Grindsted Erhvervsfremme
Jorden Rundt 1
7200 Grindsted
Dato
J.nr.
:
:
12. oktober 2004
409-87
Kære Niels-Henrik Glisbjerg
Tak for brevet af 14. september 2004 vedrørende den af Vejle Amt planlagte nye
vejforbindelse mellem E45 syd for Skærup og Ødsted, der i daglig tale omtales
som Borgmestervejen.
I brevet henviser du til aftalen om en strukturreform og påpeger behovet for gode
vejforbindelser til Billund/Grindsted området. Samtidig opfordrer du mig til
hurtigst muligt at tage initiativ til at få igangsat arbejdet med at få trafikken fra
Billund/Grindsted bundet på det overordnede vejnet. Afslutningsvis foreslår du, at
der holdes et møde, hvor I nærmere kan redegøre for forholdene i området.
Jeg er, som du ved, ganske godt kendt med forholdene i området og deler jeres
opfattelse af vigtigheden af, at der sikres området ikke mindst Billund lufthavn -
nogle bedre vejforbindelser, som kan understøtte erhvervsudviklingen i området.
Med hensyn til Borgmestervejen ligger det således, at etableringen af denne vej
med den nuværende ansvarsfordeling på vejområdet påhviler Vejle Amt. I aftalen
om en kommunalreform er forudsat, at de nuværende amtsveje fordeles mellem
staten og kommunerne ud fra en række nærmere angivne kriterier, som du også
nævner i brevet. Jeg kan oplyse, at der på nuværende tidspunkt ikke er taget
konkret stilling til den fremtidige administrative placering af amtsvejene, ligesom
der heller ikke er taget stilling til, hvad der skal ske med planlagte nye vejprojekter
i de enkelte amter, som endnu ikke er påbegyndt. Jeg forventer, at der i forbindelse
med de videre overvejelser om udmøntningen af kommunalreformen vil ske en
afklaring af disse spørgsmål, men jeg kan ikke i øjeblikket sige noget nærmere
herom.
Da jeg som sagt er godt kendt med forholdene i området og kender jeres
synspunkter, mener jeg ikke, at et møde på nuværende tidspunkt vil kunne tilføre
noget nyt.
Med venlig hilsen
Flemming Hansen