25. november 2004 Besvarelse af spørgsmål 119, alm. del, stillet af Folketingets Skatteudvalg den 12. november 2004 Spørgsmål 119: Mener regeringen, at det er fornuftigt at hæve beløbsgrænsen for, hvornår udenlandske virksomheder bliver registreringspligtige her i landet ved fjernsalg fra 280.000 kr. til ca. 1,1 mio. kr. (150.000 Euro) sådan som det foreslås i Europa-Kommissionens ”one stop shop”-forslag? Svar: One-stop-shop forslaget består af flere delforslag som har til hensigt at reducere de administrative byrder for virksomheder i EU, der har grænseoverskridende handel. Det centrale i forslaget er, at virksomheder, der sælger varer i andre EU-lande fremover vil kunne nøjes med at blive momsregistreret i ét EU-land. Midlerne til denne forenkling er dels oprettelsen af det såkaldte one-stop system og dels en udvidelse af den eksisterende omvendte betalingspligt. Med one-stop systemet vil virksomhederne gennem myndighederne i deres oprindelsesland få adgang til alle andre myndigheder i EU. De vil kunne angive moms elektronisk til myndighederne i oprindelseslandet, som vil videresende angivelsen til myndighederne i forbrugslandet. Herudover vil virksomhederne i større omfang kunne anvende den omvendte betalingspligt, hvilket betyder, at pligten til indbetaling af moms til myndighederne i forbrugslandet overdrages fra salgs- til købsvirksomhed, som allerede har kontakt til myndighederne i forbrugslandet. Regeringen støtter denne del af forslaget, som moderniserer og forenkler eksisterende regler og reducerer de administrative byrder for erhvervslivet. Et element i one-stop forslaget vedrører en forenkling af fjernsalgsgrænserne, hvorefter fjernsalgsgrænsen fastlægges til 150.000 Euro pr. virksomhed. Denne del af forslaget støttes ikke fra dansk side fordi det ikke er i overensstemmelse med princippet om forbrugslandsbeskatning. Det  blev der på ECOFIN-mødet den 16. november 2004 givet udtryk for efter præsentationen af forslaget. I dag er hovedreglen for fjernsalg til private og ikke momsregistrerede virksomheder, at momsberigtigelse sker i forbrugslandet. Der er imidlertid den vigtige undtagelse at et salg under en vis national fastlagt grænse på mellem 35.000 og 100.000 Euro kan momses i oprindelseslandet. Reglen er indført for at virksomheder med begrænset salg ikke behøver at være momsregistreret i alle de EU-lande, de sælger varer i. Med indførelsen af one-stop systemet understøttes
1 mulighederne for forbrugslandsbeskatning ved at virksomhederne fremover kan nøjes med at være momsregistreret i hjemlandet. På ECOFIN-mødet den 16. november 2004 fremhævedes fra dansk side, at argumentet for høje fjernsalgsgrænser - og kompromisser i forhold til princippet om forbrugslandsbeskatning - netop svækkes ved indførelsen af one-stop systemet mv.