25. november 2004 Besvarelse af spørgsmål 120, alm. del, stillet af Folketingets Skatteudvalg den 12. november 2004 Spørgsmål 120: Hvad er begrundelsen for, at der i Europa-Kommissionens ”one stop shop”-forslag indsættes en fast minimumsgrænse for fjernsalg, når det tidligere har været muligt for de enkelte medlemslande inden for en ramme at fastsætte, hvor højt niveauet skulle være? Svar: De gældende regler bevirker at virksomheder skal overvåge deres fjernsalg til alle de EU-lande, de sælger varer i og sammenholde det med de respektive nationale grænser1. Kommissionen foreslår nu, at de nationale fjernsalgsgrænser fjernes og at der i stedet fastlægges én grænse på 150.000 Euro pr. virksomhed for det samlede salg til alle andre EU-lande. Dermed skal virksomhederne kun overvåge det samlede fjernsalg. Kommissionen anfører i begrundelsen for forslaget, at de gældende regler er besværlige for sælgerne og at det vil være en væsentlig forenkling for virksomhederne at indføre én samlet grænse for alt fjernsalg, som en virksomhed har til de øvrige EU-lande. Som begrundelse for at vælge et niveau for fjernsalgsgrænsen på 150.000 Euro anfører Kommissionen, at grænsen – på den ene side - skal fastsættes så højt, at virksomheder uden jævnligt fjernsalg ikke berøres, og - på den anden side - skal den være lavere end summen af medlemslandenes nuværende grænser.
1 1Med mindre virksomhederne vælger at betale moms i forbrugslandet af hele salget.