Besvarelse  af  spørgsmål  nr.    25  (alm.  del),  som  Folke- tingets   Sundhedsudvalg   har   stillet   til   indenrigs-   og sundhedsministeren den 12. oktober 2004 Spørgsmål    25: "Ministeren  bedes  kommentere  artiklerne  ”Alvorlige  syge  nægtes  ersta t- ning” og ”For syg til erstatning” i Berlingske Tidende den 18. august 2004. Spørgsmålet har tidligere været stillet i folketingsåret 2003 -2004, jf. alm. del – bilag 826." Svar: 1.  Artiklen  ”Alvorligt  syge  nægtes  erstatning”  indeholder  en gengivelse  af, hvad henholdsvis Lars Kofoed fra Kræftens Bekæmpelse, Karsten Skawbo  - Jensen fra Patientforeningen Danmark og Arne Grünfeld fra Patientforsi k- ringen har udtalt om patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 4. Jeg vil gerne understrege, at patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 4, er en opsamlingsbestemmelse. Som udgangspunkt har alle patienter, både alvor- ligt syge og mindre alvorligt syge, lige mulighed for at få anerkendt en pati- entskade   efter   patientforsikringsloven.   I   de   erstatningssituationer   som fremgår af § 2, stk. 1, nr. 1 – 3, har det ikke betydning, hvilken sygdom pa- tienten led af. Efter § 2, stk. 1, nr. 1, kan der ydes erstatning, hvis det må antages, at en erfaren  specialist  på  det  pågældende  område  under  de  i  øvrigt  givne  fo r- hold ville have handlet anderledes ved undersøgelse, behandling eller li g- nende, hvorved skaden ville være undgået. Efter § 2, stk. 1, nr. 2, kan der ydes erstatning, hvis skaden skyldes fejl eller svigt  i  teknisk  apparatur,  redskaber  eller  andet  udstyr,  der  anvendes  ved eller i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende. Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dato: Kontor: 1.s.kt. J.nr.: 2004-16200-37 Sagsbeh.: DK Fil-navn: SUU alm.del spm. 25

2 Efter § 2, stk. 1, nr. 3, kan der ydes erstatning, hvis skaden ud fra en efter- følgende vurderi ng kunne være undgået ved hjælp af en anden til rådighed stående  behandlingsteknik  eller  behandlingsmetode,  som  ud  fra  et  medi- cinsk synspunkt ville have været lige så effektiv til behandling af patientens sygdom.   Systematikken i lovens bestemmelser er, at § 2, stk. 1, nr. 4, alene finder anvendelse, hvis patienten er påført en skade ved behandlingen, som  ikke er omfattet af en af de erstatningssituationer, der er nævnt ovenfor  under stk. 1, nr. 1-3. § 2, stk. 1, nr. 4, er således en opsamlingsbestemmelse for skader, der ikke kunne være undgået. Kun efter bestemmelsen i § 2, stk. 1, nr. 4, har det betydning, hvor alvorlig syg patienten var. Jeg vil gerne præcisere,  at der efter § 2, stk. 1, nr. 4, ikke skelnes mellem, om  den  alvorligt  syge  patient  lider  af  kræft  eller  af  en  anden  tilsvarende alvorlig sygdom. Når det vurderes om en patient med en kræft sygdom har ret  til  erstatning,  vil  det  afgørende  være,  hvor  alvorlig  den  pågældende kræftsy gdom er. Det fremgår af § 2, stk. 1, nr. 4, at der kan ydes erstatning, hvis der som følge  af  undersøgelse,  herunder  diagnostiske  indgreb,  eller  behandling indtræder skade i form af infektioner eller andre komplikationer, der er mere omfattende,  end  hvad  patienten med rimelighed  må  tåle.  Der skal  herved tages hensyn til dels skadens alvor, dels patientens sygdom og helbredstil- stand i øvrigt samt til skadens sjældenhed og mulighederne i øvrigt for at tage risikoen for dens indtræden i betragtning. Det fremgår således af bestemmelsens ordlyd, at der opstilles en vis ”tåle- grænse”, idet patienter må tåle visse skader uden ret til erstatning. Reglens 2. pkt. indeholder en udtømmende angivelse af de kriterier, som skal indgå i fastlæggelsen af tålegrænsen. Kriterierne kan opdeles som følger: Der skal tages hensyn til ”dels skadens alvor, dels patientens syg- dom og helbredstilstand i øvrigt”. Det betyder, at omfanget af den indtrådte skade skal sættes i forhold til grundsygdommens alvor og patientens generelle helbredstilstand. Skaden skal, vurderet på denne baggrund, have en relativ alvorlig karakter, og jo mere alvor-

3 lig en grundsygdom er, jo større skader må patienten tåle uden er- statning. Der skal endvidere tages hensyn til ”skadens sjældenhed og muli g- hederne i øvrigt for at tage dens indtræden i betragtning”. Det bet  y- der, at skadens indtræden skal være uventet, således at der skal f o- religge en generelt set sjældent for ekommende komplikation, som man i det konkrete tilfælde ikke hav de grund til at regne med. Området for § 2, stk. 1, nr. 4, er derfor komplikationer, hvis alvor står i mis- forhold til grundsygdommen og patientens tilstand i øvrigt, og som indtr æ- der så sjældent og konkret uventet, at man normalt ikke regner med risik o- en herfor. 2. I artiklen ”For syg til erstatning” omtales en konkret sag vedrørende en kræftpatient.  Jeg har fået oplyst fra Patientskadeankenævnet, at denne sag i øjeblikket  er under behandling i nævnet , og nævnet vil derfor  få lejlighed til at vurdere, hvorvidt den pågældende patient er berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven.