SkatteministerietJ.nr 2004-713-0087 DenSpørgsmål  Fejl! Intet bogmærkenavn opgivet. 5    5 Til Folketingets Skatteudvalg Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr.   5 af 8. oktober 2004. Kristian Jensen /Jesper Skovhus Poulsen

Spørgsmål:    Vil  ministeren  redegøre  for,  om  det  fortsat  vil  være  muligt  for  en borger  kun  at  henvende  sig  ét  sted  (kommunen)  for  at  indgå  en  betalingsaftale omkring sin skatterestance, børnebidragsrestance og daginstitutionsrestance, eller om borgeren fremover, som følge af den påtænkte ændring af opkrævningsreglerne, skal  henvende  sig  til  ToldSkat  vedr.  skatterestancen  og  til  kommunen  vedr.  de øvrige restancer? Svar: Spørgsmålet baserer sig på en forkert antagelse om, at borgerne fremover er nødsaget  til  at  kontakte  den  statslige  restanceinddrivelsesmyndighed  vedrørende afvikling  af  en  skatterestance,  mens  en  samtidig  børnebidragsrestance  og daginstitutionsrestance skal håndteres  af kommunen. Antagelsen    beror    på    en    misforståelse    af,    hvordan   snitfladerne    og kompetenceforholdet mellem de enkelte fordringshavere og restanceinddrivelsesmyndigheden fastlægges. Helt grundlæggende tages der  udgangspunkt i den allerede eksisterende sondring mellem opkrævning og inddrivelse. Ved opkrævning   forstås beregning og opgørelse af beløb til opkrævning, udsendelse af opkrævninger og regninger, herunder betaling i rater, til borgere og virksomheder m.fl., kontrol af om betaling finder sted inden for den fastsatte betalingsfrist, samt eventuelt efterfølgende udsendelse af  rykkere. Som et led i opkrævningsarbejdet er det tanken, at der skal kunne indgås aftaler om betaling af fordringen, herunder om betaling i rater. Ved inddrivelse  forstås  anvendelse  af  lovgivningens  tvangsinddrivelsesmidler  i form  af  eksempelvis lønindeholdelse,  indtrædelsesret,  modregning,  indgivelse  af konkursbegæring  og  indgåelse  af  frivillige  betalingsordninger  til  afvikling  af restancen. Anvendelsen af egentlige inddrivelsesredskaber – kreditorbeføjelser –  er således forbeholdt restanceinddrivelsesmyndigheden. Restanceinddrivelsesmyndigheden kommer først ind i billedet, når fordringshaveren ikke kan opkræve fordringen med de midler, der er til rådighed i opkrævningsfasen. Dvs., når en skyldner ikke overholder betalingsfristen eller misligholder en aftale om betaling i rater på trods af en eller flere rykkerskrivelser. Først  på  dette  tidspunkt  har  fordringen  udviklet  sig  til  en  restance,  som fordringshaveren overdrager til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på afvikling af restancen. I eksemplet, der omhandles i spørgsmålet, hvor der er tale om samtidige restancer på   skatte-,   børnebidrags-   og   daginstitutionsområdet,   er   det   fremover restanceinddrivelsesmyndigheden, der har kompetencen til at få afviklet borgerens

samlede restancemellemværende med det offentlige. Hidtil har restanceinddrivelsen på de 3 områder været varetaget af kommunerne. Dvs. både i dag og fremover vil borgeren i eksemplet kun være i kontakt med én offentlig myndighed vedrørende restanceafviklingen. Med  den  valgte  arbejdsdeling  mellem  de  enkelte  kommunale  og  statslige fordringshavere og restanceinddrivelsesmyndigheden, hvor der som nævnt sondres mellem opkrævning og inddrivelse, er det den enkelte fordringshaver, der varetager kontakten til borgeren. Opkrævning vedr. børnebidrag og daginstitutionsbetaling er således et kommunalt anliggende, mens opkrævning på skatteområdet er et statsligt anliggende. Det er ikke anderledes end i dag, hvor man også kan være i kontakt med en eller flere  fordringshavere/opkrævningsmyndigheder  på  en  gang  samtidig  med,  at  en tredje  myndighed  f.eks.  begærer  lønindeholdelse  for  en  restance  vedr.  et  andet forhold.  Det  kan  f.eks.  være  tilfældet,  hvis  en  borger  modtager  en  opkrævning (girokort)   for   daginstitutionsbetaling   fra   kommunen   samtidig   med,   at Inddrivelsesenheden    i    ToldSkat    iværksætter    lønindeholdelse    for    en TV-licensrestance eller restance med en anden af de adskillige hundrede statslige fordringer, der inddrives af Inddrivelsesenheden. Der er ikke noget usædvanlig eller overraskende i, at man må forholde sig til et girokort fra kommunen og staten på en og samme tid. Det nye er således, at man i inddrivelsesfasen fremover kun er i kontakt med én myndighed, hvor man i dag kan være i kontakt med en række myndigheder. For så vidt angår opkrævningen af personlige skatter og inddrivelsen af personlige skatterestancer  er  opkrævningen  som  nævnt  allerede  efter  gældende  regler  en statslig  opgave.  Opkrævningen  af  personlige  skatter  er  i  meget  vidt  omfang automatiseret. Den løbende opkrævning sker ved arbejdsgiverens indeholdelse af A-skat i  forbindelse med  lønudbetalingen  og for  selvstændigt erhvervsdrivendes vedkommende  ved  udsendelse  af  10  årlige  B-skatterater.  Eventuelle  restskatter udskrives  i  forbindelse  med  udsendelse  af  den  ordinære  årsopgørelse  eller  i forbindelse  med  ændring  af  en  årsopgørelse  som  følge  af  ligningsmæssige ændringer.  Restskatter  kan  indtil  en  vis  grænse  indregnes  i  efterfølgende  års forskudsskat og eller betales i op til 3 rater. Hvis en personlig restskat ikke betales rettidigt, overgår den efter udsendelse af en maskinelt  genereret  rykkerskrivelse  i  tilfælde  af  fortsat  manglende  betaling  til inddrivelse i kommunen, der udfører inddrivelsen på vegne af de statslige told- og skattemyndigheder.    Inddrivelsen    overføres    med    det   nye    forslag    til restanceinddrivelsesmyndigheden.   Tilsvarende   gælder   ifølge   aftalen   om kommunalreformen  på  skatteområdet  forskudsregistreringen  og  ligningen,  der flyttes fra kommunerne til staten. Med  andre  ord  lægges  der  op  til,  at  den  samlede  skatteopgave  inklusive

restanceinddrivelsen skal ligge i staten, og det synes jeg er en både stringent, logisk og  forståelig  organisatorisk  tilrettelæggelse  af  opgaven  til  gavn  for  ikke  mindst borgerne og virksomhederne. Omvendt ville det forekomme noget besynderligt og vanskeligt forståeligt for borgerne og de personligt drevne virksomheder at flytte opkrævningen af personlige skatter fra staten til kommunerne henset til, at der som nævnt  er  tale  om  en  stort  set  automatiseret  proces  og  henset  til,  at  både forskudsregistreringen,  ligningen  og  restanceinddrivelsen  foreslås  overført  til staten.