Folketingets Uddannelsesudvalg Svar på spørgsmål 5 (Alm. del): I brev af 26. oktober 2004 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål: Spørgsmål 5: ”Vil ministeren redegøre for sin opfattelse af de særlige skoleklasser, som Helsingør Kommune har oprettet for roma-børn?” Svar: Helsingør Kommune har i en årrække oprettet særlige klasser for roma-elever med særligt stort fravær fra undervisningen. Den 3. juli 2003 anmodede Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt Undervisningsministeriet om en vejledende udtalelse om lovligheden af de særlige klasser. I den forbindelse har Undervisningsministeriet i maj 2004 vejledende udtalt, at undervisningen af elever, hvis faglige niveau er under klassetrinnets niveau alene på grund af meget fravær fra undervisningen, ikke er specialundervisning. Endvidere har ministeriet vejledende udtalt, at det ikke er i overensstemmelse med folkeskolelovgivningen, at Helsingør Kommune har oprettet særlige klasser for elever med meget stort fravær. Statsamtet i København, Tilsynet, har den 13. september 2004 truffet afgørelse i sagen. Det fremgår af afgørelsen, at Tilsynet finder at måtte lægge Undervisningsministeriets udtalelse til grund, hvorfor Tilsynet har udtalt, at Helsingør Kommune handler i strid med folkeskolelovgivningen ved at opretholde de særlige klasser for elever med et meget stort fravær. Det er min klare holdning, at elever ikke skal have undervisning uden for den almindelige klasse, medmindre der er helt særlige pædagogiske grunde hertil, som eksempelvis et behov for specialundervisning. I forhold til elever, der sakker fagligt bagud på grund af meget højt fravær, må der sættes ind på anden vis, og forældrene må foreholdes deres opgave med at sikre, at deres børn følger undervisningen. Jeg kan hertil oplyse, at Undervisningsministeriet på baggrund af en
1 henvendelse fra foreningen ”Romano” har besluttet at indlede et samarbejde med foreningen om oversættelse af publikationen ”Rettigheder og pligter i folkeskolen”, som er et dialogværktøj til brug for skole og hjem om de forventninger, man med rette kan have til hinanden. Publikationen er oversat til 11 sprog, og om muligt vil den blive oversat til det eller de sprog, som forstås og tales af majoriteten af borgere blandt romaerne i Danmark. Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer. Med venlig hilsen Ulla Tørnæs