UDENRIGSMINISTERIET
Den 20. december 2004
Spørgsmål fra Folketingets Udenrigsudvalg
Nr. 47 af 10. december 2004
Spørgsmål nr. 47:
Ministeren bedes redegøre for de seneste pakistanske og indiske udspil vedrørende Kashmir-
konflikten
Svar:
For så vidt angår den historiske baggrund for Kashmir-konflikten og udviklingen frem til
oktober i år, henvises til Udvalgets håndakter til besøget i Indien og Pakistan 1.8. november
2004.
Præsident Musharraf fremsatte den 25. oktober 2004 overfor pakistansk presse nogle tanker om
mulige løsninger på Kashmir-spørgsmålet. Han skitserede en 3-punkts plan: 1) De enkelte
regioner i Jammu og Kashmir identificeres udfra geografiske, etniske og religiøse kriterier. 2)
Området demilitariseres, og 3) Jammu og Kashmirs status ændres. Sidstnævnte kunne f.eks.
indebære selvstyre; fælles pakistansk-indisk kontrol eller FN-overvågning; eller deling i et indisk
henholdsvis pakistansk område.
Musharrafs forslag er, så vidt det er oplyst, ikke blevet fremlagt for Indien som officiel position
under den sammensatte dialog. Fra indisk side indikerede man, at man ønsker at føre
forhandlingerne gennem de officielle kanaler. Den indiske premierminister Singh afviste dog
overfor indisk presse en ændret grænsedragning og opdeling af regionen efter etniske og
religiøse skel, men udtrykte derimod vilje til at overveje udvidet autonomi til regionen.
Den 11. november 2004 annoncerede premierminister Singh indiske troppereduktioner i
Kashmir. Der har ikke været nogen officielle angivelser af omfanget af troppereduktionerne,
men tilbagetrækningen er påbegyndt.
Den 24. november 2004 mødtes de to premierministre Aziz og Singh til et topmøde i New
Delhi, hvor Kashmir stod højt på dagsordenen.
Den seneste møderække i den sammensatte dialog finder sted i perioden fra den 29. november
og til slutningen af december. Efter planen afvikles 8 møder til drøftelse af bl.a.: nukleare og
konventionelle tillidsskabende foranstaltninger, samarbejde om maritim bevogtning og
afgrænsning, narkotikabekæmpelse, transportforbindelser samt handelsspørgsmål. Desuden
mødes de to statssekretærer den 23.-24. december 2004 for at gøre status over processen og
drøfte overordnede politiske spørgsmål.