Manuskript til indlæg på Udenrigsministeriets handelspolitiske konference den 7. september 2004 ved generaldirektør Mogens Peter Carl, DG Trade Doha Runden: Hvor er vi på vej hen? Lad mig først og fremmest takke Udenrigsministeriet for indbydelsen til at tale her i dag for at give jer EU perspektivet med hensyn til Doha Rundens fremtid. Spørgsmålet er naturligvis af stor vigtighed og aktualitet, især nu da det endelig lykkedes, på trods af mange negative prognoser, at få Runden tilbage på skinnerne i Genève, bogstavelig talt fem minutter i midnat, den 31. juli. Jeg blev indbudt til denne konference den 17. juni, og jeg må ærligt sige at jeg tøvede lidt før jeg svarede “ja”, af den simple grund at udsigten til et positivt resultat af forhandlingerne i Genève var begrænset. Tanken om at tage til Danmark for at holde en slags gravøltale var ikke den mest tiltalende, men jeg er glad for at jeg tog risikoen … Vi har nu det nødvendige politiske og tekniske grundlag i WTO for at få forhandlingerne i gang igen. Det nødvendige gennembrud er lykkedes med landbrugsforhandlingerne. Hvad vi nu må satse på, fra nu af og indtil det næste ministermøde i Hong Kong i december 2005, er at få resten af forhandlingerne op på det samme niveau. Det er et paradoks, at landbruget skulle have absorberet, næsten monopoliseret, forhandlinger indtil nu. Naturligvis er det af stor betydning for ganske mange ulande, men de ulande som vil få stor økonomisk nytte at et positivt resultat på landbrugsområdet kan tælles på én hånds fingre.  Men sådan er politik. Rent tidsmæssigt, for at give jer et indtryk af landbrugets overdrevne plads i forhandlingerne, vil jeg skyde på at ca. 95 % af forhandlingerne den sidste uge i Genève var monopoliseret af landbruget. Men resultatet er godt. Det åbner vejen for et ambitiøst og økonomisk og politisk intelligent resultat, der vil gå meget langt med hensyn til eksportsubsidierne og interne landbrugssubsidier og samtidig fortsat tillade

os at beskytte de mere følsomme sektorer på det interne EU marked. Det store gennembrud var derfor på subsidierne. Det har længe været klart, at EU’s eksportsubsidier var blevet politisk uholdbare og af stadig faldende økonomisk betydning for vore egne landmænd. Kommissionens oplæg, fremlagt i april i et brev til alle WTO lande fra Pascal Lamy og Franz Fischler, til en aftrapning af alle former for eksportstøtte, var det, der i sidste instans fik forhandlingerne sat i gang igen. Hvad EU har fået ud af denne vigtige, men i realiteten økonomisk begrænsede koncession, er i virkeligheden af lang større betydning end denne koncession som sådan: 1) en forpligtelse for USA til at afskaffe deres former for eksportsubsidier 2) en forpligtelse for USA til at reformere deres egen landbrugspolitik på det interne område 3) en for EU rimelig tekst om markedsåbning, der vil tillade os fortsat at beskytte vore mest følsomme sektorer 4) en genoptagelse af de resterende forhandlingerne af stor økonomisk interesse for EU (industri, tjenesteydelser osv.) 5) sidst, men ikke mindst, at vi har fået trukket den store politiske splint ud af foden der hedder eksportsubsidier, som har skabt meget stærke anti-EU følelser i mange lande og, i stigende grad, blandt vore egne medborgere. På den anden side, hvad jeg finder beklageligt, er at ulandene selv ikke vil blive skubbet i den sammen reformretning og at de ikke vil blive underkastet de samme subsidieforpligtelser som i-landene. Flere af dem lægger alt for stor vægt på en næsten eksponentiel stigning af deres landbrugseksport, som ikke kan være økologisk bæredygtig og som inden for en ikke så lang årrække vil friste dem til at forfølge forskellige former for “kompensation” til deres landmænd. Med andre ord at følge andres dårlige eksempel, men ud af budgetressourcer, der naturligvis er langt mere begrænsede end de er i i-landene, og som også snarere burde blive brugt på en helt anden måde. Det bør derfor være i deres og vor egen interesse, at vi under de fremtidige, 2

mere detaillerede forhandlinger forsøger at bringe dem ind på en mindre defensiv kurs. Dette bringer mig til det mere generelle spørgsmål om forhandlingernes kurs fremad. Vi har nu et ganske detailleret udkast til grundlaget for de fremtidige tekniske forhandlinger på landbrugsområdet, et noget mindre detailleret, men stadig nyttigt grundlag for industrivarerne, men meget lidt for resten. Det første og vigtigste mål, vi må stræbe efter fra nu og til mødet i Hong Kong, er derfor at få resten op på landbrugsniveauet. Med hensyn til industri og fiskeriprodukterne, traditionelt klassificeret i den samme rubrik, bør vores hovedmål være at få de mere avancerede ulande til at acceptere en toldreduktionsformel, der vil skabe et langt mere rimeligt niveau for markedsadgang end hvad vi kender i dag. At de kan gøre det økonomisk og politisk er klart, i de fleste tilfælde. Forhandlingerne om tjenesteydelserne er desværre slet ikke forløbet på en tilfredsstillende måde. Langt de fleste forhandlingsoplæg fra både u- og i-landene går ikke engang så langt som en konsolidering af deres nuværende markedsadgang. Det er og vil blive en stor opgave at få de forhandlinger sat i gang på et mere ambitiøst grundlag, og desværre har de større i-lande (USA, Japan, Australien) ikke givet er godt eksempel. Men uden tjenesteydelserne og industritoldsatserne er det naturligvis umuligt at forestille sig et generelt acceptabelt resultat af Runden. Sidst, men ikke mindst, lad mig nævne forhandlingerne om anti-dumping, hvor EU vil presse på for at skabe en stærkere WTO disciplin for at kæmpe mod protektionistisk misbrug af anti-dumping proceduren. Vi har også spørgsmålet om “trade facilitation”, hvor målet er at formindske handelsskranker skabt af forældede eller korrupte toldbehandlingsprocedurer. Men på det sidste område har vi nu et klart, detailleret forhandlingsmandat. Som konklusion vil jeg begrænse mig til at sige, at Runden har fået pustet liv ind i lungerne igen, at Cancun hører til historien, og at WTO nu har det nødvendige, men endnu ikke på alle områder tilstrækkelige, grundlag for at 3

bringe forhandlingerne frem til semi-finalen i Hong Kong i december næste år, med finalen måske omkring et år senere. 4