Skatteministeriet J.nr.  2004-713 - 0109 Den Spørgsmål    171 - 174 Til Folketingets Skatteudvalg Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr.   171 - 174 af 1. december 2004. (Alm. del). Kristian Jensen /Jesper Skovhus Poulsen

Spørgsmål 171:   Ministeren bedes redegøre for, hvor mange af de 300.000 borgere, der i dag personligt henvender sig til kommunerne i forbindelse med inddrivelse og opkrævning, der i fremtiden vil henvende sig hos hen  holdsvis kommunerne og hos staten? Svar:  Den  fremtidige  organisering  af  inddrivelsesopgaven  og  det  fremtidige regelgrundlag  har  til  hensigt  at  etablere  et  system, der på afgørende vis ændrer processerne   omkring   en   inddrivelsessag   –   herunder   minimerer   beho   vet   for personligt fremmøde. Efter min opfattelse er det bestemt ikke noget succeskriterium, at et så betydeligt antal borgere – uden at jeg dog kender det eksakte tal    –  er nødsaget til at være i personlig kontakt ved fremmøde med opkrævnings   - og inddrivelsesmyndighederne for at få afklaret og afviklet deres gæld til det offentlige. En    meget    væsentlig    grund    hertil    er,    at    regelgrundlaget    og    praksis    på inddrivelsesområdet er meget kompliceret og uensartet, herunder at der er indlagt vide  muligheder  for  skø n.  Det  har  både  Rigsrevisionens  og  regeringens  egne undersøgelser vist. Også Pantefogedforeningen har efterlyst forenklinger, og både SF og Enhedslisten har ud fra en retssikkerhedsmæssig betragtning påpeget behovet for forenklinger. Det   er   også   derfor   r egeringen   lægger   afgørende   vægt   på,   at   samlingen   af inddrivelsesopgaven i staten skal følges op af forenklinger og harmoniseringer af de bagvedliggende  regelsæt.  Det  gælder  ikke  mindst  de  komplicerede  regler  om betalingsevnevurderinger, som er ressourcekræ  vende for alle parter, og som ofte nødvendiggør personlig kontakt med skyldneren. Allerede i lovforslagene om samling af inddrivelsen i staten, som for tiden er i ekstern høring, lægges der op til forenklinger af opkrævningsreglerne på det sociale område  i forbindelse med tilbagebetaling af sociale ydelser. Det foreslås således, at fastsætte et skematisk regelsæt, hvorefter tilbagebetalingskravet gennemføres, til afløsning    af    de    nugældende    regler,    hvor    kommunerne    først    ud    fra    en betalingsevnevurdering, som omfatter en vurdering af skyldnerens økonomi med udgangspunkt i husstandens indtægter og udgifter, skal fastsætte en afdragsordning, der skal misligholdes for, at der kan blive tale om tvangsinddrivelse. De skematiske regler tager udgangspunkt i, at der overfor skyldnere, der ikke har formue  eller  har  indkomst  på  et  så  lavt  niveau,  at  der  ikke  er  nogen  reel betalingsevne, ikke iværksættes opkrævning, før de igen har indkomst eller formue på et niveau, så der foreligger betalingsevne. Det samme princip vi  l blive foreslået

på  inddrivelsesområdet  i  forbindelse  med  fastsættelse  af  betalingsordninger  og iværksættelse af lønindeholdelse i det kommende lovforslag om harmonisering, forenkling og objektivering af reglerne for inddrivelse af gæld til det offentlige  , som efter planen fremsættes i februar 2005. For  mig  at  se  er  der  betydeligt  mere  perspektiv  i  at  samle  kræfterne  om  at  få etableret et fælles forenklet og objektiveret regelsæt og harmoniseret praksis med henblik  på,  at  borgerne  og  virksomhederne  oplev er  en  ensartet,  retssikker  og gennemskuelig  sagsbehandling  på  inddrivelsesområdet,  der  ydermere  har  som sidegevinst, at navnlig de for alle parter tidskrævende personlige fremmøder kan nedbringes. Det er klart, at behovet for kontakt mellem borgere/virksomheder og myndigheder i opkrævnings  - og inddrivelsessager fortsat vil bestå. Og samlingen af inddrivelsen i staten afskærer ikke på nogen måde en sådan kontakt. Det er blot hensigten, at de personlige kontakter i inddrivelsessager i langt højere grad kan f oregå telefonisk eller pr. mail eller brev, men såfremt behovet opstår, vil kontakten fortsat kunne ske ved personligt fremmøde. I øvrigt skal det erindres, at en ikke uvæsentlig del af opkrævningen  og  inddrivelsen  allerede  i  dag  varetages  af  centrale  og  r  egionale myndigheder   i   staten   og   fælleskommunale   samarbejder   om   opkrævning   og inddrivelse, hvor spørgsmålet om adgang til personlig kontakt med myndighederne mig bekendt ikke har givet anledning til problemer. Endvidere  skal  man  huske  på,  at  der  med  kommu nalreformen  lægges  op  til væsentligt færre kommuner, hvilket også i en kommunal model ville betyde en forandring i forhold til situationen i dag. Spørgsmål 172:   Ministeren bedes overveje, om det ikke udover de 5 kriterier, der i dag er blevet brugt til placeringen af skattecentre, kunne overvejes at benytte et 6. kriterium, et afstandskriterium, hvor man tog hensyn til, at flest mulige borgere skal have kortest mulig afstand til et skattecenter. Svar:  Som  jeg  tidligere  har  tilkendegivet  under  blandt  andet  samrådet  om skattecentre, jf. min besvarelse af almindelig del spørgsmål 166 og almindelig del spørgsmål 115 til Skatteudvalget, vil en stor del af borgerbetjeningen i fremtiden komme til at foregå via andre kanaler end dem, vi kender i dag. Efter fusione n vil en borger f.eks. kunne rette henvendelse til et hvilket som helst skattecenter i landet og ikke kun det, der ligger nærmest pågældendes bopæl, og kunne kontakte sin lokale kommune gennem de kommende borgerservicecentre. Herudover vil Tast- Selv  løsnin ger,  der  i  stigende  grad  anvendes  af  borgerne  ved  henvendelse  til

myndighederne,   blive   udbygget,   og   der   vil   blive   etableret   landsdækkende servicetelefoner. Endvidere overvejer vi mulighederne for at foreslå nye og andre måder at kunne servicere borgerne på, f.eks. overvejelser om hvorvidt vi i særlige situationer kan kommer ud til borgere, der har problemer, i stedet for at borgerne altid skal komme til  skattemyndighederne.  Hvilke  konkrete  tiltag,  der  kan  komme  på  tale,  er  for tidligt at udtale sig om endnu. Spørgsmål 173:   Ministeren bedes oversende et notat, der beskriver, hvordan og i hvilket omfang pantefogederne i dag har borgerkontakt. Svar: Pantefogedernes kontakt til borgere afhænger meget af den konkrete sag, hvor kontakten kan forekomme under hele inddrivelsesforløbet. Kontakten består i personlige    møder,    telefonisk    og    skriftlig    dialog    og    endelig    via    de    på inddrivelsesområdet endnu ikke så udbredte digitale selvbetjeningsløsninger. Ud over den generelle kontakt i forbindelse med information og vejledning har pantefogederne     kontakt     med     borgerne     i     forbindelse     med     de     enkelte inddrivelsesskridt.  Ved  afsendelse  af  rykkere  kontaktes  pantefogederne  med henblik  på  at  drøfte  en  afvikling  af  sagen  eller  for  at  få  afklaret grundlaget for kravet eventuelt under inddragelse af den respektive forvaltning, der administrerer det område, fordringen vedrører. I de tilfælde, hvor en afdragsordning vil betinge en betalingsevnevurdering, vil der væ  re   en   udvidet   kontakt   i   forbindelse   med   at   fremskaffe   den   nødvendige dokumentation for typisk hele husstandens indkomst- og udgiftsforhold. Dette kan gentage sig, hvis ordningen skal genforhandles, f.eks. hvis borgeren anmoder om at springe et afdrag over. På grund af et komplekst regelsæt er der et øget behov for dialog i forbindelse med etableringen af betalingsordninger på det sociale omr å de, jf. i øvrigt min besvarelse af spørgsmål 171. Hvis det ikke er muligt at få etableret en afdragsordning, vil næste skridt ofte være, at kravet søges sikret ved et udlæg, der enten f   oretages på pantefogedens kontor eller på borgerens bopæl. Under gennemførelsen af disse fogedsager vil borgeren næsten altid være til stede for at forklare om sine formue - og indkomstforhold. Er   borgeren   indkomstmodtager,   kan   alternativet   eller   supplementet   til   en udlæg  sforretning være et pålæg om lønindeholdelse. I den forbindelse vil der ofte være en dialog mellem borgeren og pantefogeden om dokumentation for indkomst  -

og   udgiftsforhold  til  brug  for  betalingsevnevurderingen.  Dialogen  vil  i  den forbindelse tillige ofte gå på etablering eller genetablering af en afdragsor  dning. En behandling af en anmodning om eftergivelse vil som oftest indebære en tæt dialog for præcist at få afklaret skyldnerens økonomiske situation. Endelig vil der være en dialog i fo  rbindelse med behandlingen af klagesager for at sikre sagen oplyst bedst muligt. Under  hele  forløbet  er  der  således  mulighed  for  kontakt  mellem  skyldneren  og inddrivelsesmyndigheden. En kontakt, som det, jf. min besvarelse af spørgsmål 171,  ikke  er  hensigten  at  afskære  ved  at  samle  inddrivelsen.  Den  ændrede organisering  og  navnlig  gennemførelse  af  regelfo renklinger  vil  dog  begrænse omfanget  af  henvendelser  og  herunder  omlægge  de  ressourcetunge  personlige fremmøder til telefoniske afklaringer. De forenkle de regler vil være med til at øge forståelsen for de forskellige inddrivelsesskridt og dermed begrænse behovet for borgerkontakten. Dertil kommer, at en øget mulighed for telefonisk kontakt, der er afpasset  borgernes  behov  i  form  af  udvidede  åbningstider  o g  omstilling  til specialenheder, vil være med til at dække borgerens behov og øge retssikkerh eden og sikre en ensartet behandling. De kommunale pantefogeders borgerkontakt vedrører i vidt omfang privatpers oner. I forbindelse med den statslige inddrivelse overfor ca. 69.000 personligt drevne virksomheder  er  der  et  sammenfald  med  andre  inddrivelsesmyndigheder  i  ca. 52.000 tilfælde. Sammenlægningen vil her begrænse kontakten ved, at borg eren kan få afklaret sine forhold ét sted – hos restanceinddrivelsesmynd   igheden. Der foreligger ikke nogen samlet opgørelse over antallet af henvendelser; men fra kommunal side er det fremført, at der anvendes betydelige ressourcer i fo rbindelse med skyldnerens personlige fremmøde. Spørgsmål   174: Vil   ministeren   redegøre   fo r,   hvilke   kommuner   som   har sammenlagt opkræ  vnings- og inddrivelsesopgaven? Mener ministeren, at det er helt problemfrit, at foretage en genopsplitning af varetagelsen af de to opgaver? Svar:  Hovedparten  af  kommunerne  har  i  dag  sammenlagt  opkrævnings  -  og inddrivelsesopgaven.   Den   samlede   opgave   er   normalt   enten   placeret   under skatteforvaltningen eller under økonomisk forvaltning; men andre organisatoriske tilhørsfo rhold    forekommer   også.   Dertil   kommer   de   pr.   august   2004   11 fælleskommunale samarbejder om opkræ vning og inddrivelse, som er etableret med hjemmel i lov om kommunalt samarbejde om opkrævning og inddrivelse fra 2001.

For så vidt opkrævningsopgaven også omfatter beregning og opgørelse af kravet, herunder   spørgsmål   om   dets   berettigelse,   vil   det   typisk     være   den   enkelte (kommunale) forvaltning, der administrerer det område, f.eks. daginstitutioner eller forsyningsvirksomhed, som den pågældende fordring vedrører, som har ansvaret for behandlingen af denne del af opkrævningsforløbet. Som jeg også har rede gjort for ved adskillige lejligheder praktiseres sondringen mellem opkrævning og inddrivelse allerede i lovgivningen og i praksis i dag, uanset opkrævnings  - og inddrivelsesopgaverne for kommunernes vedkommende varetages af én eller flere forvaltningsenheder. På det statslige område er opkrævnings - og inddrivelsesopgaven allerede delt for så vidt Inddrivelsesenheden under ToldSkat varetager inddrivelsen for ca. 600 statslige fordringshavere. Jeg  har  derfor  ingen  betænkeligheder  ved  at  samle  inddrivelsen  hos    én  statslig myndighed   under   Skatteministeriet.   Erfaringer   fra   Sverige,   Rigsrevisionens gennemgang af det offentliges restanceinddrivelse og regeringens egen analyse af områ det peger entydigt på, at en samling af opgaven vil medvirke til både øget retssikkerhed for borgere og virksomheder og have gunstige samfundsøkonomiske virkninger.