Folketingets Socialudvalg Dato: 7. december 2004 Under  henvisning  til  Folketingets  Socialudvalgs  brev  af  18.  november 2004   følger   herme d   –    i   5   eksemplarer   –    socialministerens   svar   på spørgsmål nr.   23 (SOU Alm. del). Spørgsmål nr.   23: ” Ministeren  bedes  kommentere  henvendelsen  af  27.  oktober  2004  fra  Pati- entforeningen Mine rettigheder vedrørende lægekonsulenternes rolle.   ” Svar: Henvendelsen fra Marianne Thomsen, formand for Patientforeningen ”Mine Rettigheder”   indeholder  hovedsageligt  kritik  af  en  bestemt  lægekonsulent. Der henvises bl.a. til, at hun i nogle avisartikler skulle have udtalt sig på en måde , som viser, at hun bevidst overtræder Socialministeriets retningsli  njer vedrørende lægekonsulenters rolle. Det  synes  at  være    foreningens  opfattelse,  at  en  kommunes  lægekons  ulent altid skal følge de vurderinger m.v., der gives af de læger, der har unde   rsøgt en  person,  og  at  lægekons  ulentens  rolle  alene  er  at  gengive  indholdet  og anbefalingerne i speciallægeerklæringerne. Denne holdning beror på en klar misforståelse af lægekonsulenternes rolle. Jeg skal i den forbindelse henvise til Socialministeriets skrivelse af 21. marts 2003, om lægers rolle i sager om førtidspension. I skrivelsen s punkt 1, anfø- res  det  bl.a.:  ”Lægekonsulenten  er  en  administrativ  medarbejder  ansat  af kommunen, som har til opgave at bistå myndigheden med at klarlægge in   d- holdet af andre lægers udtalelser. (..) Hv  is oplysningerne ikke er tilstrækk  e- lige, har lægekonsulenten til opgave at pege på, hvilke helbredsoplysninger der mangler. (..) Lægekonsulenten kan også bistå kommunen med at afdæ k- ke eventuelle skånebehov, som der skal tages hensyn til ved borgerens eve n- tuelle tilbagevenden til arbejdsmarkedet”. Departementet Holmens Kanal 22 1060 København K Tlf. 3392 9300 Fax. 3393 2518 E-mail [email protected] NHD/ J.nr. 31-82

2 Det følger allerede a f det ovenfor anførte, at lægekonsulenten ikke blot skal gengive, hvad andre læger har skrevet. I  skrivelsens  punkt  2,  anføres  det  i  slutningen:  ”  Det  kan  forekomme,  at kommunen ikke er enig i den undersøgende læges konklusion om borgerens funktionsevne i forhold til forskellige arbejdsfunktioner. Da må kommunen redegøre for sin vurdering og anføre en faglig forklaring som fx begrunder, hvorfor  kommunen  ikke  finder  det  dokumenteret,  at arbejdsevnen  er  varigt nedsat  på  trods  af  det  beskrevne  funktionsevnetab.  Kommunen  kan  også pege på, hvorfor borgeren på trods af det beskrevne funktionsevnetab fortsat kan udføre konkret angivne arbejdsfunktioner. Eller kommunen kan vælge at indhente yderligere dokumentation fx ved arbejdsprøvning eller en ny læg   e- erklæring.” Når  kommunen  skal  foretage  vurderingen,  som  beskrevet  ovenfor,  vil  det være naturligt, at kommunen søger rådgivning fra en lægekonsulent. I skrivelsens punkt 3, der handler om begrundelsen for en afgørelse om fø  r- tidspension, anføres det  i andet afsnit: ” Redegørelsen for  sagens faktum skal bl.a. indeholde en beskrivelse af, hvilke oplysninger, der eventuelt er lagt til grund  for  sagens  afgørelse.  Dette  er  især  relevant,  hvis  der  foreligger  fl   ere indbyrdes modstridende erklæringer”. I  et  tilfælde,  hvor  der  foreligger  indbyrdes  modstridende  erklæringer  må kommunen  naturligvis  søge  hjælp  ved  lægekonsulenten  med  henblik  på  en vurdering af, hvilken erklæring der skal lægges mest vægt på. En  lægek  onsulent  skal  ikke  træffe  afgørelse  i  sagerne,     skal  ikke  udtale  sig om en borger er berettiget eller ikke er berettiget til en bestemt social ydelse, og der kan konkret være mange andre forhold end de rent lægelige, der har betydning for sagens afgørelse.  Dette betyder dog ikke, at lægekonsulentens rolle blot er at gengive, hvad andre læger har skrevet.   Dette fremgår klart af de  ovenfor  gengivne  citater  fra  Socialministeriets  skrivelse  af  21.  marts 2003.  Sådan  som  lægekonsulentens  udtalelser  er  gengivet  i  d   e  avisartikler, der er vedlagt ”Mine Rettigheders” henvendelse til Socialudvalget, finder jeg ikke,  at  disse  strider  mod  det  anførte  i  Socialministeriets  skrivelse  af  21. marts 2003. Eva Kjer Hansen /Mikael Lynnerup Kristensen