Folketingets Socialudvalg Dato: 14. januar 2005 Under  henvisning  til  Folketingets  Socialudvalgs  brev  af  14.  december 2004   følger   hermed   –   i   5   eksemplarer   –   socialministerens   svar   på spørgsmål nr.  55 (SOU Alm. del). Spørgsmål nr.  55: ”Ministeren   bedes   kommentere   henvendelsen   af   9/12   04   fra   Hedensted Kommune om konkrete forslag til ændring af den sociale lovgivning, jf. alm. del bilag 116.” Svar: Hedensted  Kommune  rejser  i  henvendelsen  til  Socialudvalget  4  konkrete forslag,  som  jeg  vil  kommentere  ét  ad  gangen.   Til  brug  for  besvarelsen  af forslag  1  og  3  har  jeg  indhentet  en  udtalelse  fra  Beskæftigelsesministeriet, Arbejdsdirektoratet,  som  reglerne  om  kontanthjælp  og  sygedagpenge  hører under. 1) ”Kontanthjælp: Fjerne den gensidige forsørgelsespligt mellem ægte- fæller  på  kontanthjælp   –  er  ikke  en  tidssvarende  regel  i  dagens Danmark. Betyder, at mange ikke modtager en kontanthjælp på ba g- grund af Ægtefællens indtægt.” Svar:  ”Det  fremgår  af  lov  om  aktiv  socialpolitik  (§  2),  at  enhver  mand  og kvinde har ansvar for at forsørge sig selv, sin ægtefælle og sine børn under 18 år. Kontanthjælp  eller  starthjælp  ydes  efter  det  princip,  at  det  er  det  underste økonomiske  sikkerhedsnet.  Det  anses  som  konsekvens  heraf ikke  for  rime- ligt at yde offentlig hjælp, hvis den ene ægtefælle har økonomiske forhold, der gør at familien selv kan dække sine behov. Departementet Holmens Kanal 22 1060 København K Tlf. 3392 9300 Fax. 3393 2518 E-mail [email protected] NHD/ J.nr. 042-1722

2 Den gensidige forsørgelsespligt betyder således , at der ikke skal ydes hjælp til  personer,  som  kan  blive  forsørget  af  deres  ægtefælle.  Ved  beregning  af hjælp til ægtefæller skal der derfor tages hensyn til begge ægtefællers øko- nomiske forhold. Den gensidige forsørgelsespligt ophører ved separation eller skilsmisse. Der er ingen overvejelser om at ændre bestemmelserne om gensidig forsør- gelse i lov om aktiv socialpolitik.” 2) ”Pension:  Med  indførelse  af  pensionsreformen  indført  1  pensions- grad. Der er behov for en ændring af reglerne, således at der kan t il- kendes  en  lav  førtidspension  til  personer  med  en  sporadisk  tilknyt- ning til arbejdsmarkedet. Der er stor forskel i den teoretiske tilgang til begrebet ”arbejdsevne” og den virkelighed der er ude på arbejd s- markedet. Mange, typisk kvinder i alderen 45-65 år , har en lav eller manglende tilknytning til arbejdsmarkedet, som gør, at de på trods af at de har en teoretisk arbejdsevne ikke er i stand til at honorere kra- vene på arbejdsmarkedet  – selv til et fleksjob. De er ikke berettigede til en pension efter den nye lovgivning” Svar:  Det  er  ikke  regeringens  politik,  at  flere  mennesker  skal  placeres  på passiv forsørgelse. Det var jo netop et meget vigtigt led i førtidspensionsre- formen,  at  styrke  den  aktivrettede  indsats  således  at  personer,  der  aktuelt måske ikke h ar mulighed for at komme på arbejdsmarkedet får styrket deres ressourcer,  således  at  de  kan  honorere  arbejdsmarkedets  krav,  eventuelt  i form af et fleksjob. Kommunen skal heller ikke foretage en ”teoretisk” vur- dering  af  arbejdsevnen,  men  skal  ved  anvendelse  af  arbejdsevnemetoden afdække  og  udvikle  den  konkrete  borgers  arbejdsevne  i  forhold til arbejds- markedets krav. I arbejdsevnebekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 552 af 19. juni 2003) anføres det i § 4, at ”Ved arbejdsevne forstås evnen til at kunne udføre  forskellige  konkret  specificerede  arbejdsopgaver  med  henblik  på  at opnår en indtægt til hel eller delvis selvforsørgelse, jf. § 16 og § 20, stk. 2 i lov  om  social  pension.”  I  samme  bekendtgørelses  §  5  er  det  anført,  at ”Kommunen vurderer  arbejdsevnen, jf. § 6-8, på grundlag af en samlet b e- skrivelse og vurdering af borgerens faglige og personlige ressourcer, udvik- lingsmuligheder og barrierer sammenholdt med en vurdering af hvilke kon- krete jobfunktioner som borgeren kan varetage på arbejdsmarkedet”.   Der er sål edes  efter  den  nuværende  lovgivning  fuldt  tilstrækkelig  mulighed  for  at foretage  en  rimelig  og  hensigtsmæssig  vurdering  i  de  enkelte  konkrete  til- fælde. 3) ”Sygedagpenge:  Der  er  store  problemer  med  at  få  de  borgere,  som har en forsikrings- eller erstatningssag kørende, til at medvirke i en afklaring  i  forhold  til  arbejdsmarkedet.  De  har  ingen  interesse  i  at udvise en arbejdsevne – inden deres forsikringssag er  afsluttet. Det drejer sig ofte om mange penge nu og her. Det kan være vanskeligt

3 at  overskue  konsekvenserne  af  at  tage  en  stor  erstatning  kontra  en livsindtægtsnedgang.  Kan  uddybes  ved  behov.  Det  betyder,  at  de  i flere tilfælde mister retten til sygedagpenge, idet de ikke medvirker, og derefter er de overgået til kontanthjælp og så opstår probl   emerne (se kontanthjælp)”. Svar: ”En sygemeldt, der modtager sygedagpenge efter lov om dagpenge ved sygdom  eller  fødsel,  har  pligt  til  at  medvirke  til  kommunens  opfølgning  i sygedagpengesagen. Det følger således af lovens § 8, stk. 1, nr. 3, at re tten til dagpenge  bortfalder,  hvis  den  sygemeldte  uden  rimelig  grund  undlader  at medvirke ved kommunens opfølgning – og dette gælder uanset, om der ver- serer en forsikrings- eller erstatningssag. Som led i regeringens handlingsplan for nedbringelse af sygefraværet ønsker regeringen  at  styrke  kommunernes  indsats,  så  antallet  af  langvarige  syg e- dagpengesager  reduceres.  Et  langvarigt  sygefravær  kan  få  store  personlige konsekvenser  for  den  sygemeldte  og  vanskeliggør  mulighederne  for  den sygemeldtes  tilbagevenden  til  arbejdsmarkedet.  Det  er  også  i  samfundets interesse, at den sygemeldte bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet henset til behovet for at sikre en tilstrækkelig arbejdsstyrke de kommende år. Det er derfor vigtigt, at der sker en hurtig og effektiv afklaring af den syge- meldtes arbejdsevne ved kommunens opfølgning, og reglerne om bortfald af sygedagpenge skal ses i den sammenhæng.” 4) ”Generelt:  I  nogle  situationer  giver  lægerne  deres  patienter  forhå b- ninger om en bestemt ydelse, typisk førtidspension, hvilket medfører at  borgernes  motivation  i  at  deltage  i  arbejdsprøvning  m.v.  på  fo r- hånd er yderst begræ nset. Sagerne bliver fra starten fastlåst. Dette er tilfældet i en stor del af de sager, der har været omtalt i medierne i Hedensted Kommune. Det er vigtigt, at få præci seret, at lægerne ik- ke skal blande sig i lovgivningen.” Svar: Den situation, som Hedensted Kommune beskriver, er meget uheldig. Lægernes rolle i sociale sager (især om førtidspension) er blevet præciseret en  række  gange.  Læger  skal  udtale  sig  om  helbredsmæssige  forhold,  men skal  ikke  udtale sig  om  en  person  er  berettiget til  fx førtidspension.  Det  er pensionsmyndigheden  (kommunen)  som  suverænt  afgør,  om  en  person  er berettiget til førtidspension. Dette er  der enighed om mellem Socialministe- riet og lægernes organisationer, hvilket bl.a. kan ses af den såkaldte  ”Fælles- erklæring om lægers opgaver i forbindelse med myndighedernes behandling af aktiverings- og pensionssager” fra 23. november 1998.

4 I  den  seneste  skrivelse  om  lægers  rolle  i  sager  om  førtidspension  fra  21. marts 2003 er det understreget, at kommunerne må reagere overfor den p å- gældende læge, hvis kommunen modtager en erklæring eller attest, hvori der er synspunkter om patientens ret til sociale ydelser. Kommunen kan fx rette henvendelse  til  den  attestudstedende  læge  og  bede  om  en  attest,  der  er  i overensstemmelse   med   aftalen   med   Lægeforeningen.   Ved   strid   mellem kommunen og den attestudstedende læge kan attesten indsende til ”Kontakt- udvalget” og her vurderes af KL og Lægeforeningen. Eva Kjer Hansen /Mikael Lynnerup Kristensen