UDENRIGSMINISTERIET
Den
Udenrigsudvalgets spørgsmål
13 af 13. oktober 2004 til skriftlig
besvarelse
Spørgsmål 13:
I Sikkerhed, vækst udvikling er det også bebudet at ca. 400 mio. kroner fra 2005 øremærkes til
vand- og sanitetsprojekter i Afrika, igennem Afrikabanken (s. 12). Bevillingen til Afrikabanken og
fonden ser dog ud til at være stabil. Således er der øjensynligt tale om en omfordeling af allerede
forventet støtte til denne. Hvis ikke pengene var blevet øremærket til vand og sanitet, hvilket
indsatsområde ville den danske støtte til Afrikabanken så normalt gå til? Det bedes desuden
specificeret hvor stor en del af den forventede vand og sanitetsstøtte som beregnes som
miljøaktiviteter og en præcisering af de specifikke projektkomponenter under støtten.
Svar:
Med finanslovsforslaget fastholder regeringen fokus på Afrika og øger samtidig prioriteringen af
miljø ved at reducere det generelle bidrag til Den afrikanske Udviklingsfond (i regi af Den
afrikanske Udviklingsbank), mod at der afsættes et tilsvarende beløb til vandaktiviteter gennem
samme organisation. Der er således tale om en omprioritering af generelle bidrag til fordel for vand
og sanitet.
Den afrikanske Udviklingsbanks hovedformål er fattigdomsbekæmpelse med fokus på
landbrugsudvikling, uddannelse og sundhed samt regionalt samarbejde, og med god
regeringsførelse, ligestilling mellem kønnene og miljø som tværgående hensyn. De generelle midler
i Den afrikanske Udviklingsfond går således til aktiviteter i de fattigste afrikanske lande indenfor
disse indsatsområder, og har kun i relativt begrænset omfang været anvendt til at finansiere
aktiviteter inden for miljø- og vandsektorerne. I 2003 godkendte fonden kun 3 nye miljøprojekter
og 9 drikkevandprojekter ud af i alt 112 nye projektgodkendelser.
De danske direkte bidrag til vand og sanitet vil dermed sikre gennemførelse af flere konkrete vand-
og sanitetsaktiviteter. Samtidig vil Danmark arbejde for, at bankgruppen generelt øger indsatsen
inden for dette område. Det vil ske gennem forhandlingerne om genopfyldningen af Den
afrikanske Udviklingsfond, som gennemføres i indeværende efterår. Under den sidste
genopfyldning var der i de strategiske udmeldinger til banken ikke særligt fokus på vand og sanitet.
Det er håbet, at det i denne runde vil lykkes at få dette område stærkere med i prioriteterne.
Den påtænkte vand og sanitetsstøtte til Den afrikanske Udviklingsfond beregnes som
miljøaktiviteter, hvorimod det generelle bidrag til bankgruppen ikke indgår i denne kategori.
Bidraget skal udbetales over fem år og tænkes fordelt mellem Den afrikanske Udviklingsbanks to
nye vand- og sanitetsprogrammer - Den afrikanske Vandfacilitet og Initiativet for Vand og Sanitet