, vi er i gang med, kommer. Det er tiltrængte reformer på medicinområdet. Området har været uberørt i alt for lang tid. Mange af de anbefalinger, vi har i den nye betænkning, kunne vi faktisk allerede se i en ældre betænkning fra 1999. Vi skulle måske se lidt nærmere på de andre anbefalinger, der var i betænkningen fra 1999. Der er noget at arbejde videre med dér.
     Men alt i alt støtter Det Radikale Venstre forslaget.

Enhedslisten er selvfølgelig positiv over for det her forslag, eftersom vi har været med i de forhandlinger, der er foregået på området.
     Men jeg vil også sige, at Enhedslisten sådan set er overbevist om, at det er langt nemmere og langt billigere for både patienterne og for resten af samfundet, hvis vi kunne blive enige om at lave offentlig produktion af medicin. Offentlig produktion ville betyde, at det ikke var aktionærer, der skulle tjene på andres sygdom, og offentlig produktion af medicin ville også lade os slippe af med den planøkonomi, som regeringen - i øvrigt med vores stemmer - er
i gang med at indføre på området med dertil hørende meget omfattende administrative tiltag.
     I Enhedslisten mener vi, at medicin burde være gratis for forbrugerne, hvilket den ville kunne være, hvis produktionen var offentlig og finansieret via skatterne og dermed båret af solidariske principper. Lægemiddelindustrien er en kæmpe pengemaskine, der ikke alene tjener fedt på medicin, men som også styrer meget store dele af forskningen. Der ønsker Enhedslisten også, at vi arbejder os hen imod mere fri forskning på området.
     I det her forslag skal der tages stilling til forskellige metoder til at nedbringe statens udgifter til medicintilskud, og det synes vi selvfølgelig er en rigtig god ide. Vi har dog tre hovedinteresser, som jeg også har præsenteret ministeren for tidligere i forbindelse med den konkrete udformning af det her forslag. For det første: Hvis leverancerne på de billigste produkter svigter, så skal det være fuldstændig sikkert, at det ikke er patienterne, der kommer til at betale. Man skal altså ikke stå på apoteket og blive afkrævet en højere pris, men selvfølgelig straks have udleveret sin medicin til den sædvanlige pris, også selv om det andet produkt er et med lavere tilskud. Og så må det efterfølgende være staten, der betaler differencen. Regeringen vil i et efterfølgende lovforslag præsentere initiativer til forebyggelse af leverancesvigt, og i den forbindelse vil Enhedslisten gerne bede om, at lovforslaget bliver fremsendt til udvalget under behandlingen af herværende lovforslag, så vi har en mulighed for at tage stilling til det hele samlet. For det andet: Der findes patienter, som andre også har sagt tidligere i den her debat, som ikke kan tåle det billigste præparat, og de skal selvfølgelig fortsat have deres vanlige produkter. Som vi tolker det her lovforslag, så skal lægen ansøge om tilladelse, og der vil vi gerne have et overblik over, hvor meget mere administration det vil medføre, samt hvad der ligger til grund for, at lægen - selvfølgelig inden for en eller anden ramme - ikke selv kan træffe sådan en beslutning. For det tredje: Nogle patienter har behov for, at apoteket pakker deres medicin i dagsdoser. Flere af de patienter er fuldstændig afhængige af sådan en pakning, da de tager meget medicin af forskellig type og af forskellige årsager ikke er i stand til selv at tage den korrekte medicin. For Enhedslisten er det afgørende, at det ikke bliver kunden, der skal betale for den nødvendige service. Jeg vil så sige, at regeringen ønsker at overgive den endelige udformning af reglerne til Lægemiddelstyrelsen, og i den forbindelse, netop fordi Lægemiddelstyrelsen får utrolig meget magt, vil vi bede om, at vi under udvalgsarbejdet får forelagt de udkast, som Lægemiddelstyrelsen kommer med, sådan at vi er i stand til at påvirke de retningslinjer, så det kommer patienterne mest muligt til gode. Flere patientgrupper har i forbindelse med det her forslag henvendt sig og er bekymrede, og det tager vi selvfølgelig meget, meget alvorligt. Vi vil gerne give det her forslag god tid i udvalgsarbejdet, så patienterne kan blive ordentlig hørt, og så vi er sikre på, at vi gør det godt nok første gang.

     Ligeledes finder vi, at nogle af de foreslåede konferencer, hvor eksperter og patientgrupper og politikere kan mødes og diskutere konsekvenser og problemstillinger og løsninger, er en rigtig, rigtig god idé. Jo mere kommunikation med dem, der skal bruge det her forslag, jo bedre.
     Som udgangspunkt kan Enhedslisten støtte forslaget.

Kristendemokraterne er med i forliget vedrørende det her nye medicintilskud.
     I de senere år har der jo været en markant vækst i omsætningen og i forbruget af lægemidler i befolkningen. I perioden 1997-2003 er omsætningen af lægemidler faktisk vokset med over 50 pct. Derfor er det helt klart, at man må undersøge, om det kan gøres bedre for færre penge. Regeringen nedsatte derfor et udvalg med repræsentanter både fra lægeside, fra medicinalindustrien, fra apoteker, ministerierne osv. Udvalget har foreslået, og det ligger også her i forslaget fra regeringen, at det nuværende system med anvendelse af europæiske gennemsnitspriser som grundlag for beregningen af lægemidlernes tilskudspriser afskaffes. Det er vi hos Kristendemokraterne meget tilfredse med, for vi har helt siden indførelsen af det system sagt, at det ikke duer, at det ikke kan komme til at virke, og derfor er jeg tilfreds med, at det nu bliver afskaffet. Endvidere foreslås det, at tilskudsprisen til medicin fremover skal fastsættes til prisen på det billigste markedsførte lægemiddel i hver tilskudsgruppe. Hvis en patient så ønsker et lægemiddel, som ikke er det billigste, så skal patienten selv betale forskellen, hvis det ikke er, fordi lægen har sagt, at patienten skal have denne bestemte medicin. Her må jeg så sige, at jeg ikke helt klart kan se, at det fremgår af teksten, hvordan det her skal foregå. Der er også nogle lidt bekymrede kommentarer i enkelte høringssvar. F.eks. nævner Det Centrale Handicapråd, at de er bekymrede for, at patienter kan komme til at vente på en godkendelse og måske svæve i usikkerhed i den tid, det tager, for, om den dyrere medicin bliver godkendt til dem, eller om den behandling, som de er i gang med, skal afbrydes. Ligeså er Epilepsiforeningen bekymret på vegne af epilepsipatienterne. For dem er det nemlig afgørende, at de modtager den samme medicin hver dag, og at de kan blive i den behandling, de har påbegyndt, og foreningen mener, at det er alt for restriktivt, hvis patienterne i hvert tilfælde skal bevise, at de ikke kan tåle den billigste medicin. Udvalget om medicintilskud har stillet forslag om, at kvalitetssikring af lægemidlers pakningsmateriale og indlægsedler også skal med her. Det vil man gøre for at sikre, at patienterne bruger medicinen rigtigt og for forhåbentligt at hindre forkert brug af lægemidlerne.
     I denne forbindelse vil jeg ikke undlade at nævne, at jeg ikke begriber, at Lægemiddelstyrelsen i Danmark er så firkantet og bastant imod begrænsning af pakningsstørrelser. Vi ved, at store pakninger på 300 stk. af f.eks. håndkøbsmedicin som Panodil har været brugt til selvmord og selvmordsforsøg blandt børn og unge i Danmark, og internationale undersøgelser og erfaringer fra flere lande siger klart, at mindre pakninger på hylderne i hjemmet medvirker til at nedsætte antallet af selvmord og selvmordsforsøg. Sundhedsstyrelsen i Danmark har i forslaget til handlingsplan mod selvmord og selvmordsforsøg netop anbefalet begrænsning af pakningsstørrelserne, mens Lægemiddelstyrelsen er firkantet imod, og Lægemiddelstyrelsen
i Danmark er nu efterhånden den eneste lægemiddelstyrelse i hele Europa, der mener, at pakningsstørrelser ikke betyder noget for antallet af selvmord og selvmordsforsøg. Vi står helt alene med den holdning i Danmark. Lægemiddelstyrelsen nævner, at håndkøbsmedicin bliver meget dyrere, hvis pakningerne bliver mindre. Jeg ringede derfor i dag til et af de største lægemiddelfirmaer, vi har herhjemme, nemlig dem, der har ansvaret for Panodil, og her siger man, at for en almindelig familie med to voksne og to store børn vil Panodil måske komme til at koste 1-2 kr. mere om måneden, hvis pakningerne bliver mindre - 1-2 kr. mere om måneden! Det tror jeg faktisk godt de fleste danske familier vil være med til at betale, hvis de dermed kan være med til at nedbringe antallet af selvmord og selvmordsforsøg i Danmark. Det var sådan en indskudt bisætning, som jeg synes skulle med i den her forbindelse, men hovedsætningen vedrørende det her forslag er, at Kristendemokraterne støtter det.

Jeg tror såmænd da også, at alle gerne vil betale 2 kr. om måneden, eller hvor meget det nu var, for at undgå selvmord. Jeg melder mig i hvert fald gerne i køen blandt dem, der gerne vil være med til - privat - at bruge 2 kr. mere og for den sags skyld også et lidt større beløb, hvis det kunne bidrage til at få selvmordsfrekvensen ned. Nu ligger den diskussion sådan lidt på kanten af lovforslaget her, men jeg kan jo godt pirres, og jeg har det sådan lidt dårligt med, at der kommer så følelsesladet og stærkt et indspark i debatten og så slet ikke kommentere det.
     Jeg vil bare helt kort sige uden at starte nogen debat, at så lysende klart er det nu ikke, at hvis man går ned i pakningsstørrelse, så falder selvmordsfrekvensen. Det er rigtigt, at der nu ligger en engelsk undersøgelse, der viser, at antallet af selvmordsforsøg ved forgiftning er reduceret, men den samlede selvmordsfrekvens i England er jo ikke reduceret. Der synes at være en tendens til, at der er flere
i England, der nu begår selvmord ved hængning. Det er jo kompleksiteten i den debat, vi skal have frem, og jeg tror, vi skal finde en anden lejlighed til at føre den debat, der skal frem, for vi har jo faktisk meget, meget stor succes med at behandle unge, der forsøger at begå selvmord ved at spise f.eks. Panodiler; jeg skal ikke stå og deltage i den almindelige lobbyvirksomhed, som bl.a. det firma fører i denne sag, så lad os sige smertestillende piller og lad os nøjes med det. Vi har meget stor succes med at redde unge mennesker, der forsøger at begå selvmord ad den vej. Der er noget, vi i hvert fald skal have tænkt igennem, før vi bare knipser med fingrene og laver et forslag, som i øvrigt vil øge indtjeningen for det pågældende firma; det bliver ikke kun 2 kr. om måneden, de tjener mere, men lad os også tage den debat på et andet tidspunkt. Hvis det fører til, at antallet af selvmordsforsøg ved smertestillende piller falder, mod at vi til gengæld får flere alvorlige selvmordsforsøg ved metoder, som vi ikke kan stille noget op over for, så har vi jo i virkeligheden gjort hinanden en bjørnetjeneste. Men lad os tage den debat på et andet tidspunkt, og jeg vil gerne her signalere, at den debat vil jeg gerne tage, for der er ingen tvivl om, at hvis vi reelt kan bidrage til at løse et problem ved at gå ned i pakningsstørrelse, så skal vi selvfølgelig gøre det. Men ellers handler den her sag jo sådan set om noget ganske andet, nemlig om tilskud til lægemidler, og flere af ordførerne har jo så glimrende gennemgået, kan man sige, grundlaget og baggrunden for forslaget her, så jeg skal bare indskrænke mig til at takke for den positive modtagelse. Jeg er også glad for, at Enhedslisten, som jo holdt det mest kritiske indlæg her, trods alt har det udgangspunkt, at man vil stemme for lovforslaget. Jeg vil sige, at jeg da også ville blive skuffet over alt andet, alt den stund forslaget jo altså baserer sig på en aftale, vi har indgået med hinanden den 26. oktober 2004, så det er vel bare rimeligt, at alle møder op med det udgangspunkt, at man også vil støtte lovforslaget, når det kommer til tredje behandling. Det er jo et fantastisk godt lovforslag. Det er sådan set sjældent, at vi er i den situation, hvor man kan gøre noget godt, der er godt for alle på en og samme tid. Det her sparer det offentlige for ressourcer, det sparer patienten for ressourcer, det har det sigte, den aftale, der ligger bag, at vi får, som fru Lone Møller var inde på det, mere fokus på forskning og compliance, bedre medicinanvendelse. Det er simpelt hen en win-win-win-situation, vi her i fællesskab har linet op. Det synes jeg er meget, meget positivt, og jeg håber sådan set også, at det positive klima, som aftalen er indgået i, også holder under hele lovarbejdet. Det siger jeg, fordi jeg med det også gerne vil sige, at jeg meget gerne vil være med til at se på nogle af de spørgsmål, der har været rejst
f.eks. omkring epilepsipatienternes særlige situation. Er der en særlig situation her, og kan den håndteres ved, at vi er enige om det, der skal være administrationsgrundlaget for Lægemiddelstyrelsen i håndteringen af denne her lov, når den bliver lov, så er jeg helt åben over for det. Jeg er også helt åben over for at imødekomme det synspunkt, som fru Pernille Rosenkrantz-Theil helt berettiget har om, at der selvfølgelig må være en samtidighed med de bestemmelser, der senere kommer i lægemiddellovgivningen, og som har en sammenhæng med lovforslaget her, fordi det handler om leverancesikkerhed. Folketinget skal samlet set kunne tage stilling til det.

     Det får mig til at sige, da den revision af lægemiddelloven, jeg har stillet i udsigt, formentlig ikke kan nå at være fremme på Folketingets bord inden det her lovforslag, vi nu står med, skal vedtages, nemlig inden jul, at jeg på et tidspunkt i den her proces vil tage de bestemmelser fra lægemiddelloven og præsentere dem som ændringsforslag i sammenhæng med L 102, sådan at man får den sammenhæng frem, som fru Pernille Rosenkrantz-Theil efterlyste.
     Jeg vil også meget gerne i forhold til fru Lene Garsdal have lov til i udvalgsarbejdet at gøre nærmere rede for det, som fru Lene Garsdal oplever som et nyt regelsæt, som jeg ikke oplever som et nyt regelsæt - vi snakker klageveje her - fordi det, der for størstedelens vedkommende er tale om her, på baggrund i øvrigt af en dialog med Folketingets Ombudsmand, er, at vi nu præciserer gældende årelang praksis. Men det tror jeg egner sig til at få belyst og dokumenteret i udvalgsarbejdet.
     Så kort sagt vil jeg takke for den meget positive modtagelse af lovforslaget her, og jeg glæder mig til at fortsætte det gode samarbejde, vi har haft, også når lovforslaget nu underkastes udvalgsbehandling.

Der er lige indtil videre i hvert fald en enkelt kort bemærkning.

Jeg skal ikke forlænge debatten meget, men ministeren siger, at han forventer, at alle, som har indgået denne aftale, også står bag den. Det gør vi i hvert fald i Socialdemokratiet.
     Men der er også nogle ting i lovforslaget, som har sneget sig ind, som ikke har været drøftet i forbindelse med aftalen og ikke har været behandlet i forbindelse med betænkningen. Det er ikke sikkert, det er dårlige ting, men det er i hvert fald ensbetydende med, at vi bliver nødt til at kigge lidt nærmere på det i udvalget.
     Dermed sagt, at vi giver tilslutning til det, vi har forhandlet om og lavet aftaler om, men vi giver ikke automatisk tilslutning til nye ting, der er sneget ind i et lovforslag, som vi ikke har været med til at drøfte, men som kan være ganske positive. Vi skal ikke afvise dem. Så det er bare sådan et lille forbehold for, at vi giver tilslutning til det, vi har aftalt, men heller ikke mere.

Det synes jeg jo er et helt rimeligt forbehold at tage. Det ville jeg også selv have taget, hvis jeg var i fru Lone Møllers position. Så ingen problemer her.
     Det er ikke sådan, at vi har forsøgt at benytte den her lejlighed sådan lige på kanten af det hele til at se, om vi kunne trylle nogle ting igennem, som ikke er af det gode. Det er det ikke.
     Det er rigtigt, at f.eks. i forhold til den problemstilling, fru Lene Garsdal rejste, har vi brugt den her anledning, når nu lovgivningen skulle på bordet, til at få præciseret noget praksis, og det er jo meget naturligt. Men derfor er det selvfølgelig også naturligt, at det foldes helt åbent ud i udvalgsarbejdet. Det er jeg selvfølgelig indstillet på, og min prognose vil være, at når det er sket, vil vi fortsat have en enighed også om de dele af lovforslaget.

Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslaget overgik derefter til anden behandling.

Afstemning

Den fg. formand (Aage Frandsen):
Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.