Folketingets Trafikudvalg Christiansborg 1240 København K Dato J.nr. : : 29. oktober 2004 502-90 Trafikudvalget har i brev af 11. oktober 2004 stillet mig følgende TRU alm. del - spørgsmål 33, som jeg hermed skal besvare. Svaret vedlægges i 5 eksemplarer. Spørgsmål 33: "Ministeren bedes kommentere henvendelsen fra Jesper Holm og Jan Gregersen, Sid Post vedrørende arbejdsmiljøet i Post Danmark, jf. alm. del – bilag 18." Svar: Henvendelsen fra Jesper Holm og Jan Gregersen vedrører en udtalelse fra årsmødet den 4. oktober 2004 i Landsbrancheklubben SiD Post. I udtalelsen nævnes det, at det af Post Danmarks Strategi 2006 fremgår, at virk   somheden agter at indføre deltidsansatte postomdelere. I udtalelsen er givet udtryk for den opfattelse, at det, Post Danmark har i tankerne, er, at den fysisk hårdeste del af arbejdet – omdelingen – skal placeres på omdelere, der i mangel på vekslende jobindhold kommer til at arbejde under så dårlige arbejdsmiljømæssige forhold, at kun deltidsansatte vil kunne klare jobbet. I udtalelsen nævnes Folketingets beslutning om, at der skal opsættes brevkasseanlæg i alle etageejendomme inden udgangen af 2009, hvor formålet er at medvirke til en løsning af de arbejdsmiljømæssige problemer i omdelingen. Ifølge udtalelsen kan det nu konstateres, at Post Danmark bevidst planlægger at forringe arbejdsmiljøet i distributionen på andre punkter. Da Post Danmark er etableret som et aktieselskab, er det selskabets ledelse, som har ansvaret for driften, herunder arbejdstilrettelæggelsen, under respekt af koncessionsvilkårene. Ministeriet har derfor indhentet en udtalelse fra Post Danmark, hvortil jeg skal henholde mig. Post Danmark oplyser, at selskabet bestræber sig på at effektivisere og markedstilpasse virksomheden, så den kan levere de ydelser, som kunderne efterspørger med et højt service- og kvalitetsniveau til konkurrencedygtige priser. Virksomhedens Strategi 2006 indeholder en række målsætninger, der skal muliggøre dette. Det er virksomhedens opfattelse, at en afgørende forudsætning for at nå de fastlagte mål er medarbejdernes indsats, og virksomhedens målsætning er da også
Side 1 af 3 fortsat at skabe en veluddannet og motiveret medarbejdergruppe, der kan levere de efterspurgte ydelser. Til løsning af de konkrete arbejdsopgaver sker nyansættelser som hovedregel på fuld tid. Post Danmark har i øjeblikket ca. 16.000 medarbejdere beskæftiget med distribution (uden for sorteringscentrene). Heraf er 11.000 (70 pct.) ansatte på fuld tid, mens ca. 5.000 (30 pct.) er ansat på deltid. Af de deltidsbeskæftigede er mere end 4.000 ansat som lørdagsafløsere, der i henhold til virksomhedsoverenskomsten med personaleorganisationerne er ansat for at give de faste medarbejdere mulighed for at planlægge med minimum lørdag/søndags-fri hver anden weekend. Ifølge Post Danmark har den teknologiske udvikling i virksomheden medvirket til at reducere mange af de manuelle arbejdsrutiner i sorteringsarbejdet på distributionscentrene forud for selve omdelingen, og den fulde effekt af denne proces vil ses i løbet af de kommende par år. Når der er færre manuelle sorteringsopgaver, vil den enkelte medarbejder skulle anvende mere tid på omdeling. Selve omdelingen er ifølge Post Danmark – især i områder med etagebebyggelse uden brevkasseanlæg i stueetagen – den fysisk hårdeste del af distributionsopgaven. Opgaven bliver naturligvis lettere, når det – som besluttet af Folketinget – bliver obligatorisk med brevkasseanlæg i ældre etagebebyggelse med udgangen af 2009. Post Danmark vurderer i øjeblikket, hvorledes arbejdet i distributionen kan udvikles i de kommende år, f.eks. gennem ændring af arbejdsmetoder, materiel og hjælpemidler samt videreudvikling af arbejdet med selvbærende team. Post Danmark vurderer derfor også, om udviklingen medfører, at flere skal tilbydes at arbejde på deltid, herunder om lørdagsafløsere skal tilbydes merbeskæftigelse. Det er fortsat Post Danmarks intention, at kernen i distributionsforretningen også fremover baseres på fuldtidsbeskæftigelse med så høj en grad af variation i arbejdsopgaverne som muligt og i overensstemmelse med Post Danmarks målsætning om et sundt, sikkert og udviklende arbejdsmiljø. Hvorledes arbejdsvilkårene i distributionen kan udvikles i de kommende år drøftes mellem virksomheden og SiD. Med venlig hilsen Flemming Hansen