Den sidste sag på dagsordenen var:
10) Første behandling af beslutningsforslag nr. B 3:
Forslag til folketingsbeslutning om en børneombudsmand. Af Jann Sjursen (KD) m.fl. (Fremsat 7/10 2004).

Forslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Dette forslag til folketingsbeslutning er en genfremsættelse af Kristendemokraternes beslutningsforslag nr. B 141 fra folketingsåret 2002-03. Forslaget tager udgangspunkt i, at der er behov for at etablere en instans, der kan behandle konkrete klager fra børn, der mener, at deres rettigheder er blevet tilsidesat.
     Forslagsstillerne ønsker, at der ved siden af det eksisterende børneråd, der generelt skal sikre børns rettigheder, oprettes en børneombudsmandsinstitution, der kan behandle konkrete klager fra børn og undersøge en sag på eget initiativ m.v., og forslagsstillerne henviser i den forbindelse til anbefalingerne fra FN's Børnekomité.
     Jeg er helt enig i, at det er vigtigt, at børn har et sted at gå hen, når de føler sig forkert behandlet, og derfor fik jeg som socialminister også Servicestyrelsen til i samarbejde med Børnerådet at afdække børns og unges kendskab til klagemuligheder i konkrete situationer.
     Siden behandlingen af B 141 er den afdækning beskrevet i et temmelig stort og vidtgående notat fra februar 2004, der hedder »Notat vedrørende børns og unges klagemuligheder, samt børns og unges kendskab til deres klagemuligheder«. Den afdækning af børns og unges klagemuligheder viste, at der generelt er gode klagemuligheder for børn og unge, men at der for børn og unge med særlige behov også er brug for at forbedre mulighederne.
     I den sammenhæng synes jeg også, det er vigtigt at understrege, at børn i dag kan bruge Folketingets Ombudsmand. Jeg finder derfor af følgende grunde, at der ikke skal oprettes en særlig ombudsmand for børn: Der eksisterer gode rammer for omsorgen for børn, der er egnede til at tage hånd om børns klager, hvor børnene er i det daglige; der er ikke behov for en særlig klageinstans for børn, fordi der i sammenhæng med anbringelsesreformen vil blive udarbejdet materiale om børns og unges klagemuligheder; og der er ikke væsentlig forskel på den kompetence, Børnerådet har, og den kompetence, børneombudsmandsinstitutionerne i de øvrige nordiske lande har. Vi har som nævnt drøftet forslaget før, og der er ikke i mellemtiden sket noget i sagen, som får regeringen til at ændre opfattelse af behovet for en børneombudsmand, og derfor må regeringen afvise forslaget.

I maj sidste år behandlede vi et fuldstændig enslydende forslag, som kom fra Kristendemokraterne, og for et år siden var vi imod, og det er vi stadig. Jeg kan fuldstændig tilslutte mig ministerens betragtninger, så Venstre afviser forslaget.

Socialdemokraterne deler Kristendemokraternes ønske om at få etableret en børneombudsmandsinstitution. Det sagde vi også sidst.
     Alt for længe har vi oplevet en uacceptabel træghed med hensyn til at få ført de gode intentioner ud i livet, og det kan bekymre mig lidt også at høre ministeren og Venstres ordfører her i dag, for det ser ud, som om trægheden desværre stadig væk er til stede.
     Børn skal høres, de skal ses, også hos myndighederne. Det er mange år siden, at den almindelige opfattelse i Danmark var, at børn kun skulle ses, men ikke måtte høres. I dag er det naturligt, at vi inddrager børn i deres eget liv med deres egen stemme - det er grundlaget i de fleste hjem, i daginstitutioner, i skolen og også her i Folketinget. Det er jo også, som det allerede er blevet sagt, det, som er årsag til, at vi har truffet beslutning om høring af børn ved anbringelse uden for hjemmet.
     Vi mener, at børn skal have samme adgang som voksne til at kunne klage over myndighedernes afgørelser angående deres liv og ikke kun ved tvangsanbringelser. Vi mener, at børns adgang til disse klageorganer skal være langt mere børnevenlig og dermed også reel, og at børn naturligvis skal vide, at de har adgang. Det, der er helt afgørende, er, at børn ikke bare skal have følelsen af, men skal vide, at de ikke er retsløse.
     Dilemmaet er, synes vi, om vi giver børn lige rettigheder ved at oprette en særlig myndighed, en særlig institution for børn, eller om vi måske netop derved degraderer børn til at have en andenrangsstatus. Det er vi bekymrede over ved at tale om at lave en selvstændig børneombudsmandsinstitution. Derfor synes vi, det ville være en rigtig god idé og en bedre løsning, om vi inden for den nuværende ombudsmandsinstitution lavede en særlig afdeling, som bredt har fokus på børns rettigheder. På den måde kunne vi fastholde det synspunkt, at børn er borgere på lige fod med voksne og har krav på den samme forvaltningsretlige beskyttelse, krav på den samme overvågning af myndighedernes måde at behandle børnenes sager og rettigheder på, herunder også mulighed for at kunne tage sager op af egen drift.
     Samtidig kan vi også se værdien kompetencemæssigt i at have det hele under én hat. Det kunne absolut med fornuft kobles sammen i et meget tæt samarbejde med Børnerådet, som kunne være det bindeled, der letter adgangen og skaber tilgængelighed også i børnehøjde - hermed også fra vores side en klar tilkendegivelse af, at vi finder Børnerådets arbejde værdifuldt, og at vi ønsker at fastholde det. Vi mener, at Børnerådet har ydet en fin indsats inden for de rammer, det har at operere under i dag. Omvendt finder vi det ikke tilstrækkeligt kun at have Børnerådet, sådan som tingene ser ud i dag, hvilket jo også harmonerer fuldstændig med FN's Børnerettighedskomité, som også meget klart giver udtryk for, at det ikke er godt nok.
     Men netop fordi vi finder det vigtigt at få etableret en børneombudsmand - det var jo også grunden til, at jeg på Socialdemokratiets vegne i foråret rejste spørgsmålet i Retsudvalget, og jeg efterlyser stadig svaret - vil jeg godt sige, at der er en teknisk detalje, som vi jo også skal iagttage vedrørende lovforslag, som direkte involverer Folketingets Ombudsmand: Det er normen, at Folketinget selv fremsætter sådanne forslag og dermed altså ikke ministeren.
     Derfor rejste jeg også på Socialdemokratiets vegne her i foråret spørgsmålet, om der fra Retsudvalgets side var opbakning til, at vi kunne arbejde med sagen ud fra, at vi i Folketinget netop kunne finde en fælles løsning, så vi kunne give børnene den sikkerhed, som vi mener de fortjener.
     Jeg vil ønske det, jeg vil håbe det, og jeg kan sige, at jeg også allerede har rettet henvendelse og bedt om at få det sat på dagsordenen her på det førstkommende møde, fordi vi er optaget af at få det her løst. Samtidig var det også en erkendelse af, at når jeg ikke gik videre med det her i foråret, så var det, fordi - som vi jo også ved fra den tidligere behandling af forslaget - der var lidt pres på her
i foråret, og det var måske så ikke det rigtige tidspunkt at rejse det på.

     Omvendt har vi altså nu en folketingssamling foran os, og jeg håber meget, at vi på det førstkommende møde kan blive enige om at sige: Lad os prøve at overveje, hvordan vi kunne håndtere det her. Folketingets Ombudsmand skulle, hvis vi kunne blive enige om en sådan model, indgå i det, og det er klart, at vi så også skal diskutere, hvordan og hvorledes vi rent praktisk får det til at hænge sammen og sådan noget.
     Men det er vores ønske, at vi sikrer børnene ved at få dem ind direkte under den nuværende ombudsmandsinstitution.

Jeg er egentlig lidt ked af, at Kristendemokraterne har fremsat det her forslag igen, for jeg anser Kristendemokraterne for at være nogle flinke og rare mennesker, og det, jeg vil sige om det her forslag, er ikke ligefrem rosende ord.
     Dengang i maj 2003, da det her blev fremsat, kunne Dansk Folkeparti ikke støtte forslaget, og det kan vi heller ikke nu.
     Der er intet nyt fremkommet i denne sag eller sket nogle hændelser ude i samfundet - i Danmark forstås - som gør, at vi har behov for en børneombudsmand. Jeg kan slet ikke følge Kristendemokraternes bemærkninger i forslaget om, at børn i Danmark ingen steder har at henvende sig, hvis de har problemer.
     Dansk Folkeparti er godt trætte af at erfare, at FN-konventioner gang på gang bliver brugt til uafladelig at slå os i hovedet med, og hvor det siges, at vi i Danmark har store problemer, fordi vi ikke inkorporerer nogle FN-konventioner i vores love.
     Vi overholder alle eksisterende borgerrettigheder på god, anstændig, demokratisk vis, præcis som det forventes af et demokratisk samfund - til forskel fra så mange andre lande ude i verden.
     Kristendemokraterne skriver, at FN's Børnerettighedskomité har noteret sig, at Danmark tøver med at oprette en separat klagemulighed for børn osv. osv. i samme skure. Det er ganske trist læsning om, hvordan denne FN-komité er bekymret over danske børns klagemuligheder, og om de nu også er tilgængelige for samtlige børn i Danmark. Altså jeg må sige, at det er helt ude i hampen; det er fuldstændig proportionsforvridning. Vi lever ikke i Afrika eller Indien eller Pakistan eller Fjernøsten eller Mellemøsten, hvor FN virkelig burde rette blikket hen, hvis de vil tage sig af børn.
     Dér findes børneslaver, tvungen børneprostitution og helt ulidelige forhold for børn, og det er kendt af alle i de samfund dernede, men der sker bare ingenting alligevel. I parentes bemærket er det så i øvrigt nogle lande, som vi støtter økonomisk - forstå det, hvem der kan - samtidig med at eliten i sådan nogle lande er fuldstændig ligeglade med deres egne børn. Dér mener vi virkelig at der kunne være noget for FN at tage sig af, hvis de var så interesserede i at få forholdene for børnene i verden gjort bedre.
     Vi har, sådan som vi ser det, ingen problemer med børn. Der findes et hav af steder, hvor børn kan ringe hen, gå til, skrive til, maile til, og hvor de kan snakke med lærere og pædagoger, og jeg ved ikke hvad. For mig at se er de problemer, som børnene i den tredje verden har, af en sådan art, at FN end ikke burde bruge 5 minutter på at beskæftige sig med de problemer, vi måtte have i Danmark omkring børnene.
     Så vi kan ikke støtte forslaget.

Jeg skal bare spørge, om hr. Per Dalgaards generelle bemærkninger om FN og internationale konventioner og om, hvem der skal påse dem, betyder, at Dansk Folkeparti mener, at det er op til et land selv at afgøre, om de overholder konventioner, og hvis de komiteer, der er nedsat til at påse, at man overholder konventionerne, mener, at der er problemer, så skal et land bare kunne sige: Jamen vi mener selv, at vi overholder konventionerne, så derfor er der ikke noget, vi behøver at gøre.
     Det forekommer mig, at det er det, vi plejer at kritisere, når andre lande opfører sig på den måde. Men det mener Dansk Folkeparti altså er den måde, man skal afgøre, om konventioner er overholdt eller ej, på: Det er landet selv, der skal afgøre det, og ikke de internationale komiteer, som vi i konventionerne har skrevet under på skal overvåge konventionerne.

Fru Line Barfod har selvfølgelig fuldstændig ret i, at et givet land på hele kloden ikke selv skal kunne sige: Vi overholder konventionerne - og så er det bare det. Selvfølgelig ikke.
     Men der burde være lidt proportionssans indimellem. Den vestlige verdens demokratier overholder faktisk de regler, de skal. Jeg ved godt, at der er nogle små flige hist og pist, men det gør de jo.
     At FN så ikke tager sig af den tredje verdens problemer, som er enormt store, og hvor de virkelig kunne grave dybt i forskellige ikkeoverholdelser af konventionerne, hænger måske nok sammen med, at sådan som vi i hvert fald ser det, er FN jo mestendels styret af den tredje verdens lande i dag, så derfor sker der ikke særlig meget dér.

Vi kan sagtens blive enige om, at FN burde gøre mere. De gør meget, men de burde gøre meget mere. Jeg mener f.eks., at FN burde gøre noget ved, at Israel ikke overholder den ene FN-konvention efter den anden. Der er det ikke den tredje verden, men USA, der blokerer for, at man kan skride ind over for Israels regering, ligesom en af grundene til, at FN ikke har flere ressourcer til at gøre noget, er, at USA ikke betaler det, de skylder FN. Så der er mange gode grunde til, at FN ikke gør mere, men vi kan godt blive enige om, at der burde gøres meget mere.
     Med hensyn til Danmark forstår jeg, at Dansk Folkepartis holdning er, at fordi Danmark ikke ligger helt nede i bunden, men ligger oppe i toppen, så gør det ikke noget, at der er nogle regler, vi ikke overholder. Det skal vi bare se stort på, og det skal være lige meget, om vi overholder de internationale konventioner, som vi har skrevet under på vi vil overholde.
     Men så synes jeg egentlig, at det korrekte ville være, at Dansk Folkeparti, hvis man virkelig mener det, skulle sige, at så skulle vi træde ud af de her internationale konventioner, tage forbehold eller andet, hvis Dansk Folkeparti ikke mener, vi skal overholde dem, som vi har skrevet under på vi vil.

Fru Line Barfods præmisser er helt forkerte. Vi overholder de regler og love, vi skal, uanset om vi har inkorporeret FN's konventioner direkte i lovene, eller vi ikke har. I vores love er der sådan set overhovedet ikke problemer i forhold til FN's konventioner, sådan som vi ser det.

Når det så skråsikkert lyder her fra Dansk Folkeparti, at vi overholder alt, hvad vi skal, alle forskrifter og krav, hvor har hr. Per Dalgaard så den viden fra, siden man fra Dansk Folkepartis side kan tillade sig skråsikkert her at sige, at det gør vi, til trods for at den komité, som er sat til at overvåge de enkelte landes overholdelse af regelsættene, siger, at det, der sker i Danmark, ikke er godt nok? Den anbefaler rent faktisk, at der som en mulighed bliver oprettet en ombudsmandsinstitution for børn.
     Hvor har man den viden fra? Kan vi ikke få den forelagt
i Retsudvalget? Jeg synes da ikke, det er uinteressant, at man tør sige det så skråsikkert?

Jeg kan udmærket læse, hvad der står her i forslaget i forbindelse med den der børneombudsmand, at komiteen er betænkelig ved, hvorvidt denne klagemulighed er tilgængelig og til rådighed for samtlige børn i deltagerstaterne.
     Det er jo altså en vurdering. Fru Lissa Mathiasen kan sige, at det ikke er godt nok, for det er der en komité, der siger. Vi siger, det er ganske udmærket, for børn har ikke nogen problemer med at klage. De har så stor en fantasi, at de nok skal komme af med deres klager enten på den ene eller den anden måde, via nettet, via telefon, via deres lærer osv.
     Vi siger, at der ingen problemer er, at der ikke er nogen børn, der går rundt og gemmer sig og ikke kan komme af med deres klage. At komiteen siger det, jamen det kan vi jo bare tage til efterretning at den gør.

Jeg vil godt spørge en gang til, for jeg synes ikke, jeg fik svar på mit spørgsmål. Altså FN's Børnekomité siger, som hr. Per Dalgaard har citeret, og slutter med, at den anbefaler som en mulighed at oprette et fokusområde for børns rettigheder inden for Ombudsmanden.
     Så spørger jeg: Hvor er det, man har den skråsikre viden hos Dansk Folkeparti fra, så man tør sige, at det, de, der er sat til at vurdere vores måde at gøre det på, siger, ikke er korrekt, at der er ikke behov for det? Hvad er det for en viden, man har, som vi ikke har, og som FN's Børnekomité tilsyneladende heller ikke har? Det synes jeg da er et rimeligt spørgsmål. Man kan da ikke bare ud i den blå luft sige, at man ikke tror på det, at man mener, at børn sagtens kan finde ud af at klage. Hvor har man den viden fra? Hvad er grundlaget for at kunne komme med den skråsikre påstand?

Jamen det er jo alt sammen en subjektiv vurdering af en given rapports indhold. Igen: Fru Lissa Mathiasen siger, at den her rapport siger sådan, ergo er det den gyldne sandhed, og at det er det, vi har at rette os efter.
     Vi siger, at så galt tror vi ikke på at det står til. Der er et hav af muligheder for børn til at klage:
henvendelse til pædagoger, børneråd, børnetelefon, og jeg ved ikke hvad. Vi kan altså ikke se, at der er de problemer, som komiteen her nævner.
     Det siger fru Lissa Mathiasen så ikke er bevis nok. Jamen så ved jeg ikke, hvordan jeg skal formulere det eller fremlægge beviser. Jeg må indrømme, at det ved jeg bare ikke.

Hr. Per Dalgaard har efterlyst proportioner i denne her sammenhæng, altså fra FN's side. Den debat vil jeg så lige lade ligge, selv om den sådan set er sjov nok.

     Jeg efterlyser måske lidt proportioner hos hr. Per Dalgaard selv og hos Dansk Folkeparti, for hr. Per Dalgaard sagde i sin ordførertale, at der ikke er nogen problemer med børn.
     Så er det, at jeg alligevel må stille det spørgsmål, hvor svaret selvfølgelig giver sig selv, men alligevel: Har hr. Per Dalgaard ikke lige under det foregående dagsordenspunkt udtalt sig positivt om et beslutningsforslag fra bl.a. Kristendemokraterne, som netop vil gøre noget ved børns situation, forbedre deres vilkår? Altså underforstået, at det ikke er så uproblematisk, som hr. Per Dalgaard gør det til?

Når jeg siger, at der ikke er nogen problemer, så relaterer mit udsagn sig til børneombudsmandsproblematikken, at vi skal have en børneombudsmand, fordi der er problemer.
     I de tidligere behandlede lovforslag var der nogle problemer af chikanemæssig art, som jeg er helt på det rene med skal løses, men problemer af en art, der gør, at vi skal have en børneombudsmand, kan vi ikke se.

Det forslag fra Kristendemokraterne, vi behandlede for en halv time siden, kunne jeg se adskillige positive elementer
i. Her er der kun ét element, og jeg synes ikke, det er positivt. Det er selvfølgelig ment positivt, men jeg synes, det vil virke omvendt. Hvis jeg skulle sætte en overskrift over det her med børneombudsmand, så ville det være, at det, man lægger op til
i forslaget, er, at man vil gøre børn til voksne. Man vil gøre børn til voksne og give dem en række af de rettigheder og pligter, som voksne har. Når jeg siger det, så er det, fordi jeg kunne konstatere, at ordføreren for Socialdemokratiet, fru Lissa Mathiasen, jo også læste det på en sådan måde og var begejstret for det. Fru Lissa Mathiasen sagde, og jeg skrev det ned: »Børn er borgere på lige fod med voksne«. Jeg gentager det: »Børn er borgere på lige fod med voksne«! Nej, det er de søreme ikke, og det skal de da aldrig nogen sinde være. Det ville være det frygteligste, man kunne gøre for børn, hvis de skulle være borgere på lige fod med os voksne. Børn er ikke myndige. Vi sætter ikke børn i fængsel, vi straffer dem ikke, de skal i hvert fald være mindst 15 år, de kan ikke være soldater, de kan ikke stifte gæld, de har ikke forsørgelsesansvar, de kan ikke gifte sig, de kan ikke stemme osv. Det er jo ikke, fordi vi vil være onde mod børnene. Det er netop, fordi de skal have lov til at opleve deres barndom og være trygge, og der skal være nogle voksne personer, det kan være forældre eller andre, som hjælper dem til at blive voksne og modne mennesker. Når de så er blevet det, er de borgere på lige fod med alle andre voksne. Men at et lille 5-årigt barn eller et 12-årigt barn skulle være på lige fod med en voksen, myndig person, det ville være meget synd for børnene. Når så Kristendemokraterne siger, og det står helt nøjagtigt omme på side 3, at ethvert barn i Danmark skal have en person, som de kan klage til, hvis de synes, at deres rettigheder er krænkede eller tilsidesat, så vil jeg sige: Ja selvfølgelig. Selvfølgelig skal ethvert barn da have det, men det har de jo heldigvis også. Det behøver vi da ikke at lovgive om. Jeg ville godt forleden dag lige tjekke det, for det kan jo være rart at gå til et af de børn, der nu er omfattet af lovforslaget, og jeg spurgte en 10-årig pige og prøvede at omsætte det til et sprog, som hun kunne forstå. Jeg sagde:
Hvis du nu bliver meget forkert behandlet i skolen eller af din far eller din mor eller nogle andre, eller du har noget rigtig væsentligt at brokke dig over, hvem kan du så brokke dig eller klage til? Så sad hun jo og spekulerede og talte på fingrene, og så kom hun frem til, at hun havde 11, hun trygt ville gå til. Der var hendes far, hvis ikke det var ham, hun ville brokke sig over, så kunne hun gå til moderen, der var moderen, der var to tanter, den ene gudmor, tre voksne kusiner, der var hendes klasselærer, der var en pædagog, der hed John henne i SFO'en, der var bedstemoderen og mormoderen. Det var dem, hun trygt ville gå til, hvis der var et eller andet, hun syntes, hun skulle klage over nu. Vi har altså et fantastisk godt netværk. Nogle har måske kun 7, andre har 25. Hvorfor lave en børneombudsmand og gøre små børn til voksne mennesker? Det er at mishandle dem.

Jeg tror, hr. Helge Adam Møller nøjedes med kun at høre halvdelen af den sætning, jeg kom med. Derfor vil jeg godt vende det om og stille det som et spørgsmål til hr. Helge Adam Møller.

     Det, jeg sagde, var: Børn er også borgere, lige så vel som voksne mennesker er borgere, og derfor finder vi, at de har krav på at få den samme forvaltningsretlige beskyttelse. Mener man ikke det i Det Konservative Folkeparti? Mener man ikke i Det Konservative Folkeparti, at børn har krav på den samme bevågenhed, som voksne har, med hensyn til myndighedernes måde at behandle børnene på i den her sammenhæng?
     Mener man ikke, at det ville være ret godt, om børnene også havde krav på, mulighed for, at f.eks. Ombudsmanden kunne tage sager op af egen drift? Det er også derfor, vi ønsker, at det skal ligge i den nuværende Ombudsmandsinstitution, så man kan sige, at vi giver børnene ligeværdighed, den samme retstilstand.
     Mener man virkelig ikke det i Det Konservative Folkeparti?

Jo, og det har børnene jo også. Det har ethvert barn i det her samfund. Ethvert barn helt ned på 2-årsalderen. Nu er det svært for en 2-årig, en 7-årig eller sågar en 12-årig at henvende sig til en børneombudsmand, hvis der eksisterede sådan en, eller til den nuværende Ombudsmand, men så kan de få hjælp af deres far, mor, klasselærer, tante, hvis de som
f.eks. 12-årige siger: Jeg vil godt klage over det her. Forældre eller de myndighedspersoner er jo til for at hjælpe det barn. Jeg skal altså anholde, at fru Mathiasen kom til at sige meget klart og tydeligt: Børn er borgere på lige fod med voksne. På lige fod! Det var det, jeg anholdt, og jeg mener, det er fundamentalt skadeligt for børn, hvis vi mener, at de skal behandles på lige fod med voksne. De har en række rettigheder, der er de samme, men et barn skal ikke behandles på lige fod med et voksent menneske med den ballast, den viden og erfaring, en voksen har. Børn skal have lov til at være børn. Det har de faktisk godt af.

Det, jeg netop sagde, var, at børn på lige fod med voksne bør have krav på som borgere at få den samme forvaltningsretlige beskyttelse. Det håber jeg vi er enige om.
     Det er derfor, vi synes, at dette kunne være godt, for i dag er det ikke sådan, f.eks. i måden, myndigheder behandler børn på, at børn har den samme mulighed for beskyttelse.
     Derfor synes vi, det ville være godt, hvis den nuværende Ombudsmandsinstitution havde mulighed for at gå ind af egen drift, og vi vil godt præcisere netop i ombudsmandslovgivningen, at det er sådan, at barnet lige så vel som den voksne, kort og godt alle borgere, har den samme mulighed for beskyttelse, og Ombudsmanden har den samme forpligtelse til netop at være øjet, der kigger ud, til at kunne tage noget op af egen drift.

Det kan børn, og det kan Ombudsmanden.

Så siger vi tak til hr. Helge Adam Møller og beder fru Anne Baastrup komme på talerstolen som ordfører.

I SF har vi i mange år diskuteret, hvordan vi skulle løse det problem, at børn ikke har nogen steder at gå hen med en klage over konkrete forhold i deres eget liv. Vi har også for nogle år siden, jeg tror det er 20 år siden, fremsat et beslutningsforslag om en børneombudsmand.
     I og med at vi har fået ændret på reglerne om brugen af ombudsmandsinstitutionsbegrebet, har vi overvejet, hvad man ellers kan gøre. Det har vi jo så diskuteret i vores børneprogram, som vi har vedtaget på sidste landsmøde, og der fik vi så en klar formulering, som vi nu ønsker skal omsættes til aktiv handling. Vi ønsker, at Børnerådet skal ændres, så børn også kan henvende sig direkte, hvis de vil klage. Ved siden deraf ønsker vi etableret forskellige typer regional telefonrådgivning, hvor børnene kan rette henvendelse og få anonym rådgivning, og jeg tror, at det i virkeligheden er det sidste, som mange børn på en eller anden måde har brug for. Børnerådet har her den 30. august fået udarbejdet et notat om børns klagemuligheder, og jeg synes, det kunne være interessant, hvis vi også fik det omdelt - jeg har fået det via socialforvaltningen - i Retsudvalget, hvor vi så kunne få et overblik over de mangler, der er i børns muligheder for at klage over en forkert forvaltning af en offentlig myndighed, og det er jo sædvanligvis den uddannelsesinstitution, de går på.

     Jeg tror også, at det er vigtigt med anonym telefonrådgivning. Børns Vilkår har jo etableret en telefonrådgivning, og det, de der bruger meget tid på, er børn, der af forskellige grunde er ulykkelige over den måde, som forældrene nu har forvaltet deres samværssager på.
     Jeg ved, at Frederiksborg Amt i et samarbejde med en lokalafdeling, jeg tror, det er fra Børns Vilkår, også har etableret en anonym telefonrådgivning, således at børn har mulighed for at tale med nogle voksne, der kan hjælpe dem i den konkrete situation, de står i.
     Vores stilling til det her forslag er altså sådan principielt positiv. Det skal bare være Børnerådet, der skal laves om, fordi vi dels respekterer den gamle beslutning om ikke at anvende ombudsmandsbegrebet, dels synes, at det er uhensigtsmæssigt at opbygge en ny institution, når vi nu har et velfungerende Børneråd, der godt kan fungerer med en klageinstans ved siden af, sådan lidt ligesom vi havde Ligestillingsrådet, før lovgivningen blev lavet om. Der skal bare være en reel kompetence til i givet fald at træffe en afgørelse.