Den næste sag på dagsordenen var:
3) Første behandling af lovforslag nr. L 100:
Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse. (Producentansvar for elektronikskrot m.v.). Af miljøministeren (Connie Hedegaard). (Fremsat 11/11 2004).

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Dette lovforslag betyder, at der for første gang i Danmark indføres et egentligt producentansvar, hvilket indebærer, at producenter og importører af elektroniske produkter pålægges ansvaret for håndteringen af affaldet og de økonomiske omkostninger i forbindelse med dette arbejde. Det drejer sig om affald af mobiltelefoner, fjernsyn, computere, vaskemaskiner og håndværktøj.
     Forslaget indebærer, at kommunerne skal fortsætte med at samle elskrot fra husholdningerne og noget fra erhverv. Uanset hvem der indsamler dette affald, skal producenter og importører sørge for afhentning og en viderebearbejdning af affaldet. De samme producenter og importører skal også dække udgifterne ved at udføre det arbejde. Brancheorganisationen har tilkendegivet, at man vil oprette de nødvendige ordninger, som skal få loven til at virke efter hensigten.
     Med gennemførelsen af forslaget ønsker vi, og det er Venstre, at forebygge frembringelsen af affald af elektronisk udstyr og desuden at fremme genbrug, genanvendelse og andre former for nyttiggørelse af affaldet, og det synes vi er en meget positiv måde at gribe de her ting an på. Derfor kan Venstre støtte forslaget.

Tak for det. Fru Inger Bierbaum. Ja, der er ikke mere, hr. ordfører.

Nå, er der ingen, der vil spørge om noget?

Nej, der er ikke nogen, der er interesseret i det.

Baggrunden for lovforslaget er et EF-direktiv. Det er en rammelov, som skal følges op af nogle bekendtgørelser. Med forslaget indføres der for første gang i Danmark et egentligt producentansvar, hvilket især indebærer, at producenter pålægges ansvar for både håndtering og finansiering af affald.
     Elektronisk skrot udgør nu en af de hurtigst voksende affaldsstrømme i EU. Det anslås, at denne affaldstype fremover vil vokse med mindst 3-5 pct. om året, og derved er indførelsen af et producentansvar tiltrængt.
     Gennemførelsen af producentansvaret forventes at styrke forebyggelsen af affaldsdannelsen og fremme udviklingen af elektronisk udstyr, der er lettere at genanvende, fordi der for første gang kobles et økonomisk incitament til producenternes miljøansvar.
     Når der etableres et så omfattende nyt system parallelt med den kommunale affaldshåndtering, bør der i lovforslaget eller måske i en senere bekendtgørelse indsættes en bestemmelse om, at ordningen tages op til evaluering efter 5 år, således at det er muligt at se, om den danske ordning lever op til direktivets miljømæssige intentioner. Dette har de kommunale parter også ønsket.
     Socialdemokraterne vil stille en række opklarende spørgsmål under udvalgsbehandlingen, bl.a. ønsker vi en tydeligere tilsynskompetence imellem statens og kommunernes tilsynspligt. I den forbindelse er det særlig vigtigt, at det specificeres, hvilke overvågningsmekanismer tilsynsmyndighederne får, herunder hvilke sanktionsmuligheder staten har. Uden troværdige og slagkraftige sanktioner kan producentansvaret ikke realiseres.
     Vi støtter lovforslaget og intentionerne om at skabe et producentansvar, for kun på denne måde får vi standset vores stigende affaldsmængder af miljøskadelige stoffer på dette område. Ved at gøre producenterne økonomisk ansvarlige for deres elektronikskrot og dets genanvendelse og nyttiggørelse kan producenterne tilskyndes til at designe mere miljørigtige og bæredygtige produkter.
     Behovet for, at erhvervslivet tilpasser sig og tager større hensyn til miljøet, er noget, der ligger Socialdemokraterne meget på sinde. Vi er overbevist om, at de lande og industrier, der fornyer sig hurtigt, i sidste ende også vil stå stærkere i konkurrencen end dem, der reagerer langsommere.
     Socialdemokraterne ser positivt frem til udvalgsbehandlingen.

I Dansk Folkeparti er vi også meget optaget af affaldsmængden, som vi producerer her i Danmark, og i de seneste dage har vi set i aviserne, at der også er andre, der ønsker, at vi skal behandle affaldet på en mere detaljeret måde. Det kan man altid diskutere. Her har vi i hvert fald et udmærket forslag, som er fremsat af miljøministeren. Det fremkommer, som andre også har sagt, på grund af et direktiv, som vi skal leve op til. Men det er selvfølgelig også for at fremme denne her genanvendelse af affaldet og få andre metoder til at nyttiggøre affaldet. Er vi så dækket nok ind med det lovforslag, som er fremsat? Der kan vi i Dansk Folkeparti godt have vores tvivl. Vi mener, at som der står i lovforslaget, at ministeren kan fastsætte regler for eksportører, der leverer udstyr over internettet - det, der bliver solgt over internettet - er vi nødt til ligesom at tage lidt mere håndgribeligt fat om, hvad det betyder, og hvad ministeren har tænkt sig at gøre på området. Vi ser det som et voksende problem, hvis man ligesom åbner en ladeport på det her område. Så jeg vil gerne spørge ministeren: Har man nogen konkrete tiltag, som man vil tage på det her område her?

     Vi skal selvfølgelig også sikre, at vi har en god indsamling, og der er vi godt på vej med det lovforslag, som er fremsat her.
     Vi har været ude at kritisere det lidt, hvis man skulle til at oprette en masse elektronikskrotpladser ude hos alle forhandlere. Her vil jeg godt bede ministeren om, at vi ligesom kan få en bekræftelse på, at det her er tiltænkt nye produkter, som kommer på markedet, så man ikke ligesom pålægger eksisterende produkter meget mere - hvad skal man sige? - håndtering og oprettelse af såkaldte elektronikskrotlossepladser.
     Alt i alt synes vi, at det er fornuftige tiltag, vi ser på det område, så vi kan få nogle af de husholdningsmaskiner, mobiltelefoner og den slags ting, som er med til at give elektronikskrot, væk fra markedet og stadig væk beholde vores gode indsamlingssystem på de kommunale indsamlingspladser. Alt i alt ser vi positivt på forslaget og glæder os til den videre udvalgsbehandling.

Fra konservativ side kan vi støtte det her forslag.
     Vi finder det interessant, at man flytter ansvaret for affaldshåndteringen fra dem, der producerer affaldet, til dem, der producerer. Det giver et incitament til at udvikle mere miljøvenlige produkter og sikre, at et apparat ikke behøver at blive udskiftet, bare fordi en mindre komponent går i stykker.
     Omkostningerne for husholdningerne er beregnet til 40-50 kr. pr. år, men det skulle jo gerne modsvares af en nedsættelse af de kommunale gebyrer for affaldshåndteringen med et tilsvarende beløb. For producenters og importørers, der nu får ansvaret for affaldet, vedkommende må de overvælte omkostningerne på forbrugerne ved køb af nye apparater, og det forventes, at omkostningerne vil svare til en prisstigning på ca. 1 pct.
     Lovforslaget introducerer et helt nyt princip og nye begreber i dansk lovgivning. Der stilles krav om producentansvar. Det betyder, at de virksomheder, der producerer eller importerer produkter, i fremtiden får ansvaret for, at affaldet bliver behandlet miljømæssigt korrekt, og at det skal være virksomhederne, der skal betale omkostningerne.
     Lovforslaget indfører elektronikskrotdirektivet eller det såkaldte WEEE-direktiv i dansk lovgivning. Det betyder, at mobiltelefoner, fjernsyn, computere, vaskemaskiner, og hvad der i øvrigt tidligere har været nævnt, nu bliver omfattet af lovforslaget. Dette affald indeholder mange miljøskadelige stoffer, såsom kviksølv, kadmium, bly, kobber, bromerede flammehæmmere og pvc.
     Producenterne skal fremover for egen regning sørge for indsamlingen og håndteringen af dette affald. Det forudsætter, at producenterne påtager sig et ansvar, som tidligere påhvilede det offentlige. Affaldshåndteringen privatiseres, og der skabes derved en øget konkurrence.
     I Danmark skal kommunerne blive ved med at samle elskrot ind fra husholdningerne og i mindre mængder fra erhverv; producenter og importører skal herefter sørge for afhentning og behandling af affaldet. Det vil også være muligt for den enkelte producent selv at varetage indsamlingen, men i den situation skal der jo stilles en garanti for, at det sker. Flere EU-lande har implementeret det, ligesom vi har, nemlig Holland, England og Sverige, med en kombination af offentlige regler og private aftaler. Under udarbejdelsen af lovforslaget har der løbende været kontakt til branchen for at sikre, at de er enige. Det er naturligt, idet lovforslaget jo handler om producentansvar, og fordi det bliver branchen selv, der skal gennemføre det praktiske. Noget af det, der skal ske, er oprettelsen af et nonprofitselskab, der skal indsamle affaldet og gennemføre registreringer og informere offentligheden. Der skelnes mellem husholdningsaffald og erhvervsaffald, endvidere skelnes der mellem nyt affald og historisk affald. Her er der en sjov detalje i lovforslaget, idet det historiske husholdningsaffald og erhvervsaffald behandles forskelligt. Baggrunden for det er en ændring i direktivet, som skete under behandlingen i Europa-Parlamentet.

     For forbrugerne skal det fortsat være muligt at aflevere elskrot på den kommunale genbrugsplads, som de plejer. Først derfra er det så, at producenterne overtager ansvaret. Det betyder en fordel for miljøet, og det kan jo være med til, at producenterne ændrer på produkterne, således at det ikke bare bliver brug og smid væk.

Det her forslag om bedre håndtering af elektronisk affald er en del af regeringens lovprogram, som i øvrigt er relativt tyndt og uambitiøst. Man kan vel generelt om regeringens lovprogram på miljøområdet sige, at det rummer to elementer, nemlig opfølgning af EF-direktivet og så en implementering af strukturreformen på miljøområdet, og de sidste forslag er vi sådan set helst helt fri for.
     Selvstændige initiativer fra regeringen på miljøområdet er der overhovedet ikke tale om. Men det er formentlig med lovprogrammet, ligesom miljøministeren oplyste i eftermiddag om regeringens miljøpolitik i finansloven, at større ambitioner ville kræve en ny regering.
     Så til det konkrete forslag. Det er godt, at der nu er kommet et direktiv, der i det mindste på det her område får regeringen til at tage nogle miljøpolitiske initiativer. Alt for meget elektronisk affald ender jo i dag i affaldsspanden og dermed vores dagrenovation og dermed på forbrændingsanlæg.
     Det betyder, at elektronisk affald bliver brændt af, og at miljøgifte og dioxin ryger ud igennem skorstenene og ender
i vores miljø, og alt for mange undersøgelser viser, hvor slutresultatet ender, nemlig i kvinders modermælk, i små børns hjerner og blod. Derfor er det afgørende nødvendigt, hvis man vil gøre noget ved den stigende forurening af vores omgivelser, at sikre en langt bedre indsamling og genanvendelse af elektronisk affald. Det er det, som forslaget lægger op til. Det gør det på en helt rigtig måde med en fremgangsmåde, som vi fuldt ud støtter, nemlig ved at indføre et producentansvar, som gør, at det er producenterne, der så at sige får ansvaret for produkterne fra vugge til grav og dermed også motiveres til at producere produkterne fra starten af på en måde, så der er mindst muligt affald og størst mulige genbrugsmuligheder i produkterne. Vi er derfor tilhængere af forslaget, men vi vil selvfølgelig meget gerne medvirke til at sikre, at det bliver en implementering i dansk lovgivning, som er så ambitiøs som overhovedet muligt, når der nu endelig er en mulighed for ambitiøs miljøpolitik. Det betyder, at vi under udvalgsarbejdet gerne vil diskutere, hvilke målsætninger der ligger for indsamling af de forskellige produkter og produkttyper. Hvad er ambitionsniveauet for regeringen med hensyn til, hvor mange mobiltelefoner der skal indsamles? Er det 20 pct., eller er det 100 pct.? Hvilke metoder ønsker man at tage i anvendelse for at sikre en høj og ambitiøs indsamlingsprocent af de forskellige produkter? Det er jo klart nok, at de meget store produkter formentlig vil være nemmere at sikre en indsamling af, hvorimod det bliver sværere med mange af de mindre produkter, som folk har en tilbøjelighed til ikke at være klar over indeholder elektronik og derfor bare smider ud i affaldsspanden, at have en høj indsamlingsprocent. Vi er altså også interesseret i at sikre, at der bliver lavet indsamlingssystemer, som gør, at også de mindre og lidt mindre synlige produkter rent faktisk i stort omfang bliver indsamlet. Det indebærer bl.a., at vi skal have undersøgt, hvordan produkterne bliver mærket, for så vidt vi kan se ud af lovforslaget, er der ikke noget sikkert krav om, at det er selve produktet, der bliver mærket. Det kan være på emballagen, at mærkningen findes, og hvis den er smidt ud, længe før selve produktet bliver kasseret, er der jo ikke nogen særlig sikkerhed for, at folk rent faktisk er klar over, at de her har et produkt, der skal indsamles på en bestemt måde. Vi er også meget interesseret i at diskutere indsamlingsmåden: Hvor tæt på forbrugeren finder indsamlingen sted? Kan vi lave den sådan, at den mest hensigtsmæssigt sikrer en høj genindsamling? Og endelig: Hvad er det for informationer, som producenterne bliver forpligtet til at give forbrugerne? Er det bare på en hjemmeside, hvor de systemansvarlige informerer, eller skal vi sikre en mere vidtgående information? Det er klart, at direktivet stiller nogle minimumskrav, men der er jo, så vidt vi ved, ikke noget forbud mod at implementere lidt mere ambitiøst, end der er lagt op til. Og det kunne da også være en positiv nyskabelse, at Danmark i forhold til, hvad vi har gjort de sidste par år, begyndte at implementere en lille smule ambitiøst.

     Så vi er positive over for forslaget. Vi vil gå konstruktivt ind i udvalgsarbejdet, og vi vil gerne sikre, at det bliver udformet så ambitiøst, som overhovedet muligt, og at vi ikke får nogen uklare hjemler, som kunne betyde, at ambitionerne ikke bliver så store, som de kunne være.

Jeg vil godt spørge hr. Jørn Jespersen, hvad han mener med ambitiøst, for jeg synes i det hele taget, at lovforslaget er meget ambitiøst. Der er tale om, at indsamlingssystemet er enten sådan, som vi kender det i dag, nemlig via den kommunale genbrugsplads, eller at det enkelte firma kan lave en individuel indsamling på en til en-basis. Det synes jeg da er et meget ambitiøst mål. Hvad mener SF, når de siger, at det skal være ambitiøst?

Jeg går ud fra, at den konservative ordfører spørger til ambitionsniveauet i det konkrete forslag og ikke i regeringens miljøpolitik. Begge dele ville sådan set være hurtigt at svare på, men jeg går ud fra, at det er om det konkrete forslag.
     Derfor vil jeg sige, at når vi her snakker om at være ambitiøse, så går det som hovedoverskrift på at sikre, at indsamlingen bliver effektiv og gennemført i så stort omfang som overhovedet muligt. Vi så helst, hvis vi sådan lidt utopisk forestillede os det, at vi kunne sikre 100 pct.s indsamling og genbrug af elektronisk affald. Det er selvfølgelig ikke realistisk i den virkelige verden, men jo tættere vi kan komme på det, jo bedre.
     Derfor vil vi gerne diskutere, hvilke systemer vi kan stille op for at sikre, at vi kommer op på så høj en genindsamlingsprocent som overhovedet muligt. Selvfølgelig under forudsætning af, at det også er økonomisk fornuftigt at gøre det. Men ud fra de økonomiske rammer og muligheder: et så højt ambitionsniveau med hensyn til indsamling og genanvendelse som overhovedet muligt.

Der er jo i forslaget incitament til at producere mere miljøvenlige produkter, som jo kommer af, at ansvaret for bortskaffelsen også nu påhviler producenten.
     Hvordan vil man sikre en høj procent i forbindelse med indsamling? Hvordan tænker SF at opnå de her mål?

Jeg er enig i, at der er et incitament for den enkelte producent til at producere så miljørigtigt som muligt, i og med at man skal bære de økonomiske omkostninger ved at indsamle produktet. Jeg sagde også i min ordførertale, at det synes vi er den rigtige tankegang, og at den støtter vi varmt.
     Hvordan sikrer vi så, at så meget elektronikaffald bliver samlet ind som overhovedet muligt og dermed ikke ender på forbrændingen og som miljøgifte i vores omgivelser? Det er vi åbne over for at diskutere hvordan man gør bedst muligt.
     For os at se handler det bl.a. om at sikre, at der kommer en mærkning på selve produktet, så forbrugerne er klar over, at her er der et elektronisk produkt, som man ikke skal smide i affaldsspanden, og som man ikke skal lade komme over
i forbrændingssystemet. Det handler også om at sikre en genindsamling relativt tæt på forbrugerne, måske i forbindelse med de indsamlingssystemer, der i forvejen er af flasker og aviser osv., måske ved den enkelte husstand, hvis det er muligt. Vi har ikke den endelige løsning. Vi tør ikke lægge os fast på det før udvalgsbehandlingen, men vi vil meget gerne drøfte det, og vi synes, at vi under udvalgsbehandlingen skal undersøge, hvordan vi sikrer et så højt indsamlingsniveau som muligt under hensyntagen til de økonomiske muligheder.

Lovforslaget om producentansvar for elektronikskrot er et godt forslag, som vidner om, at EU i mange sammenhænge bidrager til et væsentligt løft af medlemslandenes miljømæssige standard.
     Det er sund fornuft at tvinge producenter af elektronikudstyr til at tage de årlige tusinder af ton elektronikaffald tilbage med henblik på genbrug og genanvendelse. Det vil spare samfundet for mange affaldsproblemer, og samtidig kan der blive tale om en væsentlig ressourcebesparelse, hvis elektronikudstyret eller dele heraf genbruges i nye produkter. Det Radikale Venstre støtter forslaget, og vi glæder os til at se det udmøntet.
     Her i eftermiddags kunne jeg forstå, at miljøministeren var gruelig skuffet over oppositionens indsats i finanslovforhandlingerne, at vi altså ikke havde været i stand til at overbevise regeringen om, at der skulle bruges flere penge på miljøområdet. Det er jeg selvfølgelig også ked af, men man kan sige, at mens vi så venter på, at oppositionen kommer til at kunne gennemføre en mere ambitiøs miljøpolitik, må man i alt fald glæde sig over, at vi har EU.

Nu synes jeg godt nok, at fru Elsebeth Gerner Nielsen gør det meget vanskeligt, for hvis det er sådan, at vi skal til at vælge mellem regeringen og EU, så bliver det hele meget vanskeligt.
     Men om det her forslag vil jeg sige, at det er et overordentlig kompliceret forslag, det kan man vist roligt sige. I hvilket omfang det er ambitiøst, som hr. Jørn Jespersen er inde på, er det derfor også meget vanskeligt at sige, og i hvilket omfang det vil medføre en bedre affaldssortering her i Danmark, er noget, som vi i udvalget må kigge overordentlig grundigt på.
     Jeg har som udgangspunkt svært ved at forstå, at en privatiseret ordning skulle sikre en bedre affaldshåndtering end en kommunal ordning. Det er bare sådan mit instinkt, men jeg har det sådan, at hvis vi overlader det til markedet og de private virksomheder, så bliver det som regel dårligere, end hvis kommunerne har ansvaret.
     Her har man altså fundet på, at virksomhederne selv skal have ansvaret. Så er det, jeg tænker på, når vi så tænker på elektriske tandbørster, mobiltelefoner, lommeradioer, og hvad der ellers kan være: Hvordan er det så, at virksomhederne sikrer, at de kommer ud til fru Jørgensen, som måske sidder i en rullestol, og som skal hen på en kommunal affaldssorteringsplads, hvis der ellers er sådan en i nærheden? Der er ikke en der, hvor jeg bor. Jeg ved ikke, hvor mange kilometer der er hen til en, men det er i hvert fald rigtig mange kilometer. Fru Jørgensen skal altså nå derhen, og så skal den affaldsplads have en aftale med virksomheden om viderelevering af dette apparatur, hvis det ellers nogen sinde bliver indsamlet.
     Jeg vil sige, at det er et noget akademisk forslag. Sandsynligheden for, at det kommer til at fungere ude i virkeligheden, er vel strengt taget også noget akademisk. Derfor synes jeg, at det, vi skulle begynde med, var at pålægge kommunerne, at affaldet skal sorteres i de forskellige elementer og samles sammen. Det har kommunerne under alle omstændigheder ansvaret for. Om nogle af virksomhederne så skal betale for indsamling af deres specielle affald, kan vi så vende tilbage til i anden omgang.
     Jeg ved ikke, hvor ministeren bor, men jeg bor jo i en kommune, der har en helt ekstremt dårlig affaldshåndtering, nemlig Århus Kommune. Jeg skal ikke kunne sige, om det er lige så dårligt andre steder, men i Århus Kommune har man ikke mulighed for at komme af med affaldet, medmindre man har en privatbil eller på anden vis er privilegeret.
     Vi har godt nok en frivillig ordning i den boligforening, hvor jeg bor, hvor vi selv har oprettet sådan en sorteringsplads, men heller ikke den sikrer jo en fuldstændig sortering, for det forudsætter, at folk gør det frivilligt. Det er det desværre ikke alle der gør. Så længe der ikke bliver taget hånd om det grundlæggende problem, hvordan skal disse ting så nogen sinde blive til det flotte forslag, i hvert fald på papiret, som ministeren har præsenteret her?
     Det, jeg bare antyder, er, at det her er et akademisk projekt, som der er nogle bureaukrater nede i Bruxelles, der har brugt en vældig masse ressourcer og arbejdskraft på at sidde og udtænke, og som altså bærer lidt præg af, at de i Bruxelles har meget langt til de lokalområder, hvor sådan noget her skal fungere. De ved nok dybest set heller ikke ret meget om, hvordan det fungerer i Århus.
     Vi vil da, hvis der skulle være positive elementer i det her forslag, naturligvis gå ind i udvalgsarbejdet med et åbent sind. Det gør vi jo altid. Men forslaget går lidt uden om problemet, for problemet er, at vores affald ikke bliver sorteret og indsamlet.
     Jeg vil godt spørge ministeren, om der er andre end kommunerne, der kan gøre det. Man kunne pålægge boligejerne at gøre det. Man kunne pålægge de private parcelhusejere, boligejerne, boligorganisationerne osv. at etablere et sådant system. Jeg er sikker på, at i min boligforening vil vi gerne gøre det, hvis vi bliver det pålagt og får mulighed for også at opkræve afgifter af dem, der ikke sørgede for at få det afleveret der, hvor det skal afleveres.
     Men så længe man ikke har sådan et grundlæggende sorteringsapparat, bliver det her jo ikke andet end nogle tegninger på et stykke papir. Jeg er ked af at sige det, for jeg kan da høre på ministeren og nogle af ordførerne, at de tror, det er et vældig flot forslag, de har fået i hænderne, og vældig langt og indviklet er det jo også, men der er meget langt fra det her forslag og så ud til virkeligheden.

Da Kristendemokraternes ordfører på området, hr. Mogens Nørgård Pedersen, ikke kan være til stede, så skal jeg på hans vegne fremføre følgende:
     Kristendemokraterne har igennem en del år kæmpet for at få indført et egentligt produktansvar, og derfor var vi også begejstrede for vedtagelsen af direktivet, uanset at der kan være langt fra Bruxelles til Brabrand. Desværre implementeres direktivet først nu i dansk lovgivning og desværre kun på et enkelt område.
     For Kristendemokraterne er det utrolig vigtigt, at der tages de fornødne initiativer for at modvirke det forbrug, der stort set ikke bidrager til meget andet end at få affaldsbjergene til at vokse yderligere. Vi ønsker derfor fortsat at understrege behovet for en ændring af forbruget, nemlig væk fra det kvantitative hen mod det kvalitative.
     Det er ulykkeligt, at den økonomiske vækst i vores samfund betyder stigende affaldsmængder. En generel økonomisk vækst må og kan ske uden at belaste miljøet yderligere. Vi kan ikke bare lade de fremtidige generationer stå med et affaldsbjerg, når vi har alle mulighederne for at undgå det.
     Produktansvaret er en af disse muligheder. Det er på mange måder en fremragende model, hvis den benyttes rigtigt. Med produktansvaret får man i vores optik skabt en bevægelse væk fra producenternes naturlige ønske om et kvantitativt forbrug, hvor et fjernsyn skal være så billigt som muligt at producere og komponenterne helst ikke være for langtidsholdbare. Resultatet er billigere fjernsyn til forbrugerne, til gengæld er produktet ikke så holdbart og hamrende dyrt at reparere, og dermed er der skabt en cyklus, hvor resultatet bliver køb og smid væk snarere end køb og reparer.
     Med produktansvaret bliver første skridt taget for at komme nærmere en køb og reparer-mentalitet. Man kan ikke klandre fjernsynsproducenter for hidtil at have tænkt kvantitativt. Derfor er produktansvaret netop fremragende ikke bare i forhold til at sikre mere miljøvenlige produkter, men også med henblik på at skabe en mentalitetsændring.
     Vi er godt klar over, at visse teknologiske landvindinger umuliggør et længerevarende brug af produkter som fjernsyn, computere og mobiltelefoner, men man får alt andet lige skabt en bevægelse hen imod, at produkter i højere grad skal kunne opgraderes frem for at kasseres.
     Kristendemokraterne har tidligere i Folketinget foreslået indført produktansvar og også tilbagetagningspligt for emballageaffald. Argumenterne for disse forslag har været stort se de samme, som man fremfører i lovforslaget for elektronikskrot. Derfor håber vi også, at forslaget om, at de enkelte virksomheder og importører skal forpligtes til at tage emballage tilbage, nu får mere medvind her i Folketinget.
     Forslaget om at indføre et producentansvar for elektronikskrot er et vigtigt første skridt i den rigtige retning. Derfor vil Kristendemokraterne gå positivt ind i udvalgsbehandlingen.

Tak for de mange imødekommende kommentarer til forslaget. Det er klart, at det er teknisk kompliceret, og derfor er der selvfølgelig også en række af de ting, der er blevet nævnt her, som skal belyses yderligere i udvalget.
     Som det er blevet nævnt, er hovedformålet med forslaget at implementere EU's elskrotdirektiv. Flere har været inde på, hvad det vil sige, men det omfatter f.eks. kasserede mobiltelefoner, fjernsyn, computere, vaskemaskiner og håndværktøj.
     I år vil der blive solgt omkring 130.000-140.000 t elskrot i Danmark. Om året kasseres der omkring 110.000 t elskrot i Danmark, og tallet er, jeg tror, det var fru Inger Bierbaum der gjorde opmærksom på det, stigende. Derfor er der ikke tvivl om, at der er behov for en indsats. Med lovforslaget indføres et producentansvar. Jeg må ærligt indrømme, at jeg har svært ved at forstå, at lige præcis det at give producenterne ansvar er hr. Keld Albrechtsen og Enhedslisten så kritiske over for. I praksis betyder det jo, at producenter og importører for egen regning skal tage affald tilbage og håndtere det miljømæssigt rigtigt, samt at de skal tilmelde sig et producentregister. Producenter og importører vil så etablere et privat system for at opfylde deres forpligtelser.
     I Danmark har vi jo en tradition for, at det er sidste bruger, der betaler for håndteringen af affaldet, og derfor er det nødvendigt at ændre loven, så vi kan gennemføre direktivet.

     Det er regeringens forventning, at lovforslaget vil være med til at begrænse affaldsmængden og forbedre behandlingen af affaldet, fordi producenter og importører jo får et incitament til at sikre, at ting kan genanvendes, og at de forhåbentlig også bliver lettere at reparere. Det er præcis, som ordføreren for Kristendemokraterne gjorde opmærksom på, et opgør med brug og smid væk-filosofien. Der vil alt andet lige ske en mindre belastning af miljøet.
     Den sidste bruger, hvad enten det er en husholdning eller en virksomhed, skal som hidtil aflevere deres elskrot forsvarligt f.eks. til den kommunale genbrugsstation. I dag er kommunen ansvarlig for at etablere indsamlingsordninger for elskrot og for, at affaldet bliver behandlet rigtigt, og kommunen finansierer behandlingen gennem kommunale affaldsgebyrer.
     I fremtiden kan sidste bruger vælge at aflevere f.eks. den udtjente pc enten til en kommunal indsamlingsordning eller til en privat indsamler, der er producent eller importør. I den første situation henter det private system affaldet på det kommunale indsamlingssted og sørger for, at det derefter bliver behandlet korrekt. Omkostningerne til afhentning og behandling fordeles mellem producenter og importører på markedet.
     I den anden situation sørger den private indsamler selv for, at affaldet behandles korrekt, og han indberetter så til det private system, hvor meget affald han har sørget for behandling af. Det fungerer så som hel eller delvis opfyldelse af hans producentansvar. Producenter og importører forventes at dække deres affaldsomkostninger gennem prisstigninger på nye produkter. Netop fordi lovforslaget handler om producentansvar, har Miljøministeriet forud for udarbejdelsen af lovforslaget haft tæt kontakt til de organisationer, der repræsenterer de danske producenter og importører. Organisationerne har med DI
i spidsen tilkendegivet, at de vil være med til at oprette de fælles ordninger, der er nødvendige, for at producenter og importører kan organisere og finansiere håndteringen af elskrot. Lovforslaget er baseret på den samme implementeringsmodel, som en række af de andre EU-lande har valgt. Efter hvad jeg har fået oplyst, har bl.a. Holland, England og Sverige valgt tilsvarende løsninger, hvor en væsentlig del af reguleringen overlades til branchen selv. Lovforslaget skal understøtte det system, som brancheorganisationerne vil etablere for at gennemføre producentansvaret i praksis. Derfor koncentrerer lovforslaget sig om at fastsætte de enkelte producenters og importørers pligter. Hvordan producenter og importører i praksis vælger at opfylde pligterne i fællesskab er derimod overladt til dem selv. Lovforslagets bestemmelser skal desuden understøtte, at tilslutningen til det private system bliver høj. Så vil jeg, som jeg sagde i indledningen, nævne, at det altså er omkring 130.000-140.000 t nyt skrot - da er det jo ikke skrot endnu - der bliver indkøbt hvert år, og der er
110.000 t, der går til affald. I dag er det kun ca. 40.000 t af det, der indsamles og behandles særskilt. Man regner med, at når det her er ført ud i livet, vil der ske cirka en fordobling af det, der indsamles og behandles. Og det er jo der, den egentlige miljømæssige værdi af det her forslag ligger. Må jeg komme med en enkelt kommentar til hr. Jørn Dohrmann, der spurgte om det her med salg via nettet osv. Da må man sige, at foreløbig er det nærmest mikroskopisk, nærmest ikke til at måle, men det er klart, at den problemstilling kan man jo også tage med ind, når man skal skrue selve ordningens udmøntning sammen. Så vil jeg bare sige til hr. Jørn Jespersen, der spurgte til ambitionsniveauet for forskellige kategorier: Jeg har været lidt inde på her, at grundlæggende er det, at producenterne får et incitament til at sørge for, at der måske er færre ting, der bare skal smides væk. Det er en af tingene. Der skal selvfølgelig stadig væk være fokus på, at folk får et incitament til at aflevere både batterier og småt skrot, men da den store gevinst ligger i, at producenterne får et ansvar for at lave miljømæssigt forsvarlig behandling, håber vi alt andet lige, at dobbelt så mange ton skrot som i dag vil blive behandlet. Det er dér, den store værdi dybest set ligger. Og så bare lige til sidst: Jeg havde næsten ikke troet, at hr. Jørn Jespersen allerede nu ville give mig lejlighed til ligesom at præcisere, hvad hr. Jørn Jespersen udmærket godt ved var en fortalelse her i eftermiddag. Hr. Jørn Jespersen ved jo udmærket godt, at mit ræsonnement var, at et finanslovforslag ikke kan ændres, når det er fremsat, fordi der kommer en enkelt ny minister. Det ville i givet fald have krævet nyvalg. Men jeg er sikker på, at hr. Jørn Jespersen nok skal få meget morskab ud af den fortalelse alligevel.

Grunden til, at jeg kom med de bemærkninger, var jo netop det forhold, at jeg er meget skeptisk over for den antagelse, at man skal kunne nå op på de indsamlingsmængder, hvis man ikke tager fat om selve kilden til indsamling, som er ude i boligområderne, og som kommunen er den eneste myndighed til at håndtere. Derfor er vi bekymrede for, at der sker en ansvarsforflygtigelse med det her, fordi der så vil være en fristelse til, at kommuner siger: Nå, men det er jo producenternes ansvar.
     Vi er ikke indstillet på at medvirke til at fjerne kommunernes ansvar.

     Det er desværre bare ikke rigtigt, hvad flere ordførere og også ministeren ligesom har antydet her i dag, at kommunerne i dag håndterer den opgave. Det gør de rent faktisk ikke. Når det gælder det mindre affald som f.eks. batterier og mobiltelefoner, så bliver det typisk overhovedet aldrig indsamlet og sorteret ud, det går direkte til forbrænding, og det bliver der jo ikke lavet noget om på ved det her. Hvis kommunerne så tilmed ikke længere har ansvaret eller i hvert fald kan forflygtige deres ansvar, er det altså ikke godt.

Jeg ved ikke, om hr. Keld Albrechtsens indlæg skal forstås som sådan et forsvar for at få større konkurrence ind på det her område og sådan få mere liberalisering af affaldsmarkedet, men det, som det her forslag handler om, er jo, at producenterne får et incitament til at informere noget mere om, hvor det er, man rettelig skal aflevere det. De får nogle incitamenter til sådan måske for nogles vedkommende at sørge for, at der sker privat indsamling af noget af det. De får nogle incitamenter til at arbejde for, at produkterne kan få længere levetid.
     Der er jo også her involveret en hjemmel til ministeren til, at man i nogle tilfælde kan gå ind og sige, at man ikke må markedsføre ting, hvis de ikke kan genanvendes, hvis de simpelthen er lavet med henblik på bl.a. ved hjælp af nogle bestemte elektroniske chips ikke at kunne genanvendes. Der er jo nogle hjemler, som i givet fald vil kunne bruges. Så nogle af de bekymringer, hr. Keld Albrechtsen har, tror jeg at vi vil kunne imødekomme, når vi i udvalgsarbejdet går mere ned i nogle af de konkrete hjemler.

Jamen det vil jeg da håbe at man vil kunne. Problemet er bare, at man så siger: Nå ja, men det skal de private selskaber så sørge for. Men hvordan de sådan finder ud af det, er overladt til dem selv. Vi ved så samtidig, at det her er et område, der bliver totalt forsømt af en række kommuner. Jeg vil medgive ministeren, at hvis det er store vaskemaskiner, så er der en større mulighed for, at de når frem til en kommunal genbrugsplads, men i min egen hjemkommune har jeg set tilfælde, hvor mindre elektronik, eksempelvis disse her skrækkelige ovne, som man varmer mad i, ryger direkte i containeren og direkte i forbrændingsanlægget. Og Århus Kommune foretager sig ikke en pind for at forhindre det, ikke en pind. De er fuldstændig ligeglade.
     Det, der er min bekymring, er, at hvis man vedtager noget, hvor Århus Kommune så får mulighed for at sige, at det er alle mulige andre, der har ansvaret, så bliver de endnu mere ligeglade - hvis det overhovedet er muligt. Det er bare min bekymring på et meget principielt niveau.
     Jeg håber da, at ministeren har ret i, at når vi kommer ned i detaljerne, så vil der være nogle fremskridt, nogle hager, som man vil kunne tage fat i, så vi kunne gøre det lidt bedre, end det er i dag. Hvis der er det, så vil vi være glade for det i Enhedslisten ...

Ja tak.

... men min bekymring er betydelig.

Jeg skal ikke til at bruge § 29 i forretningsordenen, vel?

Nej, nej.

Jeg vil bare sige til hr. Keld Albrechtsen, at det jo ikke er sådan, at det her forslag kan fritage kommunale affaldsbehandlere osv. for f.eks. at have en affaldsstrategi med nogle meget klare mål og nogle meget klare incitamenter eller for stadig væk at gøre deres arbejde og informere og oplyse befolkningen om nødvendigheden af, at ens mobiltelefon med nogle uhensigtsmæssige komponenter ikke bare ryger ned i husholdningsaffaldet. Det friholder det os jo ikke for stadig væk at tage alvorligt og gøre noget for i nogle andre slags sammenhænge.
     Det, jeg bare synes måske overses lidt i hr. Keld Albrechtsens argumentation, er, at her får producenterne jo altså også et incitament - de har jo også en udgift. Hr. Keld Albrechtsen spørger, hvorfor de skal have lov til sådan at bestemme, hvordan det bliver skruet sammen. Ja, det skal de jo bl.a., fordi det er dem, der nu finansierer ordningen. Det er jo vigtigt, at der bliver taget hånd om, at dobbelt så mange tusinde ton skrot forventeligt kan behandles miljømæssigt forsvarligt - fra ca. 40.000 t til ca. 80.000 måske 100.000 t er de tal, jeg har fået. Det er dog alligevel noget, der kan batte lidt miljømæssigt.

Det kan godt være, at jeg lige var uopmærksom et øjeblik, men jeg synes ikke rigtig, at jeg fik svar på mit spørgsmål om det med, at ministeren kan fastsætte regler for eksportører i udlandet, der f.eks. ved at sælge det over internettet leverer elektrisk udstyr direkte til husholdninger i Danmark. Hvad har miljøministeren tænkt sig at gøre netop for at hindre det her problem, som vi ser, og som i hvert fald jeg tror er et stigende problem?

     Hvordan skal den fordeling af den økonomiske del af det her ligesom foretages? For mig er det også vigtigt, at det både er store og små apparater, vi taler om her, at det ikke kun er en lille gruppe. Men det kan godt være, jeg var uopmærksom et øjeblik. Kunne ministeren sige det en gang til?

Ja, det vil jeg gerne, og jeg svarede faktisk på det før, men vil gerne gentage, at det jo bl.a. er lagt op til producenterne at aftale, hvordan de skal gøre det, også i henhold til udenlandske producenter. I princippet skal de tilslutte sig et producentregister, i princippet skal de kunne få en regning. Hvordan skal det ske i praksis?
      Der er det, jeg siger, at lige præcis omkring nethandel med nogle af de her ting, er vi stadig væk nede i nogle meget, meget, meget små mængder, men det ændrer ikke ved, at det vil kunne tages op, når de forskellige organisationer, hvilket de jo er i gang med nu, skal prøve at udmønte de her ting. Det var også det, jeg svarede hr. Jørn Dohrmann i første omgang.

Ja, men jeg synes bare ikke, at det er godt nok, at man ligesom kan tage det op, for vi ved jo, at de, som sidder i udlandet, i hvert fald ikke er interesseret i at betale for den ordning her. Hvis de kan få en ydelse, der i dag betales af skatteborgerne, så er de ikke interesseret i at skulle til at betale for den ydelse ud af egen lomme, så derfor ønsker jeg nogle klare tiltag, så man op mod et hundrede procent sikkert sikrer sig, at det også rent faktisk sker.
     Jeg ser, at det med almindelige aftaler ikke er godt nok, så derfor kunne jeg godt tænke mig at høre: Har ministeren nogle konkrete bud på, hvordan man får fat i de her forhandlere over internettet? For vi ser, at det er et stigende problem. Det kan godt være, at man synes, det er et relativt lille problem på nuværende tidspunkt, men vi ved, det er stigende, og det må ministeren også kunne nikke genkendende til.

Jo, men det tror jeg da at hr. Jørn Dohrmann har fuldstændig ret i, men det er jo her, det er vigtigt, at der er en hjemmel, hvor man kan tage sig af de aspekter, som hr. Jørn Dohrmann påpeger.
     Jeg mener dog stadig væk, det er rigtigt at sige, at når vi lægger det op her og siger til branchen: I skal finansiere det her, I skal også finde en løsning på, hvordan I vil gøre det her, nu bliver I pålagt sådan og sådan og sådan, og kom så med et bud på, hvordan vil I løse det - så kan vi jo ikke samtidig stå og i detaljer beskrive for dem, hvordan de så skal løse det, samtidig med at de i øvrigt skal betale regningen. Så jeg synes, det er vigtigt, at hjemmelen er her, og det er den.
     Hvad angår sådan præcis, hvor stor en del af det, vi taler om her, der forhandles via nettet i dag, kan vi jo eventuelt vende tilbage til under udvalgsbehandlingen og se, om der overhovedet findes nogle sikre tal for det.

Det, jeg godt vil spørge til, er ambitionsniveauet. Ministeren var inde på, at det forhold, at producenterne nu skal finansiere indsamlingen, vil, vurderer man i ministeriet, føre til en dobbelt så stor indsamlet mængde, forstod jeg. Jeg kender ikke forudsætningerne for den beregning, og det er selvfølgelig et stort fremskridt i forhold til, hvad det er i dag. Men spørgsmålet er: Er det ambitiøst nok?
     Med de tal, ministeren oplyste, svarer det, så vidt jeg umiddelbart kan vurdere, til, at det er et lille stykke over halvdelen af den samlede mængde, der vil blive indsamlet. Hvis det er forkert, vil jeg høre, hvor stor en del det så er. Men jeg mener, man må kunne komme meget højere op, for man skal jo hele tiden huske på, at den restmængde, der er, vil være affald, som ender i forbrændingsanlæg og dermed producerer dioxiner og miljøgifte. Derfor har vi selvfølgelig en fælles interesse i at få den mængde så langt ned som overhovedet muligt.
     Det, jeg spørger til, er: Hvad er producenternes incitament til at sikre en så høj indsamlingsprocent som overhovedet muligt?

Jamen jeg vil godt sige, at jeg tror, det er vigtigt at skille to ting ad her. Det er derfor, jeg flere gange har brugt det der udtryk, at der indsamles og behandles miljømæssigt forsvarligt. Det er den del af det, som man tror, forventer, formoder vil blive fordoblet eller måske mere end fordoblet, altså fra de 40.000 t til et sted mellem
80.000 og 100.000 t. Hvad angår selve mængden af, hvad der bliver indsamlet, er det jo rigtig nok, at den enkelte fru Hansen og fru Petersen jo ikke nødvendigvis umiddelbart har et større incitament til at lægge mere ud til genbrugsbilen, der kommer forbi, eller få mere på skrotpladsen. Der skulle incitamentet jo ligge i, at producenten oplyser noget mere om det og mærker produktet noget bedre, når man ellers ville have en udgift ved at komme af med det, at knap så meget skal smides væk. Det er vel dér, der ligger et incitament for producenten. Men som jeg sagde før til en anden spørger, ændrer det jo ikke ved, at vi stadig væk både med affaldsredegørelse, affaldsstrategi, og hvad vi ellers har, finder det utrolig vigtigt at finde veje til, at stadig flere ting ender det rigtige sted, og at mobiltelefonen og barbermaskinen osv. ikke ender i husholdningsaffaldet, hvor de gør skade.

Netop derfor er de forskellige strategier, planer og indsatser, der skal sikre, at en så stor del som muligt bliver indsamlet og behandlet, jo også et politisk ansvar. Der ligger nemlig ikke, så vidt jeg kan vurdere, en incitamentsstruktur i producentansvaret, der sikrer, at den indsamlede og behandlede procent bliver så høj som overhovedet muligt. Det har producenten jo ikke nogen interesse i.
     Producenten har en interesse i, at den del, der bliver indsamlet og behandlet, er så billig og nem og ordentlig at have med at gøre som overhovedet muligt, og derfor har han en interesse i at udforme sit produkts design sådan, at det er nemt at genbruge produktet. Men han har jo ingen interesse i at sikre, at det bliver en høj procent, tværtimod. Hvis procenten bliver lille, har man jo en mindre del, man skal betale for.
     Derfor må vi kombinere producentansvaret med et politisk ansvar, for at procenten for indsamling og bearbejdning kan blive høj, og derfor spørger jeg: Hvad er ambitionsniveauet? Jeg forlanger ikke at få præcise og endelige svar her i dag, jeg introducerer bare, at det er den debat, vi gerne vil have under udvalgsbehandlingen.

Det er fint nok, og den debat vil jeg også meget gerne indgå
i.
     Man kan sige, at det, der ligger i affaldsstrategien, er, at stadig flere ting skal indsamles, og at stadig flere ting skal placeres det rigtige sted, men det er jo ikke nødvendigvis producenternes ansvar. Producenternes ansvar er at skaffe det væk, og for dobbelt så megets vedkommende kan vi håbe på, at det bliver skaffet mere miljømæssigt forsvarligt væk, end det gør i dag. Det er vel sådan set også formålet med lovforslaget.
     Affaldsstrategi og affaldsliberalisering og mange andre ting er noget, som hr. Jørn Jespersen ved at vi kommer til at diskutere i den allernærmeste fremtid. Skal der være nogle stærkere incitamenter på hele det område? Det er den debat, vi har i vente inden for de nærmeste måneder.

Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslaget overgik derefter til anden behandling.

Afstemning

Tredje næstformand (Kaj Ikast):
Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Miljø- og Planlægningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.