Folketingets Trafikudvalg Christiansborg 1240 København K Dato J.nr. : : 30. november 2004 463-16 Trafikudvalget har i brev af 28. oktober 2004 stillet mig følgende spørgsmål 52 (Alm. del), som jeg hermed skal besvare. Svaret vedlægges i 5 eksemplarer. Spørgsmål 52: "Vil ministeren i forlængelse af sin besvarelse af udvalgets spørgsmål 13 oplyse, hvilke konkrete hensyn, der taler for at nedlægge overkørsel 228, når der tages i betragtning, at Banedanmark tidligere har anbefalet en opretholdelse, at der alene er tale om 8 berørte husstande, og at en nedlæggelse vil have store konsekvenser for både fredninger og rekreative værdier i området?" Svar: Jeg er opmærksom på, at der ved projekter som dette må ske en afvejning af hensyn og modsatrettede interesser. Der må således f.eks. både tages hensyn til overkørslens naboer og trafikanternes sikkerhed. Ved dette projekt er der også både fredninger og rekreative værdier at tage hensyn til. For så vidt angår de rekreative interesser har jeg noteret mig, at der efter projektets gennemførelse vil være mulighed for at passere overkørsel 229, der ligger ca. 100 meter vest for overkørsel 228, til fods. Ved overkørsel 229 vil der blive opsat et stibomanlæg. For så vidt angår fredninger i området kan jeg oplyse, at projektet kun gennemføres i sin nuværende udformning hvis fredningsmyndighederne enten konkluderer, at fredningen ikke berøres, eller at der kan gives dispensation fra fredningen. For at forbedre sikkerheden i området er det nødvendigt at gennemføre et projekt, som har visse ulemper for lokalområdet. Jeg mener dog, at der med den foreslåede løsning kan opnås en trafikal mere sikker løsning med relativt begrænsede indgreb i området. Begrundelsen for på nuværende tidspunkt at arbejde videre med en nedlæggelse af overkørsel nr. 228 og fremover henvise gående til at benytte overkørsel nr. 229 er, at denne løsning forventes at ville medføre væsentligt mindre ekspropriative indgreb set i forhold til, hvis overkørslen opretholdes og sikres. En sikring af overkørsel nr. 228 forventes at ville medføre betydelige ekspropriative indgreb i 4 private ejendomme. Denne løsning er således blevet
Side 1 af 2 sammenholdt med, at der umiddelbart synes at være mulighed for at sikre de 8 berørte ejendomme kørende adgang til det offentlige vejnet på en måde, hvor de ekspropriative indgreb bliver langt mindre. Som jeg skrev i mit svar på Trafikudvalgets spørgsmål 13, er der på nuværende tidspunkt alene tale om et forslag, og det er endnu ikke endeligt afklaret, om det kan gennemføres. Det er ekspropriationskommissionen, der træffer den endelige beslutning om overkørslen kan nedgraderes til overgang. Der vil i den forbindelse blive afholdt en besigtigelsesforretning. Tid og sted for forretningen vil blive bekendtgjort i et eller flere relevante dagblade, og de berørte ejere og brugere vil blive underrettet om forretningens afholdelse. På besigtigelsesforretningen har bl.a. ejere eller brugere, der direkte eller indirekte berøres af ekspropriationen, adgang til at fremkomme med bemærkninger til projektet herunder ændringsforslag. På besigtigelsesforretningen besigtiger ekspropriationskommissionen overkørslen og foretager en almindelig prøvelse af projektet. Kommissionen kan herved bestemme, at ekspropriationen kun kan gennemføres, såfremt der foretages sådanne ændringer i projektet, som kommissionen finder nødvendige af hensyn til ejere, andre rettighedshavere, almene interesser eller anlæggets hensigtsmæssige gennemførelse. Med venlig hilsen Flemming Hansen