Skatteministeriet J.nr. 2004-713 - 0099 /  2004-010-0117 Den Spørgsmål 166 Til Folketingets Skatteudvalg Hermed fremsendes svar på  spørgsmål nr. 166 af 1. december 2004  . (Alm. del). Kristian Jensen /Jesper Skovhus Poulsen

Spørgsmål:   Ministeren bedes oversende sit talepapir fra samrådet den 1. december 2004 om samrådsspørgsmål J, K og L. Svar: Hermed fremsendes talepapir vedrørende samrådsspørgsmål J, K og L fra samrådet den 1. december 2004.

Samrådspørgsmål J: ”Ministeren bedes redegøre for den uenighed, der har været mellem  Skatteministeriet  og  Pantefogedforeningen  om  den foreslåede  opdeling  af  opkrævning  og  inddri   velse.  I  den forbindelse   bedes   ministeren   forklare,   hvori   uenigheden består, og hvorvidt der er tale om, at borgerne med restancer vil kunne komme i en situation, hvor de skal henvende sig til både de kommunale og statslige myndigheder?” Svar: Aftalen  mellem  regeringen  og  Dansk  Folkeparti  om  en kommunalreform og den efterfølgende udmøntningsaftale indebærer, at inddrivelsesopgaven samles i staten pr. 1. juli 2005. Kristendemokraterne har siden tilsluttet sig aftalerne som led i finanslovsaftalen for 2005. Pantefogedforeningen har sammen med blandt andre KL og HK-kommunal fra første færd argumenteret mod en samling af inddrivelsesopgaven i staten. I stedet har man peget på en model, hvor kommunerne skal inddrive personlige restancer, mens staten skal inddrive fra virksomhederne. Den grundlæggende uenighed vedrører således spørgsmålet om,     hvordan     inddrivelsesopgaven     organiseres     mest hensigtsmæssigt   –  om den skal placeres i kommunerne eller i staten. Indlæggene fra Pantefogedforeningen og andre modspille  re efterlader for de uindviede desværre et indtryk af, at den nuværende organisering og opgaveløsning på inddrivelsesområdet  er  noget  nær  perfekt.  Samlingen  af

inddrivelsesopgaven hos én statslig myndighed har derfor nærmest karakter af utidig indblanding,   hvor beslutningerne bliver truffet hen over hovedet på dem, som ved noget om tingene.   Virkeligheden er en ganske anden. Allerede   i   august   2003   offentliggjorde   Rigsrevisionen ”Beretning     om     statens     restanceinddrivelse,     13/02.” Rigsrevisionen konkluderede, at undersøgelsen samlet viste, at det er muligt at effektivisere den offentlige inddrivelse af restancer,  og  at  der  blandt  andet  er  behov  for  en  bedre koordinering på området. Konklusionen drages på baggrund af konstateringer af, at regelgrundlaget på inddrivelsesområdet  er  unødigt  kompliceret,    at  den  IT- mæssige  understøttelse  er  utilstrækkelig,  og at  der  er  for mange myndigheder involveret i opgaven. Samtidig viste en sammenligning med Sverige, at Danmark på inddrivelsesområdet har en væsentlig lavere     effektivitet. Denne  forskel  kan  blandt  andet  tilskrives  det  forhold,  at Sverige har et enklere lovgrundlag, bedre systemunderstøttelse samt en mere enkel struktur med kun én inddrivelsesmyndighed. Regeringen  iværksatte  på  denne  baggrund  en  yderligere analyse  af  området,  som  blev  afsluttet  i  marts  2004  med ”Rapport om forenkling, systemmodernisering og enhedsorganisering af den offentlige restanceinddrivelse.” Også    denne    analyse    peger    entydigt    på    en    række uhensigtsmæssigheder ved den nuværende organisering     med

5 restancemyndigheder, hvoraf den ene –  kommunerne – udgør  omkring  200  separate  enheder.  Rapporten  omtaler problemområderne som svækket restsikkerhed, omfattende dobbeltarbejde,    manglende    ledelsesmæssig    fokus    på opgaven og besværlig styring, koordineri  ng og prioritering af en samlet offentlig restanceindsats. Analysen    viste    også,    at    der    er    behov    for    såvel regelforenkling   som   en   bedre   systemunderstøttelse   af inddrivelsen. Endelig skal nævnes en undersøgelse om pantefogedernes praksis for fastsættelse a  f tilbagebetalingsordninger på det sociale område efter aktivlovens § 95, som er gennemført af det    sociale    nævn    i    Statsamtet    Storstrøm    i    2003. Undersøgelsen viste blandt andet, at der var manglende eller utilstrækkelig begrundelse i 30 pct. af de undersøgt   e sager, og at forvaltningslovens regler om partshøring ikke har være fulgt i 20 pct. af sagerne. Undersøgelsen viste også, at der var stor forskel kommunerne imellem. Hvis regeringen havde siddet disse entydige kritikpunkter og anbefalinger om at gøre no get på inddrivelsesområdet overhørigt,  ville  man  med  rette  kunne  anklage  os  for  at handle uforsvarligt. Retfærdigvis skal det nævnes, at også Pantefogedforeningen har anbefalet en række forenklinger af de nugældende regler på inddrivelsesområdet. Det    handler    derfor    ikke    alene    om,    at    ændre    de organisatoriske  rammer  for  inddrivelsesopgaven,  men  i ligeså   høj   grad   om   at   forenkle   og   harmonisere   de

bagvedliggende   regelsæt.   Det   gælder   ikke   mindst   de komplicerede regler om betalingsevnevurderinger, som er ressourcekrævende  og  som  ofte  nødvendiggør  personlig kontakt med skyldneren. Tilsvarende gælder de komplicerede regler om lønindeholdelse, hvor bl.a. loftet på 20 pct. vil blive ophævet, så lønindeholdelsen afspejler den reelle betalingsevne også hos skyldnere med  høj indkomst eller formue. Behovet for forenkling og harmonisering af inddrivelsesreglerne    ud    fra    en    retssikkerhedsmæssig betragtning har i øvrigt også været fremført af både SF og Enhedslisten. Herudover   handler   det   om   at   sikre   den   optimale   IT- understøttelse. Der skal således udvikles ét samlet IT -system til afløsning af de nuværende 10 systemer. Det nye system forventes at kunne tages i brug pr. 1. januar 2007. Den  samlede  reform  af  inddrivelsesområdet  løber  derfor også over flere faser, hvor den lan gsigtede strategi er, at vi i 2007 har én myndighed, ét fælles regelgrundlag og ét fælles inddrivelsessystem. I den første fase er det de organisatoriske ændringer, der er i fokus.  Regeringen  har  netop  i  dag  den  1.  december  – samtidig   med   de   øvrige   lovfor slag   til   udmøntning   af kommunalreformen –  sendt lovforslag i høring om samling af inddrivelsesopgaven i staten.

Lovforslaget    lægger    op    til   at   samle   det   offentliges inddrivelsesopgaver hos én statslig restanceinddrivelsesmyndighed    under    Skatteministeriet samtidig med, at der etableres en enstrenget klagestruktur, således  at  Landsskatteretten  bliver  klageinstans  for  alle afgørelser i inddrivelsessager. Det  helt centrale i lovforslagene er at fastlægge snitfladen mellem de opkrævningsopgaver, som fortsat sk  al varetages af de enkelte kommunale og statslige fordringshavere, og de inddrivelsesopgaver,   som   fremover   skal   varetages   af restanceinddrivelsesmyndigheden. Sondringen mellem opkrævning og inddrivelse er der ikke noget  nyt  i.  Den  findes  allerede  i  lov  om  kommunalt samarbejde om opkrævning og inddrivelse fra 1991 såvel som  i  praksis  på  både  det  statslige  og  det  kommunale område. Tager  man  udgangspunkt  i  et  typisk  opkrævningsforløb, indebærer det, at fordringshaveren opgør et betalingskrav og udsender en opkrævning eller regning. Det overvåges, om betaling  finder  sted  inden  for  den  fastsatte  betalingsfrist. Hvis  der  ikke  betales  til  tiden,  udsendes  en  eller  flere rykkerskrivelser.  Hvis  der  fortsat  ikke  betales,  overgår fordringen til inddrivelse. Fordringshaverne kan som led i opkrævningsforløbet   indgå   aftale   med   skyldneren   om betaling  i  rater  eller  aftale  en  kortvarig  henstand  med betalingen.

Hvis  ikke  skyldneren  overholder  betalingsfristen  på  den ordinære opkrævning eller rykkerskrivelsen eller misligholder en betalingsaftale eller henstandsaftale, overgår fordringen til inddrivelse i inddrivelsesmyndigheden. Det eneste nye er, at skyldneren fremover kun skal være i kontakt med én offentlig myndighed vedrørende afvikling af restancer,     hvor     en     skyldner     i     dag     afhængigt     af restancearterne    kan    være    i    kontakt    med    op    til    5 inddrivelsesmyndigheder. Pantefogedforeningen har i debatten fremført, at det ikke kan   lade   sig   gøre   at   sondre   mellem   opkrævning   og inddrivelse, og at regeringens model vil føre til, at borg erne bliver  kastebold  mellem  flere  offentlige  myndigheder  på tværs af stat og kommuner. Det    er    ganske    enkelt    ikke    rigtigt.    For    krav    under opkrævning er det den enkelte fordringshaver, der varetager kontakten med borgeren. Som borger er der jo heller ikke noget underligt i, at man på en og samme tid må forholde sig til  f.eks.  en  opkrævning  for  daginstitutionsbetaling  fra kommunen, et girokort fra licenskontoret og et månedligt afdrag på et kontokort i det lokale stormagasin. Hvis man samtidig har en skatterestance, kan man selvsagt blive    udsat    for,    at    skattemyndighederne    iværksætter lønindeholdelse for at få inddrevet restancen. Men det er der jo heller ikke noget nyt i. Det nye er blot, at det fremover er restanceinddrivelsesmyndigheden, der står for

lønin deholdelsen    og    de    andre    til    rådighed    stående   inddrivelsesredskaber. I øvrigt er sondringen mellem opkrævning og inddrivelse også en grundlæggende forudsætning for Pantefogedforeningens forslag om at samle de personrelaterede restancer i kommunerne og de virksomhedsrelaterede i staten. For det ville jo indebære, at de ca. 600 statslige kreditorer, som i dag får inddrevet deres restancer    af  Inddrivelsesmyndigheden  under  ToldSkat, fremover   skal   sendes   til   inddrivelse   fra   de   statslige fordringshavere til kommunerne.

Samrådsspørgsmål K: ”Ministeren bedes redegøre for, hvordan man i praksis løser de problemer, der kunne tænkes at opstå, hvis en borger både har    en    restance,    der    er    overgivet    til    den    statslige inddrivelsesmyndighed, og restancer der fortsat ligger hos den kommunale   opkræ  vningsenhed?   I   den   forbindelse   bedes ministeren  redegøre  for,  om  kommunen  har  m ulighed  for forlods at opkræve restancen forud for inddrivelsesmyndigheden? Ministeren bedes ligeledes redegøre for, om det vil være mere bebyrdende fo   r borgeren, hvis     en     fordring     bliver     overgivet     til     den     statslige inddrivelsesmyndighed,    end    hvis    den    ligger    hos    den kommunale opkrævningsmyndighed?” Svar: Lad mig endnu engang slå fast, at et af hovedformålene med samlingen  af  restanceinddrivelsen  i  staten  jo  netop  er,  at borgere, der er i restance med offentlig gæld, kun skal være i kontakt med én offentlig myndighed - restanceinddrivelsesmyndigheden. Det vil altså ikke kunne forekomme, at borgeren både har restancer,  der  ligger  i  kommunen,  og  restancer  der  er overgivet til restanceinddrivelsesmyndigheden. Det ligger simpelthen    i    den    sondring    mellem    opkrævning    og inddrivelse, som jeg har redegjort for under min besvarelse af spørgsmål J. Jeg går derfor ud fra, at det, der i spørgsmålet tænkes på, er den   situation,   at   der   er   fordringer,   der   på   grund   af manglende betaling er overdraget til

restanceinddrivelsesmyndigheden samtidig med, at der er krav under opkrævning.   Med den arbejdsdeling der lægges op til mellem på den ene side de kommunale og statslige opkrævningsmyndigheder og på den anden side restanceinddrivelsesmyndigheden, vil denne situation i sagens natur sagtens kunne opstå. Men det er ikke anderledes end i dag, hvor opkrævningen også foretages af den enkelte fordringshaver, og det er altså ikke en konsekvens af omlægningen af inddrivelsesopgaven. Lad mig give et eksempel: Jeg skal betale licens, daginstitution og ejendomsskat, men har problemer med at betale inden betalingsfristens udløb. Jeg er derfor interesseret i en aftale om, at betalingen kan falde i 3 rater. I den situation vil en sådan aftale vedrørende licensbetalingen   skulle   indgås   med   Danmarks   Radios licenskontor    kommunen,    mens    en    tilsvarende    aftale vedrørende daginstitutionsbetalingen og ejendomsskat skal indgås   med      henholdsvi s   forældrebetalingskontoret   og ejendomsskatte-kontoret i kommunen. Selv hvis der er tale om to kommunale krav vil man skulle henvende  sig  til  den  enkelte  forvaltning  for  at  indgå  en betalingsaftale som led i opkrævningen. Sådan er det i dag, og sådan vi  l det fortsat være. Og sådan vil det være, uanset om inddrivelsesopgaven varetages af

staten, eller –  som Pantefogedforeningen har foreslået  –  af kommunerne. Det nye er, at man kun skal henvende sig ét sted vedrørende krav under inddrivelse –  hos restanceinddrivelsesmyndigheden i et af de 30 skattecentre. Allerede  i  dag  har  en  lang  række  kommuner  etableret fælleskommunale samarbejder med ansvar for inddrivelsen af kommunale krav og personskatter, mens opkrævningen derimod fortsat varetages af den enkelte fordringshaver. Dette er fx tilfældet i Brande og Nørre   -Snede kommuner, det   fælleskommunale   samarbejde   for   Bredebro,   Højer, Løgumkloster og Tønder, samt inkassosamarbejdet mellem Tinglev, Lundtoft og Rødekro. I Københavns Kommune har man ligeledes samlet inddrivelsen i en central enhed, mens borgeren vedrørende indgåelse af betalingsordninger inden betalingsfristens udløb henvises til den myndighed, der har beløbet til gode. Samlingen     af     inddrivelsesopgaven     hos     én     statslig myndighed  er  blot  en  videreføre lse  af  denne  udvikling  i retning af at samle inddrivelsen i mere effektive enheder. Jeg   kan   derfor   ikke   se,   at   samlingen   af   inddrivelsen afstedkommer nye problemer –  tværtimod løser vi problemet med,  at  borgeren  i  dag  kan  være  i  kontakt  med  op  til  5 forskellige inddrivelsesmyndigheder.

Vedrørende spørgsmålet, om kommunen har m   ulighed for forlods at opkræve restancer forud for inddrivelsesmyndigheden er det væsentligt at holde sig for øje, at inden der overhovedet kan blive tale om inddrivelse, vil den myndighed, der står for opkrævningen, have opgjort kravet samt udsendt girokort og eventuelle rykkere. Som led i opkrævningen vil der desuden som i mit eksempel vedrørende licens og daginstitutionsbetaling kunne indgås frivillige  betalingsaftaler.  Der  vil  f.eks.  kunne  aftales  en udvidet   betalingsfrist,   hvis   der   foreligger   midlertidige likviditetsproblemer, eller at et forfaldent beløb kan afdrages i rater. I langt de fleste tilfælde vil der altså, mens kravet endnu er under opkrævning, være mulighed for a t aftale sig frem til en mindelig løsning. Inddrivelse vil i disse tilfælde slet ikke komme på tale. Kun hvis en sådan aftale ikke kan falde på plads, eller hvis den senere misligholdes, vil kravet overgå til inddrivelsesmyndigheden. Opkrævningsmyndighed  en, herunder kommunen, har altså rig  mulighed  for  –   selvfølgelig  afhængig  af  skyldnerens betalingsvilje –  at ”afværge”, at kravet udvikler sig til en restance, der skal inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden. Endelig spørges der, om det vil være mer   e bebyrdende for borgeren, hvis en fordring bliver overgivet til den statslige inddrivelsesmyndighed,   end   hvis   den   ligger   hos   den kommunale opkrævningsmyndighed.

I  de  tilfælde,  hvor  et  krav  ikke  bliver  betalt,  og  hvor  en frivillig  aftale  om  betaling  heller  ikke  er  mulig,  overgår kravet som sagt til inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden.   Det   betyder   bl.a.,   at kravet   vil   blive   søgt   inddrevet   ved   anvendelse   af   de tvangsinddrivelsesinstrumenter, der er stillet til rådighed i lovgivningen, f.eks. lønin deholdelse eller udlæg. Disse regler er udtryk for en afvejning af på den ene side hensynet til skyldner og på den anden side hensynet til, at skyldige  beløb  betales.  Men  det  ligger  allerede  i  ordet tvangsinddrivelse, at der er tale om et indgribende skridt i forhold til skyldneren. Netop derfor er disse midler som hovedregel reserveret til situationer,  hvor  det  ikke  har  været  muligt  at  opnå  en mindelig aftale om betalingen. Og derfor er det vigtigt såvel i opkrævningsfasen som under inddrivelsen   for det første  at prioritere  den  mindelige  løsning  og   for  det  andet  at  give plads til, at der kan tages de nødvendige sociale hensyn. Et af omdrejningspunkterne i omlægningen er, ud over at sikre en højere grad af retssikkerhed, at inddrivelsesindsatsen i højer e grad skal rettes mod skyldnere med reel betalingsevne. Tilsvarende service- og kontrolstrategien på Skatteministeriets område, skal inddrivelsesarbejdet desuden  afspejle,  at  skyldnere,  der  har  viljen  men  ikke

evnen   til   at   betale,   skal   mødes   af   en   fleks ibel   og ”hensyntagende” inddrivelsesstrategi. Det giver ikke mening at iværksætte inddrivelse, hvis det allerede    på    grundlag    af    skyldnerens    indkomst    må konstateres,  at  betalingsevnen  højst  sandsynligt  mangler. Der lægges derfor op til, at inddrivelse som   udgangspunkt ikke iværksættes i disse tilfælde. Herved opnås to ting. For det første, at der gælder ensartede regler for disse svage grupper og for det andet, at der ikke anvendes ressourcer på inddrivelse, hvor omkostningerne ikke står mål med resultate  t. Kendskabet til skyldnerens økonomiske og sociale situation vil  i  øvrigt  være  en  væsentlig  parameter  ikke  mindst  i vurderingen af, om kommunen som fordringshaver finder det rimeligt og hensigtsmæssigt at indgå en betalingsaftale med    skyldner    frem    for    at    oversende    fordringen    til inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden. Af samme grund lægges der op til, at kommunen, hvis den, efter  at  fordringen  er  overdraget  til  inddrivelse,  bliver bekendt med, at skyldnerens forhold er ændret væsentligt, kan foranledige, at der i en periode gives henstand. Der  er  altså  på  ingen  måde  lagt  op  til  vandtætte  skotter mellem fordringshaverne på den ene side og inddrivelsesmyndigheden  på  den  anden  side.  Der  lægges derimod op til en løbende dialog, i det omfang der er b ehov for det.

Endelig  vil  jeg  gerne  afslutningsvis  understrege,  at  de strukturelle ændringer blot er første fase i bestræbelserne på at forbedre retssikkerheden og effektiviteten på inddrivelsesområdet. Den samlede strategi indebærer, som jeg ligeledes har været inde på i min besvarelse af spørgsmål J, også harmonisering og forenkling af de meget uensartede regler   på   området,   med   henblik   på   at   reglerne   gøres elektronisk administrerbare, samtidig med at der sikres en ensartet, gennemsigtig og objektiv sagsbehandling i forhold til borgerne.  

Samrådsspørgsmål L: ”Ministeren bedes redegøre for, hvilke kriterier, der ligger til grund for den geografiske placering af de nye skattecentre.”. Svar L: Indledningsvist   vil   jeg   gerne   slå   fast,   at   placeringen   af skattecentrene indgik som en del af den udmøntningsplan for kommunalreformen,  som  regeringen  og  Dansk  Folkeparti indgik aftale om i september måned. Udmøntningsplanen tog  - udover placeringen af skattecentrene - stilling til placeringen af decentrale statslige administrationer på en række yderligere områder, såsom beskæftigelsesregioner og regionale statslige kontorer. Placeringen af de decentrale statslige  arbejdspladser  skal  derfor  ses  og  vurderes  i  sin helhed. Forligspartierne bag kommunalreformen og udmøn tningsplanen    finder,    at    der    med    placeringen    af enhederne er skabt en god ramme for at opnå en afbalanceret fordeling af de involverede fremtidige statslige arbejdspladser. Ved  placeringen  af  skattecentrene  er  der  lagt  vægt  på  5 kriterier: Fordelingen  skal  understøtte  en  rationel  og  effektiv skatteforvaltning Der   skal   i   videst   muligt   omfang   ske   genbrug   af eksisterende struktur (store byer, kommunale ligningscentre/ samarbejder og ToldSkat-regioner)

Tidligere amtshovedstæder skal tilgodeses Der skal sikres fortsat regional balance Skattecentre    og    ankenævnssekretariater    skal    som hovedregel   ikke   ligge   i   samme   by   af   hensyn   til retssikkerheden og den geografiske balance. Placeringen af skattecentrene er således udtryk for en samlet vurdering. Det giver derfor ikke mening at tale om, at enkelte centre er placeret ud fra et specifikt hensyn. Der er dog situationer, hvor et enkelt kriterium har vejet tungt. Det   gælder   regionalpol  itiske   hensyn   ved   placeringen   af skattecentre   i   bl.a.   Tønder,   Rønne   og   Grenå.   Ligesom hensynet til at tilgodese en tidligere amtshovedstad har vejet tungt    ved    placeringen    af    data-    og    betalingscenteret    i Ringkøbing. Gennemgang af kriterierne I  det  følgende  vil  jeg  ganske  kort  gennemgå  de  enkelte kriterier. Fordelingen  skal  understøtte  en  r ationel  og  effektiv struktur Et af Regeringens formål med fusionen af skatteopgaven er at skabe en mere effektiv skatteadministration med større faglige enheder. Placeringen af skattecentrene skal understøtte denne målsæ   tning.

Der   skal   i   videst   muligt   omfang   ske   genbrug   af eksisterende struktur (store byer, kommunale ligningscentre/samarbejder og ToldSkat regioner) samt geografisk tilgængeli  ghed og medarbejderunderlag Kriteriet følger af Aftalen om strukturreform, side 79, hvor det fremgår, at: ”Skattece  ntre   etableres   i   videst   muligt   omfang   på   de eksisterende  kommunale  ligningscentre/  fællesskaber  samt ToldSkats  nuværende  regioner,  idet  der  tages  hensyn  til geografisk   hensigtsmæssighed,   udnyttelse   af   personalets kompetence, bygningslokaliteter, sikring af et højt fagligt miljø og en stærk ligningsindsats.”. Det er regeringens ønske at omlægningen på skatteområdet skal  være  en  reel  og  ligeværdig  fusion,  hvor  vi  bruger  det bedste  fra  den nuværende kommunale og statslige struktur. Det     er     også     årsagen     til,     at       vi     har     etableret     en fusionsorganisation   i   ToldSkat   med   deltagelse   af   både kommunale og statslige medarbejdere, således at erfaringer fra begge  områder  bliver  inddraget  i  tilrettelæggelsen  af  den fremtidige struktur. Tidligere amtshovedstæder skal tilgod  eses Kriteriet følger af  Aftale om strukturreform, side 19, hvor det fremgår, at: ”Partierne   er   videre   enige   om,   at   navnlig   byer,   der   i forbindelse med reformen mister status som hovedsæde for amtsforvaltningen, tilgodeses ved placeringen af fø lgende nye decentrale statslige administrationer:

* Regionale statslige kontorer * Statslige skattecentre * Beskæftigelsesregionerne.”. Der skal sikres fortsat regional balance Kriteriet følger af Aftale om strukturreform, side 26, hvoraf fremgår at: ”Placeringen   af disse [de regionale, statslige kontorer] og af den  nye  samlede  skatteadministration  i  25-30  skattecentre koordineres    med    placeringen    af    de    øvrige    offentlige arbejdspladser, jf. målet om en regional balance i placeringen af de offentlige arbejdspladser.”. Placeringen af skattecentrene og de øvrige decentrale statslige arbejdspladser skal således understøtte regeringens målsætning om et Danmark i balance. Skattecentre    og    ankenævnssekretariater    skal    som hovedregel   ikke   ligge   i   samme   by   af   hensyn   til retssikkerheden og den geografiske fordeling Skattecentrene    og    de    ankenævnssekretariater,    der    skal behandle klager over skatteforvaltningen bør af retssikkerhedsmæssige hensyn være fysisk adskilte. Ved som hovedregel at placere dem i forskellige byer sikres den fysiske adskillelse. Hermed fjernes også den tvivl, der kunne opstå hos borgerne om, at der er adskillelse mellem administrationen og klagebehandlingen.

Servicering af borgerne Det  har  været  fremme  i  debatten,  at  etableringen  af  de  30 skattecentre vil betyde en forringet service for borgerne, som får længere til det nærmeste skattecenter.   Det mener jeg ikke er tilfældet. Man  skal  være  opmærksom  på,  at  en  meget  stor  del  af befolkningen næppe vil opleve den nye struktur som noget, der giver læng  ere afstande. Den   lokale   borgerbetjening   finde   sted   i   de   kommunale borgerservicecentre, hvor borgerbetjeningen på skatteområdet indgår som en del af opgaverne i de almindelige kommunale servicecentre. Borgere og virksomheder har også mulighed for at henv ende sig direkte i skattecenteret. En helt central nyskabelse i den sammenhæng er, at borgeren i det enstrengede system får mulighed for at gå ind på et hvilken som   helst   skattecenter   eller   servicecenter.   Det   får   stor betydning for folk, der bor og arbejder forskellige steder. Man er ikke tvunget til at ”tage hjem” for at komme i kontakt med skatteforvaltningen. I fremtiden vil man kunne blive serviceret alle steder. Det svarer til, at man i en bank kan gå ind i den filial, der passer bedst til ens daglige behov. Med det nye kommunale landkort vil der være en stor del af

landets borgere, der bor i en kommune, hvor der er placeret et skattecenter. For disse borgere vil der ikke være længere til et skattecenter end der vil være til de kommunale forvaltninger  . TastSelv-løsninger på internettet og via telefon vil fortsat blive udviklet.   Der   vil   blive   etableret   landsdækkende   service  - telefoner (call-centre) med brugervenlige åbningstider. Vi er tilgængelige, når borgerne har brug for det    –  ikke kun fra 9-15. Der vil således være en række forskellige muligheder for at komme  i  kontakt  med  skatteforvaltningen  på  borgernes  og virksomhedernes præmisser. Hele  ideen  med  at  arbejde  med  at  nytænke  og  forbedre servicekanalerne   i   forhold   til   borgernes   behov   er   jo,   at borgerne gerne skulle bruge disse. Vi forventer med andre ord, at folk ændrer adfærd, når de finder ud af, at der er nye og smartere måder at gøre tingene på. Vores erfaringer med TastSelv løsningerne er, at folk tager dem til sig og bruger dem. Vi har set en betydelig udvikling i brugen af TastSelv i de seneste to år. Der er ikke længere tale om,  at  udviklingen  i  brug  af  internettet  primært  erstatter telefonen. Der er tale om en betydelig stigning i den samlede anvendelse af TastSelv. Jeg  mener  derfor  ikke  man kan se på borgerbetjeningen på skatteområdet som noget statisk, der ikke står til at ændre.

Nogle borgere vil få længere til nærmeste skattecenter Når det er sagt, vil det ikke kunne undgås, at nogle borgere og virksomheder vil få længere til nærmes te skattecenter, når vi ønsker at skabe en skatteforvaltning med bedre effektivitet og større faglige centre. Jeg er indstillet på at finde en så fleksibel opgaveløsning som muligt, der hvor afstanden måtte vise sig at blive et problem. Det er endnu for tidligt at sige, hvilke konkrete initiativer, der i  givet  fald  skal  tages.  Det  kunne  være  muligheden  for,  at skattemedarbejderne i særlige tilfælde besøger borgerne, når der  er  behov  for det. Det kunne også være, at der indenfor nærmere fastsatte tidsrum k  unne være skattemedarbejderne til stede i de kommunale borgerservicecentre. Fusionsorganisationen vil have dette med i sine overvejelser, når  tilrettelæggelsen  af  den  konkrete  opgavevaretagelse  på dette   område   tager   form.   Det   er   vigtigt    -   også   i   den sammenhæng at få inddraget de erfaringer, der allerede er gjort i de nuværende skatteforvaltninger.