UDENRIGSMINISTERIET
oktober 2004
Besvarelse af spørgsmål nr. 4 af 12.
oktober 2004 til udenrigsministeren stillet
af stillet af Folketingets Udenrigsudvalg.
Spørgsmål nr. 4:
Vil ministeren tage initiativ til, at De Tamilske Tigre kommer på EU's terrorliste?
Svar:
I februar 2002 indgik LTTE og den srilankanske regering en våbenhvile ved norsk mellemkomst.
Våbenhvilen har stort set været overholdt, og der har siden indgåelsen været gennemført en række
forhandlingsrunder om en løsning på konflikten. EU, herunder også Danmark, har aktivt støttet
fredsprocessen, der dog igennem de seneste måneder ikke har gjort fremskridt. Norge har på det
seneste udfoldet betydelige bestræbelser for igen at få gang i forhandlingerne.
EUs terrorlister opdateres jævnligt efter fortrolige drøftelser blandt medlemslandene. Listerne
vedtages ved enstemmighed. Danmark har til stadighed arbejdet for størst muligt sammenfald
mellem EU's og USA's terrorlister for at skabe størst mulig effektivitet i indsatsen. Det er bl.a.
baggrunden for, at regeringen støtter optagelsen af De Tamilske Tigre på EU's terrorlister. Der
har imidlertid endnu ikke i EU-regi kunnet opnås den nødvendige enighed om at sætte De
Tamilske Tigre på EU's liste, hvilket primært skyldes nogle landes tilbageholdenhed begrundet i
hensynet til fredsprocessen i Sri Lanka.
For så vidt angår spørgsmålet om fælles terrorlister vil Danmark ved en kommende opdatering af
EU's terrorlister fortsat arbejde for det størst mulige sammenfald mellem EU's og USA's
terrorlister.