Uddannelsesstyrelsen
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
Tlf 3392 5300
Fax 3392 5302
www.uvm.dk
8. december 2004
Folketingets Uddannelsesudvalg
Svar på spørgsmål 16 (Alm. del):
I brev af 23. november 2004 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål 16 :
"Er det efter ministerens opfattelse rimeligt, at unge ordblinde i er-
hvervsuddannelserne nogle steder skal søge om hjælp i form af ekstra
hjælpemidler til hvert enkelt fag, og at hjælpen ophører, når faget er gen-
nemført, hvorefter den unge skal søge igen?"
Svar:
Administrationen af specialpædagogisk støtte under erhvervsuddannelser
m.v. efter reglerne i bekendtgørelse nr. 1030 af 15. december 1993 har i
løbet af det seneste års tid gennemgået en løbende modernisering og
smidiggørelse, først og fremmest for at gøre ansøgningsproceduren m.v.
mere praktisk og hensigtsmæssig for brugerne, dvs. elever og erhvervs-
skoler. Det har bl.a. udmøntet sig i nye, elektroniske ansøgningsskemaer,
afrapporteringsskemaer og regnskabsblanketter og senest en ny, forenk-
let genansøgningsprocedure ved årsskiftet.
Disse ændringer er løbende meddelt erhvervsskolerne pr. brev. Skolerne
kan i tvivlstilfælde kontakte SPS-enheden i SU-styrelsen eller de to sekre-
tariater, der administrerer den specialpædagogiske støtte.
Skolerne opfordres til at søge specialpædagogisk støtte til eleven så hur-
tigt som muligt efter uddannelsesstart og helst for hele skoleopholdet/
undervisningsperioden, eller for så lang tid, som man kan overskue, f.eks.
i forhold til hvilke lærebøger, der skal anvendes. Dertil kommer, at en del
supplerende ansøgninger for elever, der allerede får specialpædagogisk
støtte, i modsætning til tidligere, nu kan klares pr. telefon, e-mail eller
fax, hvis man f.eks. skulle have glemt noget.
Det skulle således under normale omstændigheder ikke være nødvendigt
for en elev at søge om hjælp i form af ekstra hjælpemidler til hvert enkelt
fag. Tildeling af specialpædagogisk støtte fokuserer generelt på hele ud-
dannelser og ikke på enkelte fag, og hjælpen vil normalt først ophøre, når
uddannelsen er gennemført eller afbrydes, eller i forbindelse med uddan-
nelses- eller skoleskift.