UDENRIGSMINISTERIET
3. november 2004
Besvarelse af spørgsmål nr. 7
af 13. oktober 2004 til
udenrigsministeren stillet af
Folketingets Udenrigsudvalg.
Spørgsmål nr. 7 :
Idet der henvises til interview givet af Kofi Annan til BBC i FN-hovedkvarteret i New
York, som offentliggjort den 16. september 2004, bedes udenrigsministeren oplyse,
hvorvidt han kan tilslutte sig FNs højeste repræsentant Kofi Annans fortolkning af
folkeretten og FN-systemets regelsæt.
Svar:
Jeg har noteret mig udtalelserne fra Kofi Annan. Selv om det ifølge FN-pagten er FNs
Sikkerhedsråd og ikke FNs generalsekretær, der har det primære ansvar for international
fred og sikkerhed, lytter regeringen naturligvis altid med interesse til udtalelser fra FNs
generalsekretær om internationale spørgsmål. Der er imidlertid ikke meget nyt i de
udtalelser, som generalsekretæren fremkom med i BBC-interviewet. De bekræfter, hvad
der hele tiden har været generalsekretærens opfattelse. Danmark og en række lande var
ikke i tvivl om, at det nødvendige juridiske grundlag var til stede, og folkeretten
fastlægges jo af flere aktører, hvor staterne spiller en helt afgørende rolle.
Nævnet har holdt en offentlig høring om en række af disse spørgsmål, og et af de centrale
emner var her vigtigheden af, at vi bruger vores erfaringer i forbindelse med den løbende
udvikling af folkeretten på dette område. Det vil være et af de emner, som Danmark
aktivt vil beskæftige sig med som medlem af Sikkerhedsrådet.