UDENRIGSMINISTERIET
Den . december 2004.
Udenrigsudvalgets spørgsmål
28 af 24. november 2004 til
skriftlig besvarelse
Spørgsmål 28:
I forlængelse af svar af 19. oktober 2004 på spørgsmål 9 bedes det oplyst præcist, hvordan
Udenrigsministeriet udregner, at 16 pct. af udviklingsbistanden bliver brugt til miljørelateret
bistand. Det nævnes, at dette baserer sig på tidligere skøn. Hvad er begrundelsen for skønnet,
hvilke konkrete undersøgelser ligger bag, og hvad er baggrunden for at bruge værdien 16 pct.? I
forbindelse med dette bedes det oplyst, hvilke procentfordelinger der er brugt for de fire nævnte
komponenter; vand- og sanitetsprogrammerne, landbrugssektorprogrammerne, NGO-bistanden
og den multilaterale bistand, samt hvilken dokumentation, der ligger bag disse i form af
opgørelser/lister over konkrete projekter og programmer eller lignende,
Svar:
Beregningen af den miljørelaterede bistands størrelse var tidligere et skønsmæssigt overslag baseret
på gennemsnitsbetragtninger over bistandens fordeling og sammensætning. Baggrunden for disse
betragtninger hvilede først og fremmest på den omfattende evaluering af Danmarks miljøbistand i
1996. Hovedelementerne i overslaget var:
At direkte miljørettet bistand sektorprogrammerne i programsamarbejdslande, hvor miljø er
valgt som sektor fuldt ud medregnedes som miljørelateret bistand.
At sektorprogrammer i øvrige sektorer i programsamarbejdslandene medregnedes med en vis
andel.
At der ligeledes beregnedes en miljøandel af øvrige bilaterale bistandsaktiviteter
At en del af den multilaterale bistand medregnedes som miljørelateret bistand.
Som det fremgår af tidligere svar på spørgsmål 9 af 19. oktober 2004 anvender Udenrigsministeriet
i dag et forenklet beregningsgrundlag, hvor den miljørelaterede bistand udregnes som 16 pct. af
udviklingsbistanden, excl. de komponenter som medregnes med 100% i det samlede tal for den
miljø- og miljørelaterede bistand.
De 16 pct. er et skøn baseret på erfaringer med anvendelse af ovennævnte overslag. Baggrunden
for at overgå til et samlet skøn for sektorbistanden m.v. var, at vurderingen af de enkelte
sektorprogrammers karakter under alle omstændigheder hviler på en gennemsnitsbetragtning, og at
der ikke findes et entydigt definitionsgrundlag for alle sektorprogrammer. Den tidligere indregning
af sektorprogrammer i de produktive sektorer som 25 pct. miljø er et eksempel herpå.